Historien om Husseins martyrdom

Del 1 – Forberedelser og overvejelser

Ved morgengry den 10. muharram, år 62 e.h. [1] (680 e.kr), efter at Imam Hussein (as) havde ført sine tilhængere an i morgenbønnen, påklædte han sig sin bedstefar, Allahs Sendebuds (sa), krigsklæder, tog hans turban på og tog sin fars sværd, den såkaldte Thul-Fikar eller den to-hovedede.

Han henvendte sig derefter til sine tilhængere, startede med at prise og takke Allah og sagde derefter

”Allah har bestemt, at I og jeg skal blive dræbt i dag. Derfor vil jeg bede jer om at være robuste i dagens slag”.

Derefter mobiliserede han sine krigere. De var, som det er blevet berettet 45 ryttere og 100 fodfolk. Han gjorde Zuhair Ibn Alqain til kommandant over højrefløjen, og Habib Ibn Madhahir til kommandant over venstre fløjen, og placerede sine familiemedlemmer i midten. Derefter lod han sin bror Al-Abbas (as) være fanebærer. Tropperne samledes foran teltene, hvor kvinderne og børnene var huset. Han havde før det, i natten til den 10. muharram, bedt sine tropper om at grave en grøft bag om teltene og fylde den med brænde. Han bad dem sætte ild til det, når slaget brød ud, så det kunne forsvare deres rygge i kampen mod fjenden.

Del 2 – Fjenden

Omar Ibn Sa’ad, hærfører for fjendens hær var i besiddelse af 30.000 soldater. Han gjorde Amr Ibn Al-Hajjaj Az-Zubaidi til kommandant over højre fløjen og gjorde Shimr Ibn Thil-Jawshan til kommandant over venstre fløjen. Izra Ibn Kais Al-Ahnasi blev kommandant over rytterne og Shibth Ibn Ribi’e blev kommandant over bueskytterne.

Del 3 – Mødet med fjenden

Da de to stridende sider konfronterede hinanden og ilden blev tændt i grøften, råbte Shimr:

”O Hussein! Du er åbenbart ivrig efter at komme i ilden før Dommedagen!”

Hussein spurgte sine tilhængere om ikke den talende var Shimr Ibn Thil Jawshan; og da han blev fortalt at det faktisk var ham, svarede han:

”Du, søn af gedehyrden fortjener mere at brænde i det end jeg”.

Da Imam Hussein (as) så fjendens store forsamling, løftede han sine hænder mod himmelen og bedte:

”Herre, du er min tilflugtssted i hver ulykke, mit håb i hver knibe, mit ly og forsvarer i hver prøvelse. Hvor mange af de sorger, der svækker hjertet og fryder fjenden, fjernede Du ikke, da jeg overlod dem til Dig i stedet for alle andre. Du svigtede mig ikke. Du er Den, der forærer alle velsignelser og Den ultimative kilde til opfyldelsen af alle ønsker”.

Kaiyim Ibn Haseen Al-Fizari råbte:

”Du Hussein og I tilhængere af Hussein! Kan i se vandet fra Eufrat, hvis bølger bevæger sig som slanger? Jeg sværger ved Den Almægtige, at I ikke vil smage en dråbe af det før I smager på døden i små portioner”.

Det er værd at nævne, at Imam Hussein, hans familie og tilhængere var nægtet adgang til vandet dagene optil slaget ved ordrer fra Ibn Ziyad [2].

Dette blev opnået ved at placere 500 ryttere mellem Imam Husseins lejr og floden Eufrat. Fjenden sørgede for at gøre det endnu sværere for Imam Hussein og hans tilhængere at hente vand natten til den 10. og på selve dagen.

Efter at være blevet sikker på fjendens beslutning om at bekrige ham, bad Imam Hussein om at få sin hest, hvorefter han steg til den og henvendte sig til fjendens hær. Han nærmede sig dem og råbte til dem højlydt:

”O forsamling! Vær opmærksom på min tale og bliv ikke rastløse før jeg har prædiket for jer, som jeg anser det for min pligt over for jer. Og indtil jeg har forklaret jer, hvorfor jeg er kommet hidtil. Hvis I så accepterede min ræsonnement, troede på min tale, og var retfærdige over for jer selv og mig, da vil i pga. dette være lykkeligere, og da vil I heller ikke have en grund til at angribe mig. Hvis I derimod ikke bliver berørt af min tale, så beslut jer for at udføre jeres gerning og saml jeres tilhængere, og lad ikke jeres gerning være ukendt for jer, og lad det blive udført imod mig og reflekter ikke over det (længere). Allah er min hjælper og Han er de retfærdiges Beskytter.”

Da kvinderne i Imam Husseins lejr hørte ham sige disse ord, hævede de deres stemmer i gråd. Han sendte sin bror Al-Abbas og sin søn Ali Al-Akbar til kvinderne for at betrykke dem og sagde:

”Ak! De vil græde meget senere.”

Da gråden stoppede, forsatte Imam Hussein (as) sin tale:

”O folk! Allah skabte denne verden og gjorde det til et bopæl for ødelæggelse og flygtighed, den tager sine beboere fra et stadie til et andet. Den narrer de indbildske og forfører de ulykkelige. Lad ikke denne verden narre jer, da den er i stand til at knuse de drømme, som de, der stoler på den, har, og svigte de der er grådige efter dens rigdomme. Jeg kan se, at I er fastbesluttet på at udføre en gerning, der vil bringe Allahs vrede over jer, og tvinge Ham til at vende blikket fra jer og sprede Sin hævn i mellem jer. Al hæder til vores Herre og elendighed til jer. I svor troskab (til Allah) og troede på Sendebudet Mohamad (sa), og dernæst samledes I imod hans afkom for at dræbe dem. Satan har taget overhånd over jer og forventer, at I glemmer Den Almægtiges påmindelser til jer. Må ulykke ramme jer og må jeres bestræbelser ende i tomhed.”

Del 4 – Hussein, Profetens barnebarn

”O folk! Søg tilbage i min afstamning. Se, hvem jeg er beslægtet med og tænk over, hvem jeg er. Derefter kig tilbage og gennemtænk det med jer selv. Overvej om det er rigtigt at dræbe mig og foregribe sig på min integritet. Er jeg ikke søn af jeres Profets datter og søn af hans Stedfortræder og fætter, en af de første troende på Allah og Hans sendebud? Var Hamza, martyrernes herre ikke min fars onkel? Var ikke ’den bevingede’ Jafar ikke min onkel? Har i ikke hørt Profetens beretninger om min bror og jeg: ”Disse er overhovederne af Paradisets unge beboere.” Om I tror på mig – og det er sandheden, for jeg sværger ved Den Almægtige, at jeg aldrig har fortalt en løgn siden jeg lærte, at Allah hader, de der lyver – eller om I anser mig for at være en løgner, og vælger ikke at tro på mig, så er der nogle iblandt jer, som vil svare jer, hvis i spørger! Spørg Jabir Bin Abdullah Al-Ansari, Aba Sa’eed Al-kudri, Sahl Bin Sa’ad Al-Sa’idi, Zain Bin Arqam og Anas Bin Malik, og lad dem fortælle jer, at de hørte disse ord fra Allahs Sendebud (sa) blive fortalt om min bror og jeg.”

