Hvad udmærker Imam Husseins (as) ofring?

Hvad udmærker Imam Husseins (as) ofring?

Der er især et spørgsmål, som mange mennesker undrer sig over: Hvordan har Imam Hussein (as) opnået denne høje rang og status hos folket, som historien har bevidnet i løbet af alle generationer, skønt man har oplevet og stadig oplever, at der hele tiden sker mange andre ofringer i verden. Hvad er det, der udmærker Imam Husseins (as) ofring, som de andre ofringer mangler? Hvorfor bliver Imam Husseins (as) ofring ved med at blive husket selv efter mere end 1400 år, mens mange andre ofringer aldrig huskes og hurtigt bliver glemt?

På den anden side finder vi en stærk modsigelse mellem den kendte beretning, som nævnes i ”Amali al-Saduq” af Imam Hassan (as), hvor han siger til sin bror Hussein (as): ”Der er ingen dag som din dag, O Aba Abdellah” og mellem det kendte citat, der siger: ”Hver jord er Karbala, og hver dag er Ashura.”, der ikke er citeret af Ahlulbayt (as). Selvfølgelig kan den sidstnævnte udtalelse have en anden betydning i form af: ”Kampen mellem det gode og det onde, mellem det sande og det falske, er vedvarende og foregår alle steder.”

Svaret på det førstnævnte spørgsmål og løsningen på denne modsigelse kan være følgende:

• Nogle gange vil ens bedømmelse af en ofring ske på baggrund af en delvis vurdering. Her nøjes man med kun at bedømme selve ofringens størrelse, og dette er en mangelfuld og oftest forkert vurdering
• Nogle gange vil ens bedømmelse ske på baggrund af en helhedsvurdering. Her vil man se på ofringen fra alle dens dimensioner. Der er mange faktorer, som har betydning for en korrekt vurdering af en ofring. Fem af disse vil gennemgås her:
• Ofrerens personlighed
• Ofringens formål
• Ofringens metode
• Ofringens størrelse
• Ofringens resultater

Således er det nødvendigt at vurdere en ofring mindst ud fra disse fem nævnte faktorer.

1. Ofrerens personlighed

Personligheden af den, der ofrer, udgør en vigtig faktor, når ofringen skal bedømmes. Det samme er generelt gældende for enhver handling. For at gøre dette mere klart, kan man nævne en kendt beretning, som står i fiqh-bøgerne. I den første del af beretningen siger den hellige Profet Mohamad (sa) til Imam Ali (as):

”O Ali, to rak’at, som en lærd person udfører, er bedre end et tusind rak’at, som en tilbeder udfører.” [1]

En lærd person beder på samme måde, som en tilbeder gør. Muligvis vil begge disse bønner også være på samme niveau hvad angår opmærksomhed, gudsfrygt, ydmyghed, underkastelse og de andre velsignede egenskaber, men personligheden af den, der udfører handlingen, spiller en rolle i vurderingen af handlingens værdi hos Allah (swt). Hvis dette gælder for en almindelig bøn, hvad så med en større ofring?

I den sidste del, som muligvis er mere imponerende end første del, siger Profeten (sa):

”O Ali, en lærd persons søvn er bedre end en uvidendes tilbedelse.” [2], og i en anden version siges: ”…end en tilbeders tilbedelse”.

Denne del af beretningen giver os igen et eksempel på, hvordan man ikke kan nøjes med en delvis vurdering af en handling. Hvis vi ser to personer sammen, hvor den ene sover og den anden er stået op for at tilbede, vil enhver af os med det samme tro, at den tilbedende person vil få større belønning end den sovende person. Dog kan vi se her, at en lærd persons søvn er bedre end en tilbeders tilbedelse, selvom denne tilbeder muligvis bruger tiden fra nattens begyndelse til solopgang på konstant at ihukomme og lovprise Allah (swt), mens den lærde person ligger i sin seng. Derfor er det, som sagt, nødvendigt at se på den handlendes personlighed for at kunne vurdere handlingens værdi. Vi kender også samme princip ved, at Allah (swt) aldrig bedømmer en gerning ud fra dens størrelse men ud fra intentionen bag gerningen.

