Mohammad søn af Abdullah

Den Første Ufejlbarlige

Islams Hellige Profet

Mohamad søn af Abdullah (Fred være med ham og hans afkom)

Navn: Mohamad.

Titel: al-Mustafa.

Epitet: Abul-Qasim.

Faderens navn: Abdullah søn af Abdul-Muttalib.

Moderens navn: Aminah bin Wahb.

Fødsel: Født i Mekka, fredag den 17. Rabi `u 'l-awwal, i elefantens år.

Døden: Døde i en alder af 63 i Medinah, mandag den 28. Safar, 11 EH; begravet i sit hjem, tilstødende moskeen, i Medinah.

 

Afstamning

Profet (sa) sagde:

”Det første Gud skabte, var mit lys.”

Den ældste og mest ophøjede stamme i hele Arabien, var Banu Hashim, Profetens stamme. De var Abrahams efterkommere, gennem sønnen Ismael.

Araberne respekterede og elskede dem for deres godhed, viden og pragt.

 

Abdul Mutallib

Abdu1-Muttalib, var Banu Hashims høvding, desuden, var han også Kabaens beskytter.

Blandt hans ti sønner, var Abdullah, den hellige Profets fader, og Abu Talib var faderen til Ali.

 

Mohamad

I Mekka, blev drengebarnet Mohamad født, den 17. Rabi `u 'l-awwal, 570 eft.Kr. Hans fader, Abdullah søn af Abdul-Muttalib, døde før han blev født, og da han blev seks år gammel, mistede han sin elskværdige moder, Aminah datter af Wahab.

 

En Kort Historie

Hans bedstefader, ’Abdul-Muttalib, tog ansvaret for at opdrage det forældreløse barn. I en alder af ti år, blev han berøvet sin ærværdige bedstefader. På dødslejet, erklærede han sin søn, Abu Talib, som beskytteren af Mohamad.

Venlig, med en blid stemme, en høj og smuk dreng, var Mohamad, ledsagede Abu Talibs handlende karavaner, gennem ørkenerne, der gav ham den dybe indsigt i naturen og mennesket.

I sin ungdom, deltog Mohamad i Hilf al-Fudul (Retfærdighedens Forbund), for at hjælpe enkerne og de forældreløse, samt beskyttelsen af de undertrykte.

 

Khadija

Den rige og ædle frue Khadija, søgte efter én, der kunne lede hendes kostbare handelskaravaner, og valgte Mohamad, Værgen. En dygtig og ærlig handler, og Mohamad var en gevaldig succes. Khadija, der allerede var en beundrer, tilbød ham sit ægteskab. Mohamad var femogtyve og Khadija fyrre. Trods denne aldersforskel, viste det sig, at være et forbløffende ægteskab.

 

Profeten

En elsker af naturen, og ganske bekymret for menneskets genvordigheder, tog Mohamad ofte til Hira Bjerget, for at meditere. En nat, laylatu’l-qadr (Bestemmelsesnatten), hørte han en stemme adressere ham, og befalede, ”Forelæs i din Herres navn”. Dybt begejstret af det fremmede fænomen af Guddommelig Visitation, skyndte Mohamad sig hjem til sin kone, Khadija, som hørte opmærksomt efter, og sagde, ”Jeg bevidner at du er Guds Sendebud.”

 

Efter en kort periode, kom stemmen fra himlen igen, ”O du, der er tildækket (i din kappe), rejs dig og advar (dit folk), og lovpris din Herre”.

 

Dette var et tegn på, at han nu skulle prædike det sande evangelium af den Ene Gud. I begyndelsen inviterede Mohamad kun dem, der var ham nær, til at acceptere den nye tro. Den første der omfavnede Islam blandt kvinderne, var Khadija, og blandt mændene Ali. Kort tid efter, konverterede Zayd ibn al-Harithah til den nye tro, efterfulgt af mange andre. Omar søn af Alkhatab, der var en voldsom modstander af islam, berygtet for sin forfølgelse af muslimerne og en bitter fjende af Profeten, omfavnede Islam senere hen.