”Er der ikke (nok) afskrækkelse i dette, der kan forhindre jer at udgyde mit blod?”

”Hvis jeg har forstået, hvad du siger rigtigt”, afbrød Shimr Bin Thil Jawshan, ”så ligger min tilbedelse til Allah lige på kanten (meget svag)”

”Jeg tror, at din tilbedelse til Allah er meget svagere”, sagde Habib bin Mudhahir”, og jeg bevidner, at du har ret i at du ikke har forstået, hvad han siger. For Allah har forseglet dit hjerte (med uvidenhed).”

”Hvis I er i tvivl om dette”, fortalte Imam Hussein dem,” så er I tvivl om jeg er søn af jeres Profets datter. Jeg sværger ved Allah, at der ingen søn af en Profet er i blandt jer og blandt hele menneskeheden fra øst til vest, undtagen mig. Skam jer, søger i erstatning hos mig for en af jeres bortkomne, som jeg har dræbt eller for noget af jeres ejendom, som jeg har taget eller for en krænkelse, jeg har forvoldt jer?”

De svarede ikke. Hvorefter han råbte

”Shabath Bin Rib'ie, Hajjar Bin Abjar, Qays Bin al-Ash'ath, Yazid Bin al-Harith, skrev I ikke til mig, at frugterne er modne, dadlerne er klare til at blive plukket, så kom her til en hær der er blevet samlet til dig?”

”Vi ved ikke, hvad du taler om”, sagde Qays Bin Al-Ash’ath ”overgiv dig til dine slægtninges autoritet (umawierne). De har aldrig behandlet dig med andet end, hvad du har ønsket.”

”Ved Allah, jeg vil aldrig række jer mine hænder som en mand, der er blevet ydmyget, ej vil jeg hellere flygte som en slave” sagde Imam Hussein. Derefter hævede han stemmen med at recitere:

”Jeg tager visselig min tilflugt hos min Herre og jeres Herre, så I ikke stener mig.” [3]

”Og Moses sagde: Jeg søger tilflugt hos min Herre og jeres Herre mod enhver hovmodig (person), der ikke tror på regnskabets dag.” [4]

Del 5 – Advarsel til Kufas indbyggere

Han steg derefter af sin hest og bad Aqaba Bin Sam’an binde forbenene på den sammen. Fjendens tropper marcherede imod ham. Blandt dem var Abdullah Bin Hawza Al-Temimi som råbte:

“Er Hussein iblandt jer?”

Han sagde det tre gange. Imam Husseins tilhængere svarede:

”Dette er Hussein, hvad vil du ham?”

Han svarede:

”Du løg, vær sikker på, at du vil ende i Helvedet.”

Hussein svarede:

”Jeg er på vej til en Herre, der er tilgivende, generøs, befalende og mæglende. Men hvem er du?”

Han svarede:

“Jeg er Ibn Hawza”.

Hussein løftede sine hænder så højt, at hans armhuler kunne ses og sagde:

”O Allah! Døm ham til Helvedets ild.”

Ibn Hawza blev meget sur og red imod Hussein. Der var en å i mellem dem, han faldt ned fra hesten, men hans ben stadig sad fast i stigbøjlen. Hesten slæbte ham rundt mellem sten og træer. Hans frie ben blev revet af, mens resten af hans krop stadig sad fast til hesten, som til sidst kastede ham af ned i den ild, der var tændt i voldgraven. Han brændte ihjel.

Imam Hussein (as) hævede stemmen og sagde:

”O Allah! Vi er din Profets hus’ folk, hans efterkommere og slægt, knus de, der behandlede os uretfærdigt og bekrigede os. Du er Den Althørende, Den Nære.”

Masrooq Bin Wa’il Al-Hadhrami har berettet:

“Jeg var i fronten sammen med de ryttere, der tog af sted for at bekrige Hussein i håb om at nyde lidt af Ibn Ziyads gunst og gaver. Men da jeg så hvad der skete med Ibn Hawza, blev jeg sikker på at medlemmerne af dette hus (Profetens hus’ folk) havde sanitet fra og en særlig plads hos Allah. Jeg forlod derfor masserne og sagde til mig selv: jeg vil ikke bekrige disse folk, for jeg frygter at ende i Helvedets ild.”

Da Husseins (as) tilhængere så den modsatte lejrs beslutsomhed i at bekrige deres herre og Imam Hussein (as), kom Zuhair Bin Al-Qain frem, stod foran dem og talte til dem:

”O Kufas beboere! Jeg advarer jer imod Allahs tugtelse. Det er en pligt for enhver muslim at rådgive sin muslimske bror. Vi er stadig brødre, da vi har samme religion, medmindre vi bekriger hinanden. I har brug for råd, mere end vi har. Tyrer i til sværdet, vil der ikke længere være noget bånd mellem os. Vi bliver to nationer (umma). Allah har betroet os sin Profet Mohamads efterkommere bare for at se, hvordan vi behandler dem. Vi tilkalder jer derfor til at støtte dem og forlade tyrannen Yazid[5] og Obaidullah Bin Ziyad. Under deres styre vil I kun høste mishandling, udhulning af øjne, lemlæstelse og han vil gøre jer til et frygteligt eksempel. Han vil korsfæste jer på træer, dræbe jeres gode mænd og Koran læsere som Hijr Bin Adi og hans tilhængere og Hani Bin Urwah og andre som ham.”

Han blev afbrudt af kufierne [6], der bandede ad ham og priste Ibn Ziyad og tilføjede, at de ikke vil vige tilbage indtil, de havde dræbt Hanis ven (Imam Hussein) og de, der er sammen med ham eller eskortere dem til Ibn Ziyad.

Zuhair fortsatte:

”O mænd! Fatimas sønner har mere ret til støtte og venskab end Sumayas søn (Ibn Ziyad). Hvis I ikke støtter dem, så beder jeg til Allah, at han holder jer tilbage fra at dræbe dem. I er derfor anmodet om at løsrive denne mand (Hussein) fra Yazid. Ved mit liv! Han skal nok være tilfreds med jeres lydighed, selvom I ikke dræber Hussein (as).”

Shimr skød en pil imod dem og sagde:

”Hold kæft, må Allah gøre din kamel tavs. Vi har fået nok af din overflødige snak.”

Zuhair sagde:

”O! du søn af den ukyske, jeg mener ikke dig med min tale, for du er ikke andet end et dyr. Jeg sværger ved Den Almægtige, at du ikke engang kan huske to vers af Allahs bog (Koranen) uden ad. Der er ingen tvivl om at skændsel og tugtelse vil ramme dig i Dommedagen.”