Der findes utallige andre beretninger, som tyder på noget lignende. Eksempelvis er der beretninger, der fortæller, hvor mange gange belønningen er større for en bøn udført af en gift person i forhold til en bøn udført af en person, der ikke er gift; beretninger, der fortæller, hvor mange belønninger en mand får, hvis han hjælper sin hustru med husholdningen i hjemmet; beretninger, der fortæller, hvor meget et forældrepar får af belønninger, hvis de lærer deres børn at læse koran etc. De er alle sammen belønninger, hvis størrelse på en eller anden måde afhænger af den handlendes personlighed.

Da vi i dette tilfælde taler om Imam Husseins (as) ofring, er det nødvendigt at se på hans personlighed for at kunne forstå, hvad det er, der er med til at udmærke hans ofringer over alle ofringer i denne verden.

Kendskab til Imam Hussein (as)

Kendskab har en afgørende betydning hos Allah (swt), idet det siges i en kendt beretning:

”…den bedste af jer er den, der har størst kendskab.” [3].

Her befinder muslimerne sig i forskellige niveauer, og de fleste ved desværre meget lidt om Imamens (as) personlighed. Derfor er spørgsmålet: Hvem er Imam Hussein (as)?

Er han blot en af Allahs nærmeste? Og er dét at vide dette et af niveauerne for kendskab?

Er han blot en Imam, som folk er forpligtet til at adlyde? Og er dét at vide dette endnu et af niveauerne for kendskab?

Er han blot en af de største reformatorer? Og er dét at vide dette også et af niveauerne for kendskab?

… Imam Hussein (as) er meget mere og mægtigere end blot det, der er nævnt.

Der vil nu nævnes tre kendte udtalelser, der kan give et bedre billede af Imam Husseins (as) mægtige personlighed:

Den første udtalelse [4]:

Denne udtalelse findes i den kendte beretning (Hadith al-Lawh), som er en af Ahlulbayts (as) skatte. Det er en lang beretning, som Ærkeenglen Gabriel (as) kom ned med til Profeten Mohamad (sa). I den siger Allah (swt):

”Og Jeg har gjort Hussein til opbevareren af mine åbenbaringer”.

Kender vi til dimensionerne af denne udtalelses betydning? Og hvornår er åbenbaringens begyndelse, og hvornår er dens slutning?

Begyndelsen af åbenbaringen er: ”Og Han lærte Adam alle navne” [5], og slutningen af denne skete i forbindelse med Profetens (sa) rejse til Himmelen: ”Så åbenbarede Han til Sin tjener dét, han åbenbarede” [6], og Imam Hussein (as) er opbevareren af alle Allahs åbenbaringer. Dette er kun én side af Imam Husseins (as) storhed, og selvfølgelig nødvendiggør denne udtalelse en større og mere gennemgående analyse, men dette vil overlades til en anden gang.

Den anden udtalelse [7]:

Dette er den udtalelse, vi læser i Imam Husseins (as) ziyarah [8]. Den er berettet af Sheikh al-Kulayni i bogen Alkafi, og den er ligeledes berettet af Sheikh al-Saduq i Alfaqih samt af Sheikh al-Toosi i bogen Altahdheeb:

”Herrens vilje, hvad angår bestemmelserne (i dette univers), nedkommer til jer og bliver udstedt fra jeres huse, ligeledes hvad angår detaljerne af lovgivningen til tjenerne.”

Dette er den ”Wilayah al-takwiniyah” (universelle myndighed), som Allah (swt) har givet Martyrernes Herre, Imam Hussein (as), ligesom Han (swt) har givet den til den Hellige Profet (sa) samt resten af Ahlulbayt (as).