 

Kalif

I tre lange år, anstrengte han sig i ro, for at vænne sit folk fra tilbedelsen af afguderne, og drog kun tredive tilhængere til sig. Mohamad besluttede sig for at appellere offentligt til Quraysh, om at forlade afgudsdyrkelsen og omfavne islam. Han inviterede fyrre af sine slægtninge til et festmåltid. I forsamlingen, udtalte Mohamad, at han havde levet et liv blandt dem og spurgte om de nogensinde, havde hørt ham lyve?

Det fremherskende svar var, ”Vi har aldrig hørt dig lyve, O du sanddru!”.

 

Islams Profet spurgte dem, hvis han nu fortalte dem, at deres fjender havde samlet sig omkring sandbakkerne for at angribe dem, ville de da tro på ham?

Svaret var, ”Ja”. ”Vil I tro på alt det, jeg nu vil fortælle jer?”. Igen var svaret, ’’Ja’’. Profeten adresserede dem og sagde, ”Jeg kender ingen mand i hele Arabien, der kan tilbyde, noget mere fortræffeligt, end det jeg gør nu. Jeg tilbyder jer glæde i dette liv og i det hinsides. Gud den Almægtige, har beordret mig, til at kalde til Ham. Hvem, blandt jer, vil assistere mig i dette og blive min Broder og min Kalif?”.

Tøvende afslog de alle denne sag. Ali (som allerede var givet titlen, ’’Amiru’l-Mu’minin’’ - de troendes Leder - af Profeten) rejste sig og bekendtgjorde, at han ville assistere Profeten og heftigt truede dem der ville modstå ham.

Mohamad viste sin hengivenhed, omfavnede Ali og erklærede foran alle, at de skulle høre og adlyde Ali, som hans stedfortræder og Kalif. Forsamlingen brød ud i latter, og hånede Abu Talib med, at han nu skulle adlyde sin søn.

 

Islam

Mohamad er grundlæggeren af den ophøjede religion, islam, som betyder at underkaste sig selv eller ens person til Allah. Islams tilhængere er sædvanligvis betegnet, ved den korresponderende adjektiv, muslimer. Perserne indførte et andet adjektiv, Musalman, som det anglo-indiske Mussulman er udledt af. Ganske vist, føler muslimerne et vis ubehag ved benævnelserne, Mohammedaner eller Mohammedisme, som for dem, forekommer at bære en vis inddragning af tilbedelse til Mohamad, som kristen og kristendommen indebærer tilbedelsen af Kristus.

 

Den nye tro, er uden videre komplikationer, praktisk og brugbar til alle livets hverdage. Den befaler at tro og udføre det gode, bede og betale almissen. To ordrer, der giver fire principper af en succesfuld levevis.

 

Den nye Overbevisning, har sat en enorm revolution i gang, der ryster verdenens fundamenter. Kapitalhaverne, kongerne, præsterne, de pengegriske og tyrannerne, var alle imod, og de forenede sig for at knuse islams bevægelse.

 

Kabaens vogtere og afgudernes ejere gik til Abu Talib for at stoppe Mohamad, fra at sige, ”Der er ingen anden gud end Allah (la ilaha illa Allâh)”. Den beskyttende onkel bibragte delegationens anmodning om at skænke Mohamad en formue, som ingen besidder, at gøre ham til overhoved, endog konge, hvis han indvilligede i at forlade sin mission. Mohamad afslog. Vrede arabiske høvdinger, truede med socialboykotning, ødelæggelse og død.

 

Abu Talib (som i virkeligheden var Muslim, men ikke deklarerede sin tro, så han kunne være i stand til, at beskytte Profeten) lovede at beskytte Mohamad.

 

Mekkas drenge og lømler overdængede Mohamad med sten og skældsord. Modig og loyal var Ali, som stoppede dette med sine stærke næver. Chikanen og torturen, som Profeten og sin lille gruppe af efterfølgere, led på grund af Quraysh, var yderst ulideligt. Nogle af de troende blev slæbt over det brændende sand, fængslet, pisket og udsultet, men de holdte fast ved deres tro, indtil de afgik ved døden.