Shimr sagde:

”Allah vil dræbe dig og din ven i løbet af en times tid.”

Zuhair sagde:

”Truer du mig med døden. Ved Den Almægtige! Døden med ham er mere kært for mig end evigheden med dig.”

Da kom Ziad ud fra mængden og hævede sin stemme sigende:

”O Guds tjenere! Lad ikke denne uforskammede bandit og hans type narre jer. Ved den Almægtige! Mohamads (sa) forbøn er nægtet de, der udgyder hans efterkommeres blod, og dræber deres tilhængere, der beskyttede deres kvinder.”

En mand fra Husseins lejr sagde til ham:

”Aba Abdillah (Hussein) beder dig om at komme tilbage. Ved mit liv! Som Faraoens troende, du rådede og advarede disse folk alt, hvad du kunne magte. Men ak! De ser ikke ud til at ænse din formaning.”

Del 6 – Vandet er nægtet

Da det var meget varmt, var Hussein, hans husfolk og tilhængere meget tørstige. Derfor spurgte Burair Bin Khudair Al-Hamadani – der var en gammel from mand, en autoritet blandt Koran læsere og velplaceret blandt Hamadanierne, om lov til at henvende sig til Kufierne. Da han fik godkendelsen, råbte han:

”O folk! Allah sendte Mohamad som en varsler og advarer, kaldende til Allahs vej og en skinnende lanterne. Og dette er Eufrat floden, hvis vand er fri for alle slags dyr, svin og hunde. Alligevel har I nægtet Allahs Sendebuds barnebarn adgang til det. Er det sådan Mohamadd skal gengældes?”

En gruppe fra Ibn Ziyads lejr sagde:

”Nok med det vrøvl. Ved den Almægtige! Hussein vil ikke slukke sin tørst med dens vand, som de der ikke fik slukket deres tørst før ham.”

Burair sagde:

”O folk! Denne arv af Mohammad er endt i blandt jer. Og disse er hans efterkommere, hus’ folk, døtre og de hellige medlemmer af hans familie. Så hvad har i at sige og, hvad vil I gøre ved dem?”

De svarede:

”Vi vil overgive dem til emir [7] Obaidullah bin Ziyad og så kan han bestemme, hvad han vil gøre med dem.”

Han råbte ad dem sigende:

”Er i da ikke tilfredse med, at de vender tilbage til der, hvor de kom fra? O Kufas beboere! Må I være ulykkelige! Har i glemt de breve, I skrev til ham og de løfter, I gav ham med Allah som vidne? I inviterede jeres Profets efterkommere og påstod, at I ville beskytte dem med jeres liv. Da de tog imod dette og kom til jer, vil I nu overgive dem til Ibn Ziyad og forbyde dem adgang til floden Eufrats vand. Hvilke onde arvinger til jeres Profet og hans efterkommere, har I vist jer at være. Hvad er der sket med jer? Må Allah ikke skænke jer vand på Dommedagen. Så ond et folkefærd som I er.”

En gruppe af dem svarede:

“Vi ved ikke, hvad du snakker om.”

Han sagde:

”Al lovprisning til Allah for at have gjort mig mere beslutsom. O Herre! Jeg søger tilflugt hos dig og tager afstand fra disse folks handlinger. O Allah! Så splid imellem deres rækker og lad dem bruge deres styrke mod hinanden, indtil de møder dig på dommens dag.”

Del 7 – Husseins prædiken

Ved middag den 10. Muharram da solens hede begyndte at dække jorden, Hussein, hans hus’ folk og tilhængere begyndte at føle tørstens voldsomhed. Fjenden var fast besluttet på at nægte dem adgang til Eufrats vand ud fra deres Jahilia [8] fjendskab og deres fra Badr-krigen arvede nag. Derfor steg Abi Abdallah Al-Hussein [9] til hest, velmærkende tørstens hårdhed, åbnede Koranen og satte den på hovedet. Han stod foran fjendes lejr og henvendte sig til dem:

”Allahs Bog og min bedstefar – Allahs Sendebuds sunna er dommer mellem jer og mig.”

Han lod dem derefter sværge på hans rene sjæl og at han bar Profetens skjold og turban.

De sagde at denne konstatering var korrekt. Han spurgte dem derefter om grunden til, at de vil bekrige ham. De svarede, at det var ud fra deres lydighed overfor deres emir Obaidullah Bin Ziyad. Det var der, at han startede på denne prædiken:

”Må sorg og ondskab ramme jer usle banditter! I henvendte jer til os lidende og bad os om at komme til jeres undsætning og, da vi besvarede jeres bønner, drog I jeres sværd af skeden for at bekrige os og skubbede os i den ild, som vi havde tændt for såvel vores som jeres fjender. I spillede derfor på jeres fjenders præmisser imod jeres herrer (Guds venner). Jeres fjende styrede jer uden retfærdighed og uden håb, adlød I dem. Al elendighed til jer! I forlader os, mens sværdet stadig ikke er plettet, mens man stadig er fattet og man ikke er fastbesluttet endnu. Alligevel, for I som en krybende fugl og faldt over hinanden som sommerfugle, der strides om en blomst, og så ødelagde i det. Til helvede med jer! O I slaver af slavekvinder! O I, de fremmede fra ahzab [10], I, der svigter Bogen (Allahs bog), I, der fordrejer sandheden, I, ondskabens bande, I, Satans hånd, I, der udsletter normer! Al elendighed til jer! Har i valgt at støtte disse og forråde os? Ja, ved Den Almægtige, dette udspringer fra et gammelt indre forræderi, fodret til jeres herkomst og viderebragt til jer. Derfor er i som en ondartet frugt – irriterende at kigge på og sygelig gørende når det bliver spist.. Bastarden og søn af bastarden har overladt os to valgmuligheder, enten tyr vi til sværdet ellers overgiver vi os. Hvor absurd! Ydmygelse er ikke en mulighed. Allah vil aldrig lade dette ske imod os. Det samme vil Hans Sendebud ej heller. Ej heller vil de troende, de kyske og rene skøde og de stolte sjæle aldrig tillade. På grund af disse værdier vil vi hellere dø i løbet af en time end at underkaste os de gemene. Herfra er min march førende min familie endskønt ringe i antal og svigtet af de, der udgav sig for at være vores tilhængere.”

Del 8 – Al-Hur bin Yazid beder om tilgivelse

Han fortsatte sin prædiken og slog fast:

”Ved Den Almægtige, så snart I har gjort det af med os, vil I begynde at ryste som en stenmølle, som en akse.”

”Dette er en pagt, jeg er blevet videregivet fra min bedstefar Guds sendebud via min far.”