Den tredje udtalelse [9]:

Dette er den meget kendte udtalelse af den hellige Profet (sa), hvori han sagde:

”Hussein er fra mig, og jeg er fra Hussein”.

Disse ni ord udtrykker en vigtig del af Imam Husseins (as) personlighed og hans forhold til universets sidste Sendebud, Mohamad (sa).

2. Ofringens formål

Der er mange mennesker, som gør en stor indsats eller ofrer meget af deres tid, kræfter og penge for et bestemt formål. Spørgsmålet er, hvad er drivkraften bag deres gerninger? Hvad er det, de vil opnå? Hvorfor er det, at mange af disse mennesker bliver glemt med tiden, mens andre personer bliver evigt husket og prist?

De gerninger, som ikke er tilknyttet Allah (swt), vil før eller siden forsvinde og blive glemt, for her er formålet denne verden. I modsætning hertil er der folk, hvis formål med deres gerninger er efterlivet, og herom siger Allah (swt) i Koranen:

”Men de, der ønsker det hinsides og stræber efter det med (den rette) stræben og er troende, sådannes stræben skal belønnes.” [10]

Imam Husseins (as) formål var ikke denne verden, og formålet med hans ofring var mægtigere end blot efterlivet. Efterlivet er meget vigtigt, og Imam Hussein (as) elskede og ville gerne sikre sig et godt sted i efterlivet, men hans formål var stadig på højere niveau end dette. Spørgsmålet er så, hvilket formål er mægtigere end efterlivet, dens indbydende haver og smukke slotte?

Det mægtigere formål er selve Allah (swt), og således var Imam Husseins (as) opstand direkte knyttet til Allah (swt). Vi læser i Ziyarah for Arbain-dagen:

” … Og [Imam Hussein] gjorde sig enhver anstrengelse og lagde sit hjerte, ånd, sjæl og liv til rådighed til Din opgave…”

… altså til Allahs (swt) opgave og for Allahs (swt) skyld, og dette er en oprigtighed, kun Allahs (swt) nærmeste kan opnå.

3. Ofringens metode

Nogle gange kan formålet være efterlivet og Allah (swt), men dette er ikke nok. Tænk hvis ofringen er tænkt at være for Allahs (swt) skyld, men metoden modstrider islams lærdomme.

Der er en smuk beretning, som er berettet af Sheikh al-Hurr al-Amali, som siger, at Profeten (sa) har sagt:

”Der er intet (fornuftigt) ord uden handling.”

I den næste del af beretningen siger han:

”Og der er intet (fornuftigt) ord og ingen (fornuftig) handling uden en intention.”

Dog ender det ikke engang her, for han siger videre i beretningen:

”Og der er intet (fornuftigt) ord, ingen (fornuftig) handling og ingen (fornuftig) intention uden, at det sker i overensstemmelse med (Profetens) tradition”. Det vil sige, at ikke nok med, at gerningen skal ske for Allah (swt), men den skal også ske på Allahs (swt) måde.

For at nævne et eksempel, kunne man se på Khawarej i løbet af historien. Khawarej var en gruppe af folk, som blandt andet levede under Imam Alis (as) tid. Det siges, at Khawarej var meget religiøse, og mange af dem var kendte for at faste om dagen, tilbede om natten, bruge meget tid på at læse Koranen osv. Dog bekæmpede de Imam Ali (as) og fik til sidst dræbt ham. Nogle af disse Khawarej var så misledte, at de virkelig troede på, at Imam Ali (as) var vantro, mens andre af dem kendte sandheden men ignorerede den og forblev arrogante.