 

Ummayah, Bilals herre, tog Bilal til ørkenen og blottede hans ryg og ansigt til middagens sol og placerede en stor sten på hans bryst, og sagde, ”Der skal du blive, indtil du er død, eller taget afsked med Islam”.. Døende med tørst i varmen, svarede han blot, ”Ahadun! Ahadun! (Én og Alene! Én og Alene”

             

Næsten ti års hårdt arbejde og forkyndelse, trods al forfølgelse, forårsagede dette over et hundrede tilhængere fysisk mishandling, og gjorde livet uudholdeligt i Mekka. Islams hellige Profet, adviserede sine tilhængere, at søge tilflugt i nabolandet Etiopien.

Otteogfirs mænd og atten kvinder sejlede de gæstfrie havne i Negus, under lederskabet af Jaffar at-Tayyar (Alis broder) og den hellige Profets fætter. Arabiske ledere forfulgte dem og krævede deres udlevering.

Jaffar, der bedte for de flygtninges sag, sagde til kongen:

 

”O Konge! Vi var styrtet i uvidenhedens og barbarismens dybde; vi tilbad idoler, vi levede i manglende kyskhed, vi åd de døde [dyr] og vi talte i vederstyggelighed; vi tilsidesatte enhver følelse af menneskelighed og pligt, til at opfylde gæstfrihed og naboskab; vi kendte til ingen lov, men fik kendskab til den kraftige [magt], da Gud hævede en mand blandt os, i vis fødsel der fandtes sandfærdighed, ubestikkelighed og renhed, som vi blev opmærksomme på; og han kaldte os til Guds Enhed og lærte os, at vi ikke skulle forbinde noget med Ham; han forbød os at tilbede idolerne; og forlangte at vi ytrede det sande, at være trofaste til det vi lover, at være barmhjertige og vise respekt til naboernes rettigheder; han forbød os i at tale ondt om kvinder, eller at tage de forældreløse børns midler til livets opretholdelse; han befalede os at lette fra de dårlige vaner og afholde os fra det onde; at lave bønner, at yde almisse og observere fasten.

 

Vi har tiltro til ham, vi har accepteret hans lære og hans formaninger, at tilbede Gud og ikke associere noget med Ham. På baggrund af dette, har vores folk gjort oprør imod os, de har forfulgt os med det formål, at give afkald på tilbedelsen af Gud, og vende tilbage til afgudsdyrkelsen af sten-, træ- og andre vederstyggelighedsidoler. De torturerede og påførte os fysisk skade, indtil vi ingen sikkerhed fandt blandt dem; da besluttede vi os for, at drage til dit land, i håb om at du vil beskytte os fra deres undertrykkelse.”

 

Kravet fra qurayshitterne blev afvist og de vendte tilbage til Mekka.

 

Adskillige gange kom stammelederne til Abu Talib, sigende: ”Vi respekterer din alder og rang, men vi har ikke længere tålmodighed med din nevø. Stop ham eller vi bekæmper dig.”

 

Abu Talib spurgte Mohamad om hans beslutning. Med tårer i øjnene, svarede apostlen: ”O min onkel! Hvis de lagde solen i min højre hånd og månen i min venstre, for at tvinge mig til at give afkald på min mission, vil jeg ikke afstå indtil Gud manifesterer Sin sag eller jeg går til grunde i forsøget.”

 

Tragedier

I en periode af vanskeligheder, prøvelser og problemer, blev Mohamad ramt med to store tragedier. Først døde den ærværdige vogter Abu Talib og kort derefter, afgik hans noble hustru Khadija, som efterlod hendes datter Fatima (fred være med hende) – det eneste barn, som hun havde med den hellige Profet – datteren så efter sin fader i en vis omfang, at Profeten kaldte hende Umm Abiha (moderen til sin egen fader).

 

Muslimsk Æra

Med den gamle patriark Abu Talibs død, planlagde mekkanerne et snigmord på Profeten. Med Guddommelig vejledning, bedte han Ali om at sove i sin seng og Mohamad lagde sin grønne klædningsstykke på Ali. Morderne forvekslede Ali med Mohamad, men da de opdagede, at den mand de forsøgte at dræbe var Ali, gik de deres vej, imens var det lykkedes islams Profet at flygte til Medina.

 

Den muslimske Hijrah (udvandrings) æra, er opkaldt efter denne hændelse, og denne daterer tilbage til den 17. Rabi ’ul-awwal, 622 eft.kr.