Og derefter reciterede han:

”Forelæs dem Noahs historie, da han sagde til sit folk: O mit folk, hvis min rang (hos Gud) og det, at jeg formaner (jer) ved Allahs tegn, forekommer jer utåleligt, så sætter jeg min lid til Allah. Så saml da kun jeres rænkespil og jeres medguder og lad ikke jeres plan være jer dunkel (i nogen henseende). Fuldfør den så mod mig og giv mig ikke udsættelse” [11], og:

”Se, jeg sætter min lid til Allah, min Herre og jeres Herre. Der findes ikke noget levende væsen, uden Han holder det fast i dets pandelok. Se, min Herre er på den rette vej (for at hjælpe dem, der vender sig til Ham.)” [12]

Derefter løftede han hænderne mod himmelen og sagde

”O Herre! Giv dem ingen regn, plag dem med ufrugtbare år som Josefs år (hungersnød). Lad drengen fra Thaqeef (refererende til Al-Hajjaj Al-Thaqafi) blive herre over dem, som vil give dem bittert vand (plage dem), fordi de stemplede os som løgnere og forråd os. Du er vores Herre, vi stoler på Dig og til Dig, vender vi tilbage.”

Han vendte tilbage til sin lejr og blev omringet af sine brødre og tilhængere. Han sagde til dem:

”Masserne har besluttet sig for at bekrige jer. Må Allah være jer barmhjertig.”

Derefter begyndte han at kalde efter hjælp og støtte.

Da Al-Hur Bin Yazid Ar-Riyahi[13] hørte hans kald for hjælp, tog han til Omar Bin Sa’ad og spurgte ham:

”Har du tænkt dig at bekrige denne mand?”

Ibn Sa’ad svarede:

”Ja, ved Den Almægtige! En slags krig hvis mindste vil være at hovederne ruller og lemmerne afhugges.”

Al-Hur sagde:

”Er du ikke tilfreds med, hvad du allerede har?”

Ibn Sa’ad svarede:

”Havde det været op til mig havde jeg accepteret hans forslag! Men din herre (Yazid) er ubøjelig.”

Al-Hur stod skælvende mellem de to lejre og bevægede sig langsomt hen imod Hussein. En af hans venner spurgte ham:

”Hvad laver du?”

Al-Hur svarede:

”Jeg har givet mig selv valget mellem Himmelen og Helvede. Ved Den Almægtige, vælger jeg intet mindre end Himmelen, om jeg så blev hakket i småstykker og brændt.”

Han drejede derefter hesten og red mod Hussein med hans spyd ned ad og hans bue vendt modsat. Han stod foran Hussein med hovedet nedad og spurgte ham:

”Vil du give mig lov til at ofre mig selv for dig, O du søn af Allahs Sendebud. Jeg har forfulgt dig hele vejen. Det var mig, der forhindrede dig i at gå tilbage (til hvor du kom fra), hold godt øje med dig, og brølede ad dig i dette sted. Jeg havde aldrig troet at folket ikke ville gå med til dit forslag. O Herre! Jeg henvender mig til dig angrende for at have skræmt dine venners hjerter, Dit Sendebuds efterkommere.. O Abdullahs far! Jeg angrer hos Allah for, hvad jeg gjorde. Tror du, at Han vil tage imod det?”

Hussein svarede:

”Ja, Han vil acceptere din anger.”

Han spurgte derefter Hussein om lov til at tale til den krigsførende lejr, og han blev givet lov. Han talte med sin højeste tone:

”O Kufas beboere! I hidkaldte denne gode tjener af Gud, og da han reagerede, var I velkommende og påstod, at I ikke havde noget imod at blive dræbt for at redde ham. Men så kom I på andre tanker og forbrød jer imod ham i håb om at dræbe ham. I tog fat i ham, udfordrede hans tålmodighed, og belejrede ham for at forhindre ham i at søge tilflugt et sikkert sted på Allahs vide jord. Han blev et gidsel. I nægtede ham, hans familiemedlemmer og tilhængere adgang til Eufrats vand, hvorfra jøder, kristne og ild- dyrkere drikker, og som svin og hunde vader i. Mens Hussein, hans familie og tilhængere dør af tørst. Hvilken ulykke har i forvoldt Mohamads efterkommere! Må Allah nægte jer at drikke i tørstens dag (Dommedagen).”

En gruppe fra Ibn Sa’ads lejr angreb ham med pile og tvang ham til at trække sig tilbage.

Omar bin Sa’ad kom tættere på Imam Husseins lejr og kaldte på Draid, fanebæreren, til at også at rykke frem. Han tog derefter en pil, placerede det i sin bue og skød det imod Imam Husseins lejr, og sagde:

”Vær mine vidner foran Emiren på, at jeg var den første til at skyde.”

Derefter regnede pilene ned over Imam Husseins lejr og var skyld i diverse skader på Imam Husseins tilhængere.

Efter at være blevet sikker på fjendens beslutning om at bekrige dem, beordrede Imam Hussein sine tilhængere sigende:

”Rejs jer til den sikre død. Må Allah være jer barmhjertig. Pilene er disse folks budbringere til jer.”

Imam Husseins tilhængere førte et felttog imod fjenderne i omkring en time. Da støvskyen satte

Sig, var der 50 døde. Da Hussein så denne store mængde af sine tilhængere døde, holdt han sin skæg og sagde:

“Allahs vrede over jøderne var stor, da de hævdede at Han havde en søn, og over de kristne, da de gjorde Ham til Én ud af tre, og over magierne, da de dyrkede solen og månen, og over de folk, der var enige om at dræbe deres Profets barnebarn. Ved Den Almægtige! Jeg tilgiver dem ikke indtil, jeg møder Allah badet i blod.”

Del 9 – Er der nogle iblandt mænd til at hjælpe os?

Så råbte han:

”Er der ingen, der kan komme til vores undsætning? Er der ingen, der kan forsvare helligheden af Allahs apostels familie?”

Kvindernes skrigen og gråd kunne høres som resultat af hans bøn.

En efter en spurgte Husseins tilhængere om lov til at møde fjenden i kampens hede og tog afsked sigende:

”Fred være med dig O Aba Abdillah.”

Han svarede:

”Må fred være med jer, vi følger efter jer” og reciterede:

”Allah ønsker kun at afholde al urenhed fra jer, I husets folk, og at rense jer fuldstændigt.” [14]

Så kom de to Jabiri fætre, Saif Bin Al-Harith Bin Sari’ og Malik Bin Sari’, frem grædende og spurgte om lov til møde fjenden. Hussein spurgte dem:

”Hvad får jer til at græde? Jeg håber at I vil få fred og ro i sjælen.”

De svarede:

”Det er ikke os selv vi begræder, men vi græder over dig. Vi kan se, at du er belejret, og vi har ikke styrken til at gøre nogen forskel.”

Hussein takkede dem, og de kæmpede til døden.

Så fulgte de to Ghifari brødre, Abdullah og Abdul-Rahman sønner af Urwah, lige efter, kæmpede og blev dræbt tæt på Hussein.

