Abbas (as)

Den glædelige nyhed om Abbas’ fødsel

Det var den fjerde Shaaban år 26 efter Hijrah i den hellige by Medina. Pludselig kom en mand løbende til Profetens (sa) moske. Han stod et øjeblik ved døren og så sig omkring mellem de tilbedende personer, idet han var på udkig efter en bestemt person. Han var meget begejstret, og da han fik øje på Profetens (sa) fætter og svigersøn, Imam Ali søn af Abi Talib (as), skyndte han sig hurtigt mod ham forpustet, mens han råbte: ”Jeg har gode nyheder til dig.” Denne mand var ingen andre end selve Qanbar, Imamens (as) trofaste tjener.

Qanbar tørrede svedet af sin pande og sagde: ”Min herre! Jeg er netop kommet fra dit hus, og Gud, den Almægtige, har velsignet dig med endnu en søn. Jeg er kommet for at give dig denne gode nyhed og spørge, hvad han skal blive kaldt.” Glæden kunne ses tydeligt i Imamens (as) øjne. Han smilte og sagde: ”Dette barn vil få en høj status hos Allah (swt). Jeg vil komme hjem nu. Jeg vil kalde dette barn Abbas som min onkel.”

Abbas’ opvækst og hans personlighed

Mange eksperter i psykologi fortæller, at arv, uddannelse og det omgivne miljø spiller en stor rolle i udformningen af menneskets personlighed. I dette tilfælde voksede Abbas (as) under specielle forhold.

Abbas (as) voksede op i et hjem, hvor verdslige goder ikke blev anset som noget vigtigt – hjemmet var snarere fyldt med lyset af troen på Gud og kærligheden til menneskeheden og dens æteriske værdier. Han voksede sammen med brødre så noble som Profeten Mohamads (sa) to børnebørn Imam Hassan og Imam Hussein (as). Han voksede op i et hjem, over hvilket Profeten (sa) havde bedt Allah at skænke sine velsignelser. Dette hus var stedet for håb og et tilflugt væk fra denne verden.

Abbas tilegnede sig sine egenskaber fra sin fader såvel som fra sin broder Imam Hassan og Imam Hussein (as), - de hæderskronede sønner af Profetens (sa) eksemplariske datter Fru Fatima (as), der havde forladt livet mange år tidligere. Han besmykkede sig selv hurtigt med de mest ophøjede menneskelige karakterer og fik et liv fyldt med viden og kærlighed. Hans viden og visdom nåede sådan en grad, at de lærde personer, der levede i hans tid, blev ydmyge foran ham.

Han var vis og kyndig såvel som høj, smuk og tapper. Det var en tradition blandt araberne at kalde deres smukke børn for Qamar, som betyder måne, og Abbas (as) fik epitetet: ”Qamar Bani Hashim”, alstå Bani Hashim (stammens) måne. Han var ligeledes beskeden og tålmodig samt en manifestation af sin faders ord: ”Der er ingen arv mere værd end venlighed”.

Abbas (as), havde vokset op i sådan en sympatisk atmosfære, at han aldrig ville sætte sig ned foran sine ældre brødre Imam Hassan og Imam Hussein (fvmd) uden at spørge dem om tilladelse af respekt og høflighed. Han respekterede deres høje status som værende de retmæssige efterfølgere af den Hellige Profet (sa), som hans brødre havde arvet af deres fader.

Siden sin barndom viste Abbas (as) tegn på tapperhed og mod som sin fader Imam Ali (as). I løbet af slaget ved Siffin mod Syriens oprører Muawiyyah søn af Abu Sufyan, hvor fjenderne havde spærret muslimernes adgang til vand, trådte Abbas (as) til – og som kun var i sine tidlige teenageår – ind i slagmarken med et slør over sit ansigt for at skjule sin sande identitet. Muawiyyah beordrede en af sine stærke mænd, Abu Shasa, til at duellerer med ham. Syreren[1] sagde hovmodigt: ”Folk sammenligner min tapperhed med tusinde riders. Nu vil I have mig til at bekæmpe denne dreng?” Abu Shasa sendte sin yngste søn til at konfrontere ham. Men hans søn blev besejret og dræbt. Abu Shasa sendte så sin anden søn, men til hans store overraskelse blev han også dræbt. Med stort raseri slugte Abu Shasa sine stolte ord og indtrådte selv slagmarken for at tage hævn begge sine nu afdøde sønner. Men ”drengen” var af sådan tapperhed, at han besejrede ham og gjorde det hurtigt af med denne fjende. Ved dette syn blev den muslimske hær frydet og overrasket over denne unge, maskerede dreng. Imam Ali (as) kaldte på ham og tog sløret væk fra hans ansigt. Derefter kunne alle se, at den tapre dreng var ingen andre end selveste Abbas (as).