 

Fra den tid han kom til Medina, var han den mægtigste skikkelse, som historien nogensinde har kastet sit lys på.

 

Vi bør nu se på ham, som menneskets konge, herskeren over menneskernes hjerter, den primære lovgiver og suveræne dommer. Prædikeren, der gik uden brød, var mægtigere end den mægtigste regent på jorden. Ingen kejser med sine tiaraer blev adlydt, som denne mand, med en kappe som beklædning.

Han grundlagde det muslimske statssamfund, og skabte en charter der blev anerkendt, for værende det højeste statsmandskunst, en ophavsmand, ikke kun for sin tid, men til alle tider.

 

I modsætning til araberne, havde Profeten aldrig anvendt et våben, men han blev tvunget til at beskytte islam med våbenmagt. Startende med Badr slaget, blev man nødsaget til at udkæmpe firs slag, som spædbarnssamfundet beskyttede med et vellykket resultat.

 

En dag sov Mohamad under et træ, væk fra sin lejr. Han blev vækket af sin fjende Duthur søn af al-Harith med et sværd, stående over ham, sigende: ”O Mohamad! Hvem vil nu komme dig til undsætning?”, ”Gud!” svarede Apostlen. Der begyndte den vilde beduin at ryste og tabte sit sværd. Profeten samlede sværdet op og sagde: ”Hvem vil nu komme dig til undsætning?”,”Ak! Din barmhjertighed O Mohamad”, ”Så lær fra mig, at være barmhjertig” endte Profeten med at sige. Araberens hjerte blev overvundet og han omfavnede Islam.

Uhud

I det andet år, angreb Abu Sufyan, Islams berømte langvarige fjende, muslimerne i Uhud. Hamza, islams første bannerbærer og Profetens onkel, blev dræbt i kampen. Trods Profetens strenge instrukser, deserterede nogle muslimske soldater deres poster, da sejren var i sigte. Dette ændrede slagets forløb. Khalid søn al-Walid angreb Profeten, og den alvorlige situation blev reddet af Alis betimelige ankomst. Fjenderne flygtede og sagen blev besluttet. Mohamad sørgede over Hamzas død.

 

Mubahala

I det 10. år EH, kom kristelige stedfortrædere fra Najran til Profeten i Medina, for at diskutere religiøse anliggender. Selv efter overbevisende argumenter, nægtede de kristne at tro, fordi de ikke var villige til at opgive deres religion for Islam.

 

Ifølge de Guddommelige instruktioner i den Hellige Koran:

 

”Og den, der strides med dig herom, efter at erkendelsen er kommet til dig, (til sådanne) skal du sige: Kom, lad os tilkalde vore sønner og jeres sønner, og vore hustruer og jeres hustruer, og vore folk og jeres folk, og så bede hengivent og nedkalde Allahs forbandelse over løgnerne.” [Koranen 3:61]

 

Mohamad foreslog, at de kristne skulle bringe deres kvinder, sønner og nære slægtninge den næste morgen, og det samme gjaldt Profeten, og de skulle bede, for at fremkalde Guds forbandelse på løgnerne, med henblik på at ende argumentationen.

 

Da de kristne fra Najran nåede tilbage til deres telte, efter at de havde accepteret Almubahala udfordringen, rådgav deres leder dem med følgende ord:

”Hvis Mohamad i morgen, kommer ud af sit hus med sine familiemedlemmer, så skal I under ingen omstændigheder gå med til Almubahala. Men hvis han medbringer hans ledsagere, så har I ikke noget at frygte, og I skal bestemt gå med til det.”  

Han vidste at Almubahala var et spørgsmål om liv eller død for begge parter, inklusiv deres familiemedlemmer. Hvis den hellige Profet (sa) tvivlede det mindste på det Islamiske budskab, så ville han ikke have givet de Kristne Almubahala udfordringen. Hvis han havde den mindste frygt for at forbandelserne ville påvirke ham og hans nærmeste familiemedlemmer, så ville han ikke overveje at komme ud med dem for at møde de Kristne.  