En gruppe bestående af Omar Bin Khalid As-Saidawi, hans tjener Sa’ad, Jabir Bin Al-Harith As-Salmani og Maima’ Bin Abdullah Al-A’aithi tog ud for at møde fjenden, kufierne. Da de brød igennem fjendens rækker, blev de omringet af tropperne. Hussein sendte hans bror Al-Abbas i et forsøg på at redde dem, hvilket han gjorde. Men grundet deres dybe sår, blev de overmandet af kufierne og blev dræbt sammen.

Al-Hur Bin Yazid Ar-Riyahi angreb fjendens tropper og dræbte over fyrre af dem. Da hans hest blev såret, kæmpede han mod dem gående og faldt såret på jorden. Hussein kom til ham og tørrede jord og blod, der flød fra hans ansigt og sagde:

”Tillykke til dig O du Hur! Du er Hur (fri) som din mor kaldte dig.” Han døde.

adhih, Al-Harth Al-Mithijis tyrkiske tjener kom frem og bad om lov til at gå i krig. Han kæmpede indtil han blev hårdt såret. Han kaldte Hussein ved hans navn for at komme ham til undsætning. Hussein kom løbende. Men det var for sent, da han allerede var nået sit livs sidste stadie. Hussein satte sig ved siden af ham og krammede ham. Wadhih sagde:

"Jeg er så glad. Allahs Sendebuds søn sætter sin kind på min.”

Han døde derefter øjeblikkeligt.

Aslam, Husseins tjener var den næste. Han kæmpede bravt. Da han blev hårdt såret, kaldte han på Hussein for at bede om hjælp. Hussein kom til ham og tog ham i sin favn. Han var stadig i live. Han smilede, takkede Allah for at have givet ham martyrdommen og gik bort.

Muslim Bin Awsajah angreb fjenden og kæmpede bravt. Amr Bin Al-Hajjaj og en gruppe af hans ledsagere modangreb Husseins lejr fra Eufrats side. Da de to bekrigende styrker tørnede sammen og støvskyen faldt ned, blev Muslim Bin Awsajah fundet liggende men med lidt liv i sig.

Hussein og Habib Bin Mudhahir gik imod ham. Hussein sagde til ham:

“Må Allah være barmhjertig over dig O Muslim!” og reciterede:

”Allah ønsker kun at afholde al urenhed fra jer, I husets folk, og at rense jer fuldstædigt.” [15]

Habib bin Mudhahir henvendte sig til ham og sagde:

”Gud ved, hvor ked af det jeg er for, at du vil dø O Muslim. Men den gode nyhed er, at du vil komme i Paradiset.”

Muslim svarede med en svindende stemme:

”Må Allah bringe dig godt nyt.”

Habib tilføjede:

”Hvis jeg ikke vidste med sikkerhed, at jeg ville følge i dine fodspor, så ville jeg spørge dig om dit testamente.”

Muslim svarede:

”Jeg beder dig inderligt om at tage dig af ham”, pegende mod imam Hussein, ”du skal ofre dit liv for at beskytte ham.”

Habib sagde til ham:

”Vær fuldstændig sikker på dette.”

Så gav han sit sjæl til dets Skaber.

a Ibn Sa’ads tilhængere hørte om Muslim bin Awsajahs død, råbte de i glæde. Shibth Bin Rib’ii sagde til de, der var omkring ham:

”Må jeres mødre blive berøvet. I dræber jer selv med jeres egne hænder og bringer ydmygelse til jer selv. Glæder i jer over Muslims død? Han er kendt for at være i muslimernes tjeneste. Jeg så ham i krigen ved Azerbaijan dræbe seks ateister, før den muslimske hærs ryttere havde chancen for at omgruppere.”

Da Ibn Sa’ads tropper ledte store tab på hænderne af Husseins tilhængere, Amr Bin Al-Hajjaj råbte til sine ledsagere:

”Ved I, hvem I kæmper imod? I kæmper imod klarsynede riddere, der er opsat på at dræbe jer. Ved Den Almægtige! Hvis i kun brugte sten imod dem, ville I have dræbt dem!”

Omar Bin Sa’ad sagde:

”Du har ret. Fortæl tropperne ikke at møde dem i dueller, for gør I dette, vil i alle omkomme.”

Amr bin Al-Hajjaj angreb den højre fløj af Husseins lejr. De resterende krigere fra Imam Husseins lejr modstod deres grund siddende på deres knæ og sigtende deres pile mod fjenden. Hvilket fik fjendens heste til at trække sig tilbage. Da de fortsatte deres angreb, kom de under en regn af pile fra Imam Husseins tilhængere, hvilket skyldtes mange sårede blandt deres rækker.

Shimr Bin Thil Jawshan tog sig af Husseins lejrs venstre fløj. Imam Husseins krigere viste sig at være lige så urokkelige som deres ledsagere på højre fløjen. Resultatet var, at fjendens forsøg på at bryde igennem Husseins troppers solide forsvar mislykkedes fuldstændig.

Blandt de, der forblev i live på denne stadie af krigen var Wahab Bin Abdullah Al-Kalbi, der var sammen med sin mor og kone. Hans mor opfordrede ham til at gå ud og støtte Allahs Sendebuds barnebarn.

Han svarede:

”O moder! Jeg vil gøre mit bedste.”

Han trådte frem reciterende disse vers:

”I gør bedst i ikke at benægte mig, da jeg er søn af Al-kalbi. I vil se mig og, hvor fatale mine slag er. I vil se mine angreb søgende hævn for mig selv og mine ledsagere. Jeg afviser de efter hinanden kommende angreb. For mine gerninger i slagmarken er ikke noget leg.”

Derefter angreb han fjenden dræbende nogle og sårende andre. Han vendte derefter tilbage til sin mor, sigende til hende:

”Er du tilfreds med mine bedrifter?”

Hun svarede:

”Aldrig! Med mindre du bliver dræbt før Hussein.”

Hans kone afbrød og spurgte ham:

”Jeg lader dig sværge ved Den Almægtige! Efterlad mig ikke sørgende ved at få dig selv dræbt.”

Hans mor sagde til ham:

”Lad være med at høre på hende. Gå tilbage og fortsæt din kamp for Allahs Sendebuds barnebarn. Du bliver værdig til hans bedstefars forbøn på Dommedagen.”

Han genoptog kampen, dræbende nitten ryttere og tolv fodfolk. Han mistede begge sine arme og blev dræbt. Må hans sjæl hvile i fred.

 

Hans kone gik over til hans krop og satte sig ved hans hoved, tørrede blodet fra det og sagde:

”Tillykke, for du er garanteret en plads i Paradiset. Jeg beder Den Almægtige om at lade mig følge dig.”

 

Shimr blev meget vred ved synet af de to. Han beordrede sin tjener til at dræbe hende. Han slog hende et fatalt slag med en knippel. Hun døde øjeblikkeligt. Hun var den første kvinde blandt Husseins tilhængere, der døde.