I løbet af Imam Hassans (as) tid, stod Abbas (as) standhaftigt ved sin broders side på trods af fjendernes sammensværgelser, der forsøgte at fratage ham retten til det politiske lederskab af samfundet, som var en stilling, han var berettiget til efter Imam Alis (as) død. Til trods for sin mod til at bekæmpe dem, fulgte Abbas (as) altid sin broders beslutninger, Imamen, og forblev tålmodig. Han flyttede med Profetens (sa) familie til Medina fra Kufa i Irak, da oprøreren Muawiyyah bedragede det irakiske folk og tvang Imam Hassan (as) til at indgå i en fredsaftale og opgive kalifat-embedet. Ti år senere, da Imam Hasssan (as) led martyrdøden gennem forgiftning, blev det guddommelige ansvar for Imamah givet videre til Profetens (sa) yngre barnebarn, Imam Hussein (as).

Abbas’ heltemod i Ashura

Abbas (as) forblev med at bevise loyalitet og troskab mod Imam Hussein (as) som altid efter Imam Hassans (as) død. Han var Imam Husseins (as) troende og tillidsfulde rådgiver, og han var så hengiven, at han aldrig forlod sin elskede broders side. Abbas’ (as) mægtige personlighed nåede sit højdepunkt i Karbala med den heltemodige martyrdom. I kaotiske forhold, hvor folk blev lænket af deres verdslige begær og bukkede under for tilbud om verdslige goder og magt, blev han Imam Husseins (as) fanebærer og led hans hær. Han beskyttede Imamen, holdt vagt ved kvindernes telte, passede på børnene og gjorde et modigt offer for at hente vand til Imam Husseins (as) tørstige lejr. Disse handlinger i Karbala var blandt de mest smukke og heroiske manifestationer i hans liv.

Abbas’ (as) anstrengelser i Karbala, hvormed han ville tilfredsstille Gud og udføre sin pligt, forbavsede hele verden. Et eksempel på hans anstrengelser er hans villighed til at sætte andres behov over sine egne behov og ikke mindst at udsætte sig selv for farer for blot at kunne være til hjælp for andre. I Karbala fik Yazids hær ordrer om at forhindre Imam Husseins (as) tilhængere i at få adgang til vandet i Eufrat floden. Da børnene ikke længere kunne holde tørsten ud, tilbød Abbas (as) frivilligt at gøre et forsøg for at bringe dem vand.

Med sit modige angreb lykkedes det ham at jage flokke af fjender væk på vej mod floden, indtil han nåede bredden af Eufrat. Selvom han selv var tørstig, drak han ikke en eneste dråbe af vandet. Han ønskede, at de andre skulle skulle drikke af vandet først, før han selv smagte det. Efter at have fyldt sin vandbeholder med vand, begav han sig tilbage mod Imam Husseins (as) teltlejr. De feje fjender bekæmpede ham fra alle sider. En af fjenderne havde gemt sig bag et palmetræ, og idet Abbas (as) red forbi, huggede han Abbas’ højre hånd af med sit sværd. Abbas (as) kæmpede dog tappert videre med sin venstre hånd, som også blev hugget af af en anden soldat. Ikke desto mindre bed han med sine tænder fat på vandbeholderen og forsøgte at rette sin hests gang mod Imamens lejr i stadig håb om at kunne bringe vand til de tørstige børn. Men desværre lykkedes det ham ikke. Fjenderne styrtede imod ham som en flok sjakaler og skød pile mod ham fra alle sider. De ramte hans ene øje, bryst og ikke mindst vandbeholderen, så vandet begyndte at løbe ned fra den. Her blev al håb ude, og snart mistede Abbas (as) livet.

Abbas (as) blev således beæret med martyrdøden og vil evigt blive husket for dette mægtige offer. Den tiende Muharam bukke selv ikke-muslimer sig ved dørtrinnet til Abbas’ (as) mausoleum i Karbala og bønfalder Gud, den Almægtige, gennem ham. Imam Sajjad (as), søn af Hussein (as), siger om sin onkel Abbas (as):

”Min onkel Abbas vil have sådan en høj rang foran Gud på Opstandelsesn dag, at alle martyrer vil misunde ham.”

Abbas’ (as) epiteter

   1. Qamar Bani Hashim (Bani Hashim stammens måne)

Dette epitet er Abbas’ (as) mest populære titel. Grunden til, at han blev kaldt dette er fordi, han var meget smuk og blev sammenlignet med månen.

   2. Saqqi al-Adtashaa (Den, der bringer de tørstige vand)

Dette er en anden kendt titel. Han fik dette navn, fordi det plejede at være ham, der hentede vand til Imam Huseins (as) lejr og slukkede børnenes tørst. Han endte også med at dø, mens han var i gang med dette affære.

   3. Hamel al-Rayah (Fanebæreren)

Han fik denne titel, fordi han var Imam Husseins (as) fanebærer.

   4. Raees Askar al-Hussein (Hærføreren for Husseins tropper)

Han var Imamens hærfører og den modigste af alle, efter Imam Hussein (as).