 

Ved daggry, gik Profeten til marken, hvori de skulle mødes, med sine børnebørn, førende Hassan med hånden, løftende Hussein på armen, mens Fatima gik ved siden af ham, og Ali gående bagved hende med islams banner. Da de kristne så denne procession langvejsfra, kom de til den konklusion, at Mohamad var den sande Guds Profet, for han havde bragt med sig sine kæreste og nærmeste.

 

De kristne tog hen til Profeten og informerede ham, at de ikke var villige til at bede om forbandelse over løgnerne, i stedet, var de villige til at betale Jizyah (skat) og komme med et forlig. Profeten henviste dem til Ali for betingelserne.

 

Hudaybiyya

Muslimerne har været i selveksil i seks år og begyndte at føle en ivrig længsel til deres hjemland, Mekka.

 

Profeten ønskede at udføre en pilgrimsrejse til Mekka. Da han forlod sin hjemby, var han svag, men da han vendte tilbage, var han stærk. Han brugte ingen vold eller styrke, da han trådte ind i den hellige by. Da han så, at qurashitterne var fjendtlige, indgik Mohamad en traktat, kendt for ”Hudaybiyya traktaten”; forekommer ikke muslimerne fordelagtigt, men som afslørede de islamiske modernitetsegenskaber og ædelhed. For at den stærke kan anvende begrænsning og tolerance, kræver dette sand tapperhed. Efter at have nået dørene af deres fødselssteder, med hjerter fyldt op til randen med utålmodighed, for at træde ind i dem, fandt muslimerne tilbage til Medina, under traktatens betingelser, som tillod dem at udføre pilgrimsrejsen det kommende år.

 

Khaybar

Chikanen og mordene som jøderne begik, tvang Profeten til at føre en hær mod Khaybar i 7. år EH. Muslimerne, som var under Omar søn af Alkhatabss ledelse, vendte tilbage i håbløshed. Profeten sagde: ”I morgen vil jeg tildele den muslimske styrkes ledelse til en person, som vil krones af Gud med sejr.” Daggryet bevidnede det islamiske banner, som bølgede galant i Alis hånd. Den skæbnesvangre kamp, begyndte med den jødiske kriger Marhab. Med en skælvende råben af Allahu Akbar, faldt Alis Dhulfiqar på Marhab, og gennemborede hans kranie. Jøderne erklærede sig overvundet i de generelle træfninger, der fulgte. Islams store sejr var vundet, og dette gjorde Ali til den udødelige sejrsherre over Khaybar.

 

Mekka

Mod slutningen af året, benyttede Mohamad og sine tilhængere sig af Hudaybiyya traktaten, for at fuldføre pilgrimsfærden til Mekka.

 

I tre dage iagttog qurashitterne muslimerne udføre deres pilgrimsfærd. Den strikse observering af fredsbetingelserne, selvbeherskelsen og henseende til deres lovede forpligtigelser forevist af muslimerne, skabte et storslået indtryk på afgudsdyrkerne. Ramt af Mohamads venlighed og noble natur, tog flere qurayshit-ledere islam til sig.

 

I året 8 AH, overtrådte afgudsdyrkerne Hudaybiyyah-traktaten ved at angribe muslimerne. Fjenderne blev overvundet og Mekka blev besejret.

 

Profeten, der blev drevet på flugt fra Mekka, vendte hjem som en mægtig erobrer. Rahmatun lil ’alamin (barmhjertigheden over alle væsener; Profeten) trådte ind i byen med sit hoved bøjet i taknemmelighed til den Almægtige Gud og beordrede en generel amnesti i stedet for en blodig massakre på dem, der tvang ham og hans tilhængere på flugt.

 

Tabuk

I midten af det 9. år EH, var Profeten nødsaget til at føre et krigstogt til Tabuk, nær Syriens grænser, pga. den romerske kejsers truende attitude. Hyklerne hånede Ali, der havde lederskabet over Medina under Profetens fravær. Da hyklernes hån ikke kunne klares mere, tog den modige og troværdige Ali en hurtig kamel og red mod den muslimske hær. Ali forrettede Profeten om de hån, som hyklerne bebyrdede ham med og ønskede ikke at vække Profetens vrede på grund af denne forrettelse. Mohamad smilte og sagde: ”O Ali! Ønsker du ikke, at din stilling hos mig, er som Arons stilling hos Moses, med undtagelse til denne forskel, at der ikke vil være nogen Profet efter mig?”