Fjenden huggede Wahabs hoved af og kastede den mod Husseins telte. Hans mor tog det i favnen og tørrede blodet af hans ansigt. Hun blev derefter set holde en telts stolpe gående mod fjenderne. Imam Hussein forhindrede hende i at involvere sig i kampen og sagde:

”Gå tilbage, må Allah være dig barmhjertig. Du er frataget pligten til jihad (hellig krig).”

Hun gik tilbage sigende:

”O Herre! Forpurre ikke mit håb.

Hussein sagde til hende:

“Det vil Allah ikke gøre.”

Shimr angreb Imam Husseins telte ved brug af hans spyd truende med at sætte ild til teltene. Kvinderne inde i teltet flygtede skrigende og var i en fortvivlet tilstand. Hussein tilkaldte ham:

”O du søn af Thil Jawshan! Vil du brænde mit hus mens min familie er derinde? Må Allah brænde dig i Helvedets ild.”

Shibth Bin Rib’ii sagde til Shimr:

“Du er blevet en kilde til kvindernes frygt. Jeg har aldrig set hverken en gerning eller en holdning værre end din.”

Han skammede sig og trak sig tilbage.

Del 10 – Martyrerne dør, en efter en

Det var lige efter middag, og kampen var stadig heftig. Aba Thummamah As-Sa’idi nærmede sig Hussein og sagde:

”Jeg kan se, at fjenden kommer meget tæt på. Ved Gud! Jeg vil ikke lade dem dræbe dig, mens jeg stadig er i live. Jeg ønsker at møde Allah, Den Ophøjede efter at have bedt mine bønner i din ledsagelse.”

Hussein løftede hovedet imod himmelen og sagde:

”Du mindedes bønnen! Må Allah gøre dig til en af de, der beder og påkalder Ham. Ganske vist, dette er starten til (Dhuhr) middagsbønnen”. ”Bed disse folk om at give os en pusterum indtil vi beder vores bøn” tilføjede han.

Al-Hosain (fra fjendens lejr) sagde:

”Det vil ikke blive accepteret (bønnen).”

Habib Bin Mudhahir svarede:

”Du påstod, at det ikke vil blive accepteret fra Sendebudets husfolk. Vil det så blive accepteret fra dig?”

Al-Hosein angreb ham med et slag med sit sværd mod hans hest og tvang den til at stå på benene. Han faldt af og blev reddet af hans ledsagere.

Hussein gjorde sig klar til bønnen – flere versioner af hvordan og hvad slags bønner der blev sagt er blevet berettet. Én version er, at han ledte, hvad der var tilbage af hans tilhængere i denne stadie af krigen i ’frygtens bøn’. Zuhair bin Al-Qain og Sa’eed bin Abdullah Al-Hanafi samt halvdelen af tilhængerne stod foran ham for at beskytte ham. En anden version påstår, at de bedte deres bøn individuelt dvs. ikke sammen. En tredje version er, at han ledte dem i en hurtig bøn.

Da Sa’eed var hårdt såret, faldt han på jorden og sagde:

”O du Almægtige Gud! Forband dem som du har fordømt folket fra A’ad og Thamoud. Giv mine hilsener til din Profet og fortæl ham om den smerte, jeg lider af. Mit mål er at blive belønnet af Dig for at have forsvaret Din Profets (sa) afkom.”

Han vendte sig mod Hussein og spurgte:

”Har jeg opfyldt mit løfte?”

Hussein svarede:

”Ja, du er gået foran mig til paradis.”

Han omkom. Han var fundet med tretten pile plantet på sig foruden sår fra sværd og spyd.

Da Hussein havde afsluttet sin bøn, sagde han til sine tilhængere:

”O i noble folk! Paradisets porte står på klem, dets floder løber, dets frugter er plukkeklare. Dets beboere – Allahs Sendebud og de martyrer, der blev dræbt for Allah venter alle på at ønske jer velkommen. De længes efter jeres selskab. Der påhviler jer derfor det ansvar at beskytte Allahs religion, og Hans sendebud. Fordriv fjenden fra hans familie.”

Deres svar var:

“Vores sjæle er til for at forsvare din sjæl og vores blod er til for at forsvare dit blod. Ved Den Almægtige, vil der ikke ramme dig eller nogen af din familie noget ondt så længe, vi trækker vejret.”

Omar Bin Sa’ad beordrede Amr Bin Sa’eed, der var i spidsen for en gruppe bueskyttere til at lamme Husseins tilhængeres heste. Resultatet var, at ingen rytter kom godt ud af det undtagen Adh-Dhahhaq Bin Abdullah Al-Mashriqi. Han sagde, at synet af de faldende krigere fik mig til at tage min hest ind i et telt for at redde dets liv.

Abu Thamama As-Sa’idi kom ud og kæmpede bravt indtil han blev kritisk såret. En af hans fætre fra fjendens lejr, som bar nag ad ham, satte sig på ham og dræbte ham.

Salman Bin Mudharib Al-Bajli, der var Zuhair bin Al-Qains fætter kæmpede sig frem og blev dræbt.

Handhala Bin Sa’eed Ash-Shabami råbte:

”O folk! Jeg er bange for, at der sker det med jer, som skete for de allierede ved (Al-Ahzab) eller det, der skete med folket i Noahs tid og A’ad og Thamoud, og de der kom efter dem og Allah ønsker ikke uretfærdighed for sine tjenere. O mit folk! Jeg er bange for, at hvad der vil ske med jer ved Dommedagen. Det er den dag, hvor I vil trække jer tilbage. Der vil ikke være nogen der kan redde jer fra Allah,” og reciterede versene: [16]

”Men den troende sagde: O mit folk, jeg frygter virkelig, at en lignende dag, som (den, der ramte) de (forskellige tidligere) grupper, (skal ramme også jer). Noget mage til Noahs folks skæbne og Ads og Thamuds og dem, (der kom) efter dem. Og Allah ønsker ikke nogen uret mod tjenerne. O mit folk, jeg frygter, at den dag skal komme over jer, hvor I kalder hinanden (til hjælp).”

”O mit folk! Dræb ikke Hussein,” og reciterede:

”Moses sagde til dem: Ve jer, opdigt ikke løgn om Allah, så Han skal lægge et straffens bånd over jer, og den, som lyver, skal visselig gå til grunde.” [17]

Hussein belønnede ham godt ved at sige:

”Må Allahs barmhjertighed være over dig. Uden tvivl, de fortjener den straf, der vil overkomme dem, fordi de afviste dit råd om at følge sandheden, og for at udgyde dit blod såvel som dine trosfællers. Bare forstil dig, hvor meget mere der vil overgå dem, fordi de har dræbt dine brødre.”

Han gengældte ved at sige:

”Du fortalte sandheden, O søn af Guds apostel. Er det ikke tid til at tage af sted til det hinsides?”

Hussein gav ham sin tilladelse til at slutte sig til kampen. Han hilste på Hussein, angreb fjenden og blev dræbt.