Uanset om de bekæmpede Imam Ali (as) med ren intention og udelukkende for Allahs (swt) skyld eller ej, så opnåede de selvfølgelig ikke andet end nederlag og stort tab. Allah (swt) understreger dette i den Hellige Koran, hvor Han siger:

”Sig (til dem): Skal Vi meddele jer, hvem der er de største tabere, og hvad deres gerninger angår? (Det er) dem, hvis (hele) anstrengelse er gået tabt i (søgen efter) denne verden(s ting), medens de selv mener, at de handler godt.” [11]

Dette fænomen er ikke noget, vi alene har oplevet tidligere i historien. Det er også et stadigherskende fænomen, hvor vi oplever nogle såkaldte muslimer, der er blevet hjernevasket til den grad, at de får den samme tænkemåde som Khawarej og dræber andre uskyldige muslimer f.eks. i Irak, Afghanistan, Pakistan mfl. samtidigt med, at de helhjertet tror på, at deres gerninger vil føre dem til frelse og Paradis. Disse folk er netop dem, der har ændret synet på islam og muslimer verden rundt, da de fremstiller islam som en voldelig religion og muslimerne som en gruppe terrorister og voldelige mennesker.

Derfor er det vigtigt, at vi alle sammen altid er opmærksomme på i hvilken retning, vi bevæger os. Vi skal for hver lille og stor handling og beslutning, vi foretager os, overveje, om vi gør det på den rigtige måde, og om vi bevæger os i Allahs (swt) eller Satans sti.

4. Ofringens størrelse

Det er blevet berettet: ”Den bedste gerning er den mest anstrengende.” [12]. Har man oplevet en ofring, der kan måle sig med Imam Husseins (as) ofring?

Profeten Abraham (as) er et tydeligt eksempel på en person, der øver en oprigtig ofring i Allahs (swt) sag. Hans ofring fejres endda hvert år i Eid al-Adhhaa. Men Allah (swt) satte en stopper for hans ofring.

Da Allah (swt) beordrede ham at ofre sin søn, hentede han sin søn og lagde ham ned, hvorefter han begyndte at bevæge kniven frem og tilbage på hans hals. Koranen fortæller:

”Og da de begge havde underkastet sig (Guds vilje) og han havde kastet ham ned med panden (mod jorden), råbte Vi til ham: O Abraham. Du har sandelig opfyldt synet (du havde i din drøm).” [13].

Dette var grænsen, for Allah (swt) lod ikke Abrahams søn (as) blive ofret, og i stedet fik Abraham (as) et får at ofre, som bliver mindet af muslimerne hvert år. Her imens ofrede Imam Hussein (as), uden at nogen stoppede ham, og således valgte han en ofring, som ikke har nogen lige i hele verdens historie.

5. Ofringens resultater

For enhver bøn, som en muslim beder på jordens overflade, skylder vedkommende Imam Hussein (as), for hvis det ikke var for Imam Husseins (as) anstrengelser, havde der ikke været noget spor af islam tilbage. Da folk i daværende tid fandt det umuligt at besejre islam ved en krig, omfavnede de islam for at ødelægge denne indefra. Hvilket mægtigt resultat er det ikke, at ens ofring er årsagen til, at en hel religion kan fortsætte, og dens lærdomme kan opretholdes?!

Fra dette udspringer den kendte udtalelse: ”Islam eksisterer (på grund af) Mohamad og fortsætter (på grund af) Hussein”. Således har den sidste af Allahs (swt) Udsendinge (as) været årsagen til åbenbaringen af religionen, men Imam Husseins (as) blod var årsagen til, at islam fortsatte, og muligvis er dette også fortolkningen af Profetens (sa) beretning: ”Hussein er fra mig, og jeg er fra Hussein.”

Lad os vende tilbage til den kendte beretning af imam Hassan (as), hvor han siger: ”Der er ingen dag som din dag, O Abdullahs fader.”, for vi vil ikke være i stand til at sammenligne nogen ofring med Imam Husseins (as) ofring, og vi vil ikke være i stand til at sammenligne nogen revolution med Imam Husseins (as) revolution, og vi vil ikke være i stand til at sammenligne nogen revolutionærs personlighed med Imam Husseins personlighed (as).