 

Dette beroligede Ali, og han vendte tilbage til Medina. Da den muslimske hær nåede Tabuk, indså de, at romerne havde ændret mening. Profeten vendte tilbage til Medina uden at have kæmpet.

 

Hustruer

En skare af muslimske soldater mistede livet ved slagmarkerne: Badr, Uhud, Khaybar, Hunayn og andre steder, og efterlod unge kvinder og børn. Det seriøse problem, ved at passe på enkerne og de faderløse børn, truede med at ødelægge det muslimske samfunds moralske struktur. Mohamad bestemte sig for at ægte nogle af disse kvinder, og føre et eksempel ud til sine tilhængere. Før Islams genkomst, kunne manden ægte ligeså mange kvinder, som han behagede, men islams Profet var anderledes på alle måder. Historien bevidner Mohamads bemærkelsesværdige karakter, indtil sin femogtyve års alder, da han ægtede Frue Khadija. Hun forblev hans ene og eneste kone indtil hun døde, da Mohamad blev halvtreds. I den modne alder af femoghalvtreds, da blodet kølede ned, med henblik på at løse krigsproblemerne, enkerne og de faderløse børn; startede han med at ægte sig den ene kvinde efter den anden i korte mellemrum, selvom han var gammel og bebyrdet med Profetskabets ansvarligheder og den islamiske stats affærer.

 

Betingelserne for at ægte mere end en kvinde, er så strikse, at det forekommer vanskeligt for de fleste at fuldføre dem, i fredens tider.

 

Allah (swt) siger Koranen:

 

”Og hvis I frygter ikke at kunne handle retfærdigt mod de faderløse, så gift jer med kvinder, som behager jer: to, tre eller fire (ad gangen), og hvis I frygter, at I ikke kan handle ligeligt, så (gift jer kun med) én” [Koranen: 4:3]

Konge

 

Selvom han var Profet og konge, var Mohamad en mand blandt almindelige mænd. Han sad og spiste med dem, delte deres glæder og sorg, hjalp de svage, enker og forældreløse børn og sympatiserede med de kriseramte. Han så, at verdenen var sunket dybt i en degraderende uvidenhed, overtro, dårlige vaner og ondskab. Han så folkene adskilt og engageret i stedsevarende krige, udøvende meget ubehagelige grusomheder; døtrene blev begravet levende og enkerne gik i arv, eller solgt af den ældste søn. Blandt alt dette kaos, etablerede Mohamad orden og inspirerede alle til troen på den Ene Gud; forbød afgudsdyrkelse og lod dem tænke, ikke just på denne verden, men ud over graven på en højere, renere og guddommeligere plan, bad dem om at udøve velgørenhedsformål, godhed, retfærdighed, rimelighed og universel kærlighed.

 

Hele missionen blev opnået i hans levetid.

 

De Fem Rene (Ahlul-Kisa)

”Allah ønsker kun at fjerne al urenhed fra jer, I husets folk, og at rense jer en fuldendt renselse.” [Koranen: 33:3]

 

De fem rene – Mohamad, Ali, Fatima og deres to sønner Hassan og Hussein – er perfekte eksempler på menneskelig opførsel. De levede et liv med ekstrem hengivenhed, loyalitet, godhed, troværdighed og velgørenhed, givende et standard af menneskelig værdighed til enhver handling i menneskeheden. Deres livsforløb er ædelt og troværdigt, prædikede Guds Enhed, ligeværdighed blandt mennesker og tilintetgjorde præsternes og regenternes tyranni, brydende båndet på kværulanternes overbevisninger, undertrykkende ritualer, sjælsknusende dogmer; de brød kastens barriere, sære privilegier og tyranni lovmæssigt bestående af interesser. De forkyndte lærdommens, belæringens og det hårde arbejdes betydning og vigtighed.

 

Selvom den hellige Profet beskæftigede sig med at tage vare på folks anliggender, så plejede han også at tage hensyn til sin familie på samme tid.