Imens, Aabis Bin Shabih Ash-Shakiri nærmede sig Shawthab, Shakirs tjener, der var en troværdig tilhænger (af Profeten og hans hus’ folk) i hvis hus shiamuslimer plejede at samles og tale om Ahlulbayts dyder. Aabis sagde:

”Hvad kan du lide at gøre?”

Han svarede:

”Jeg vil gerne kæmpe sammen med dig indtil jeg dør.”

Aabis ønskede ham alt godt og sagde til ham, gå over til Hussein, så han kan give dig sin anerkendelse, som han gjorde det med de andre før dig, hvilket du kan forvente at blive belønnet for senere.”

Shawthab hilste på Hussein gik ind i kampens arena, kæmpede og blev dræbt.

Aabis nærmede sig Hussein og sagde:

”Der er ingen tilbage af mine slægtninge eller venner, der er mig kærere end dig. Hvis jeg er i stand til at afværge denne tilstand fra dig med noget, der er mig mere værdig end mit liv, ville jeg ikke tøve et sekund. Må fred være med dig. Jeg bevidner, at jeg har været under den retfærdige ledelse af din far og dig.”

Derefter gik han frem mod fjenden råbende og med sværdet i hånden. Da fjenden kendte ham som værende en meget tapper mand, flygtede de alle sammen ved hans angreb. Da Omar Bin Sa’ad så faren ved denne hændellse, råbte han:

”Bombardere ham med sten.”

Da han blev overrumplet af sten, skilte han sig ad med sin våbenskjold og hovedbeklædning og angreb fjenden som flygtede omgående. Derefter omgrupperede de sig, hvor det lykkedes dem at omringe ham og dræbe ham. Der opstod tumult blandt tropperne omkring, hvem der egentlig havde dræbt ham og dermed fortjente belønningen for hans hoved. Da Ibn Sa’ad hørte dette, sagde han:

”Han blev ikke dræbt af nogen af jer ved egen hånd.”

Derfor nægtede han dem nogen form for belønning.

John, Abu Thars tjener, stod foran Hussein spørgende om lov til at kæmpe. Han sagde til ham:

”O John! Du sluttede dig til os for at søge en bedre tilværelse. Du er derfor fritaget vores tjeneste.”

John knælede kyssende Imamens fod og tryglede:

”I velfærd, spiser jeg fra jeres mad. I nødens stund vil jeg aldrig forråde jer! Min lugt er dårlig, min slægt er beskeden og mit hudfarve er sort, og jeg ser frem til den dag i paradiset, hvor du vil ånde på mig og gør min lugt behagelig, min herkomst ærefuld og min hudfarve hvid. Nej! Ved Gud jeg forlader dig ikke indtil denne sorte blod bliver blandet med dit blod!”

Hussein gav ham sin tilladelse. Han kæmpede bravt dræbende fem og tyve soldater. Hvorefter han blev dræbt. Imam Hussein skyndte sig ned til hans lig, satte sig og sagde:

”O Herre! Gør hans hud hvid og hans duft behagelig og slut ham (på opstandelsesdagen) til Mohamad og klassificere ham med Mahamads hus’ folk.”

Det er blevet berettet at enhver, der nærmede sig hans lig i slagmarken den dag kunne dufte hans krops aroma, der var mere behagelig end moskus.

Anas Bin Al-Harith Bin Nabih Al-Ansari, der var en af de ældre tilhængere og havde set Profeten, hørt hans tale og kæmpet sammen med ham ved slagene i Badr og Hunain, spurgte om Husseins tilladellse. Han angreb fjenden og dræbte atten, før han selv blev dræbt. Da Hussein så ham, sagde han grædende:

”Må Allah belønne dig.”

Amr Bin Junadah Al-Ansari, en dreng på 11 år hvis far allerede var blevet dræbt i slagmarken nærmede sig Hussein for at bede om tilladellse til at kæmpe. Hussein var beslutsom i sin sag om ikke at lade ham kæmpe sigende:

”Dette er en dreng, hvis far blev dræbt tidligere i slaget, hans mor vil hade at se ham blive dræbt.”

Drenge sagde:

”Det var min mor, der beordrede mig hertil.”

Imam så derefter ingen anden udvej end at give ham tilladelse til at kæmpe. Det varede ikke længe før drengen blev dræbt og hans afhuggede hoved blev kastet imod Husseins lejr. Moderen tog sin søns hoved i sin favn, tørrede blodet fra det og kastede det mod en nærtstående mand fra fjendens hær og dræbte ham. Hun vendte derefter tilbage til lejren og tog en teltsøjle, eller som nogen beretter et sværd, reciterende krigslyrik og angreb fjenden. Imam Hussein tog hende med tilbage til lejren efter at hun havde såret to mænd.

Al-Hajjaj Bin Masrouq Al-Ju’fi kæmpede indtil han blev oversvømmet med blod. Han vendte tilbage til Hussein for at fortælle ham, hvor glad han var for at møde Husseins bedstefar, Guds Sendebud, og hans far stedfortræderen (Imam Ali). Hussein svarede:

”Jeg møder dem også snart.”

Han vendte derefter tilbage til slagmarken og blev dræbt.

Ansarierne (Medinas beboere) Sa’ad Bin Al-Harith og hans bror Abul Hutoof hørte Husseins nødråb og hans families gråd. De besluttede sig derfor for at forlade fjendens hær og slutte sig til Hussein. De kæmpede mod fjenden og blev dræbt.

Abush-Sha’tha Yazid Bin Ziad Al-Kindi, der var på Sa’ads side gjorde det samme ved at slutte sig til Hussein. Han var en bueskytte. Han knælede foran Hussein og skød omkring hundrede pile mod fjenden. Hussein bedte for ham sigende:

”O Herre! Lad hans pile ramme målet og beløn ham med Paradiset.”

Da han ikke havde flere pile tilbage stod han op og sagde:

"Det ser ud til at jeg har dræbt fem krigere.”

Han angreb derefter fjenden og dræbte endnu ni før han selv blev dræbt.

Efter at have taget afsked med Hussein tog Swaid Bin Abil Muta’ af sted og kæmpede modigt, indtil han blev dødeligt såret. Han faldt med ansigtet nede. Man troede at han var død. Da han senere hen hørte folket sige, at Hussein var død, rejste han sig holdende en kniv i hånden og angreb fjenden. Men han blev omringet af fjenden og dræbt. Han var således den sidste af Husseins tilhængere, der døde før Husseins egentlige martyrdom.

Del 11 – Ali Al-Akbars martyrdom

Eftersom ingen af de ledsagere som kæmpede med Hussein var i live, medlemmer fra hans nære familie gjorde sig klar til den ultimative opofring på en måde som karakteriserede Profetens afkom – lutter beslutsomhed, usammenlignelig mod og ingen hensyn til personlig sikkerhed. De tog afsked med hinanden, og den første der trådte frem var Abul Hassan Ali Al-Akbar, der var syv og tyve år gammel. Han bad om tilladelse fra sin far Hussein og steg til hest og mødte kufierne i en direkte kamp. En mand bland masserne råbte: ”

O Ali! Du er slægtsbundet med Yazid – da Alis mor Layla var datter Maymoona Abu Sufyans datter – og vi respekterer dette forhold. Vi kan give dig amnesti og et tilflugtssted hvis du vil.”