 

Nogle troende anmodede Profeten, om at købe jord og bygge huse for ham. Svaret blev åbenbaret fra Gud:

 

”Sig: ’Jeg beder jer ikke om nogen belønning derfor, men om kærlighed til mine nærmeste…; thi Allah er Tilgivende, Den, der påskønner taknemmelighed.” [Koranen: 42:23]

 

Derefter, spurgte de troende Profeten, om hvem det var obligatorisk for dem at elske?

 

Mohamad svarede: ”Kærligheden til Ali, Fatima, Hassan og Hussein.”

 

Sidste Pilgrimsfærd

Under den guddommelige intuition for hans endes kommen, forberedte Mohamad sig på at udføre en pilgrimsfærd til Mekka.

 

Før fuldstændiggørelsen af Hajj-ceremonierne, adresserede han en enorm skare fra Arafat-bjerget på 8. Dhi’l-Hijjah, 11 EH, med ord, der for altid vil ringe og genlyde i al evighed i atmosfæren:

 

 ”O folk! Hør mine ord, for jeg ved ikke, om jeg er lovet endnu et år sammen med jer på dette sted. Jeres liv og ejendom er helligt og ukrænkeligt for hverandre, indtil den dag I står overfor Herren, som denne dag og måned er hellig for alle, og husk, I skal vise jer overfor jeres Herre, som vil forlange regnskab for alle jeres handlinger.

 

O folk, I har rettigheder overfor jeres koner, og jeres koner har rettigheder overfor jer; behandl jeres koner med imødekommenhed og elskværdighed. Sandelig, I har taget dem under Guds beskyttelse og gjorde deres ydre lovligt for jer, ved Guds ord. Forbliv troværdige mod tiltroen som er påhvilet jer, og afhold jer fra synder, og åger er forbudte. For fremtiden, er blodsgengældelse, udført i uvidenhedens tider forbudt; og alle blodfejderne afskaffet, påbegyndt med mordet på Ibn Rabi’ah søn af al-Harith søn af Abdul-Muttalib.

 

Og jeres slaver! Sørg for at skænke dem af det samme mad som I indtager, og beklæd dem med det stof I bærer; og hvis de begår en fejl, som I ikke er villige til at tilgive, så forlad dem, fordi de er Herrens tjenere og bør ikke behandles skånselsløst.

 

O folk! Lyt til mine ord og forstå det samme, vær bekendt med, at alle muslimer er brødre overfor hinanden. I er et broderskab, intet som tilhører den andens er lovligt til broderen, medmindre det er skænket ud af fri vilje. Vogt jer selv, i at begå uretfærdighed. Lad den, som er tilstede forrette dette til den fraværende. Det sker, at den det bliver fortalt til, vil kunne forstå det mere end den, der hørte det.”

 

Ghadir Beretningen

Efter at have udført Hajj, drog den Hellige Profet til Medina. På vejen dertil, i Ghadir Khumm, åbenbarede Allah følgende vers til ham:

 

”O Sendebud, forkynd hvad der er åbenbaret dig fra din Herre, og hvis du ikke gør, så har du ikke forkyndt Hans budskab. Og Allah vil beskytte dig mod mennesker, thi Allah retleder ikke de vantros folk.” [Koranen: 5:67]

 

Mohamad beordrede derved Bilal om at tilbagekalde de muslimer, der var gået forrest, de der var bagved og de der drog til deres hjem ved foreningen, for at forsamle sig. Den famøse Sunni Mutakallim og kommentator Fakhrud-Din ar-Razi i hans at-Tafsiru’l-kabir (kap. 12, side 49-50), skriver, at Profeten tog Ali ved hånden og sagde:

 

”Hvem end jeg er mawla (leder) over, er Ali hans leder. O Allah! Elsk den, som elsker Ali, og vær fjende mod den, som nærer fjendskab mod Ali; hjælp den som hjælper Ali og svigt den som svigter Ali.”

 

Han (ar-Razi) skriver videre, at Abu Bakr og Omar lykønskede Ali med følgende ord:

 

”Tillykke, O søn af Abu Talib! I denne morgen blev du min Leder og Lederen over enhver troende mand og kvinde.”

 

Endnu engang bekendtgjorde lyden fra Himlen, følgende:

 

”I dag har jeg fuldkommet jeres religion for jer og fuldendt Min nåde over jer og valgt Islam til jeres religion.” [Koranen: 5:3]

 

Døden

Da Mohamad vendte tilbage til Medina, beskæftigede han sig med at bringe provinsernes organisation i orden og stammerne som omfavnede islam. Hans kræfter svigtede og giften tog dets langsomme slag. Sådan endte det liv, som havde dedikeret alt i Guds og menneskehedens tjeneste, fra den første dag til den sidste, d. 28. Safar, 11 EH.

 

Den ydmyge Prædiker steg til at være Arabiens hersker. Profeten inspirerede ikke kun med ærbødighed, men kærlighed, ædelhed, renhed, strenghed, rensning og hengivelse til pligten. Lederen inspirerede alle som henvendte sig til ham. Han delte sin utilstrækkelige mad, han påbegyndte måltidet med Guds navn og sluttede af med taknemmelighed; han elskede de fattige og respekterede dem; han besøgte de syge og trøstede de knuste hjerter; han behandlede sin bitterste fjender med mildhed og overbærenhed og lovovertræderne blev tildelt retfærdighed; hans intellektuelle sind var mærkværdigt fremadskridende og udtalte, at mennesket ikke kunne eksistere uden bestandige anstrengelser.

 

Der er ingen gud end Den Ene Gud og Mohamad er Guds Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være over ham og hans afkom.

 

Mohamad og Alis liv er så vidunderlige, at man ikke kan tænke, læse og skrive, uden at nævne begge.

 

Imam Ali (as) sagde:

 

”Jeg bevidner, at der ingen anden Gud findes end Allah og jeg bevidner at Mohamad er hans tjener og Guds Profet, nedsendt med den fortræffelige tro og den nedskrevne Bog med stærke befalinger og forbud, for at fjerne al overtro fra folk og skænke dem fornuftsslutninger og beviser.

 

Han blev sendt for at lade mennesket indse og frygte Guds tegn og Hans straf. Gud har gjort os en stor tjeneste ved at skænke os en Profet, så vi kan følge ham.

 

Derved overdrog han (Mohamad), fred være med ham og hans afkom, som vidne, en giver af gode tidender og advarer, den bedste i universet som barn og den mest kyske som voksen mand, den reneste af de reneste i opførsel, den mest ædelmodige overfor dem, som kommer med ædelmodighed.

 

De dydige og gode menneskers hjerter vender sig mod ham. Han etablerede broderskab. Hans ord er Guds ord. Han gav dem Guds budskab uden at minimere eller forstørre det.

 

Han giver syn til dem, som ærligst ønsker vejledning og den hellige Korans recitation. Han er lærdommens og lysets springvand i verdenen.

 

Han er en mægtig mediciner. Hans lærdoms salve er effektiv og uden fejl. Han søger efter huse, hvor der ikke er fred og hvor uorden hersker.

 

Må Allah ophøje (Profetens) udlægning udover alle udlægninger, ophøje hans stilling med hjælp, tillade perfektion til hans glans og fuldkommengøre hans lys. I belønning for hans udledning af Din Profetskab, tillad hans vidnesbyrd utvivlsomt og hans udtale være holdt af, da den er retfærdig, og hans bedømmelser klarskåret.

 

Må Allah sætte os og ham tilsammen i livets fornøjelser, varighed i gavmildhed, nydelsernes tilfredsstillelse, velbehag i glæden, velvære i livet, sindsro og ren ære.

 

Han er deres værge og kender deres hemmeligheder. Han skal bevidne på dommens dag. Skænk ham rigeligt. Lad ham gå i forbøn for sine efterfølgere, for han er retfærdig og kan skelne mellem det rigtige og forkerte.

 

Prist være Allah, som umuligt kan forestilles. Ingen mand, hvor vis end han er, kan forstå Ham.

 

Mohamad er den sidste af alle profeter. Der vil ingen profeter være efter ham. Åbenbaringen endte ved hans dødsleje. Den hellige Profets sønner er de bedste af alle sønner og hans Ahlulbayt, er den bedste Ahlulbayt. Følg jeres Apostoliske Imamer.”