Han svarede:

”Det at være blandt Allahs Profets slægt skal aldrig underprioriteres.”

Og han fortsatte sin fremgang reciterende nogle vers, der fortalte hvem han var.

Imam Hussein kunne ikke holde sine tårer tilbage og råbte til Omar Bin Sa’ad:

”Hvad er der dog sket med dig? Må Allah gøre en ende på dit afkom som du vil gøre en ende på mit. Du som end ikke respekterede min slægtskab med Profeten. Må Allah arve dig en fjende som slagter dig mens du ligger sovende.”

Han løftede derefter hænderne mod himlen og sagde:

”O Herre! Bevidn at den, der drog ud til disse folk (Ali Al-Akbar) er den, der bærer den tætteste lighed til din Profet på alle måder – lighed i natur, udseende og logik. Da vi plejer at kigge på ham, når vi higer efter at se din Profet. O Herre! Berøv dem jordens rigdomme, adsplit dem, flå dem fra hinanden og lad dem være stumper og stykker. Lad aldrig deres herskere være tilfredse med dem, for de sendte bud efter os for at støtte os men i stedet forrådte os og dræbte os.” Han reciterede derefter disse Guds ord:

”Sandelig, Allah har udvalgt Adam og Noah og Abrahams hus og Imrans hus frem for folkene, Én slægt, den ene efter den anden, og Allah er Althørende, Alvidende.” [18]

Ali Al-Akbar fortsatte sin kamp. Han dræbte alle de, der havde modet til at møde ham i en duel. Han dræbte utallige krigere.

Eftersom tørsten lidt efter lidt bidrog til hans overanstrengelse, vendte han tilbage til sin far for at

hvile og klage over, hvad tørsten havde gjort ved ham. Hussein fældede tårer og sagde:

”Snart vil du møde din bedstefar, der vil give dig vand fra sin skål, hvorefter du aldrig vil tørste ”

Ali vendte tilbage til slagmarken glad for at være blevet lovet af sin far, at han vil møde sin bedstefar Profeten. Han trængte ind mellem deres rækker skræmmende dem fra vid og sans. Det virkede som om, det var hans bedstefar Imam Ali, der brølede i slagmarken nedkæmpende de uretfærdige. Han dræbte endnu flere af kufierne.

Da dødstallet blandt fjendens rækker steg, sagde Murra bin Munqith Al-Abdi:

”Jeg er villig til at bære byrden for alle arabernes synder, hvis jeg ikke berøver hans far sin søn.”

Han plantede sin spyd i Alis ryg og slog ham et slag, der flækkede hans hoved. Ali omfavnede sin hest, men da Alis blod havde blændet hesten, tog den ham direkte ind blandt fjendes rækker, hvor han blev omringet af tropperne, der flåede ham i stykker.

På dødens rand, magtede han lige et sidste tilråb:

”O Aba Abdillah! Farvel. Her er min bedstefar fra hvis kop, jeg har drukket. Jeg vil aldrig tørste igen. Han siger, at der vil være en kop ventende på dig.”

Hussein skyndte sig over til ham, knælede over ham og satte sin kind på Alis kind og mumlede disse ord:

”Livet er ikke længere værd at leve efter din bortgang. Hvor tør de at foregribe sig på Allah og krænke Profetens hellighed? Ak! Det er svært for din bedstefar og far, at du kalder på dem søgende hjælp uden, at de kan gøre noget.”

Imam Hussein tog derefter en håndfuld af Alis rene blod og kastede det mod himlen som tegn på, at det er en ofring til Allah, og ikke en eneste dråbe af det faldt til jorden igen!

Imam Hussein beordrede derefter de unge fra hans familie til at bære Alis lig til teltene, hvor Allahs Sendebuds hus’ folks frie kvinder samledes omkring ham for at kaste et sidste blik på ham.

Del 12 – Abi Talibernes felttog

Efter Ali Al-Akbar, Abdullah Bin Muslim Bin Aqeel Bin Abi Talib, hvis mor var Ruqaiyyah Al-Kubra datter af Imam Ali, var den næste til at indtage slagmarken. I tre angreb dræbte han en håndfuld af fjendens soldater. Yazid Bin Ar-Raqqad Al-Juhni skød efter ham med en pil, som han prøvede at afværge med sin arm beskyttende hans hoved. Pilen trængte igennem hans hånd og nåede hans pande, hvilket fik de to sammensyet. Da det mislykkedes ham at skille sin hånd ad fra sin hoved, råbte han:

”O Herre! De trampede på os og ydmygede os. Derfor Gud, dræb dem som de dræbte os.”

Mens han lå der, plantede en mand sit spyd i hjertet på ham, hvilket forårsagede hans død. Yazid Bin Ar-Raqqad nærmede sig den døde krop og fjernede pilen fra hans pande, hvilket gjorde at pilen knækkede efterladende pilens hoved plantet i Abdullahs pande.

Abdullah Al-Akbar, søn af Imam Hassan og Ramla, kæmpede bravt indtil døden.

Efter Abdullah var tiden kommet til hans bror Al-Qassim som stadig var en dreng. Da Hussein kiggede på ham, omfavnede han ham og græd. Han nægtede i første omgang at give ham lov til at kæmpe, men da Al-Qassim insisterede, accepterede han det i sidste ende. Med ansigtet lysende, sværdet i hånden, med ydmygt tøj og et par sandaler indtog han slagmarken. I kampens hede gik den ene af hans sandaler i stykker. Uden at tage hensyn til fjenden, stoppede han op for at lave sin sandal, for han ville ikke møde fjenden barfodet.

Mens Al-Qassim var i færd med at binde sin sandal, blev han angrebet af Amr Bin Sa’ad Bin Nufail Al-Azdi. Hamid Bin Muslim sagde til ham:

”Hvad vil du den dreng? Er det ikke nok, at alle disse tropper har omringet ham?”

Amr svarede:

”Ved Gud! Jeg lader ham ikke være.”

Og han ombestemte sig ikke men slog ham et hårdt slag på hovedet, der fik ham til at falde med ansigtet mod jorden.

Dér var der ikke en anden udvej for ham end at kalde på sin onkel:

”O onkel!” råbte Al-Qassim.

Hussein skyndte sig over til Al-Qassim som en rasende løve og slyngede sit sværd efter Sa’ad, som løftede sin hånd for at beskytte sit hoved, men i stedet fik sin arm hugget fra albuen. Han skreg højt. Da tropperne hørte dette, red rytterne hastigt over til ham for at få ham væk. Men de endte med at ride ham ned og hestene trampede på ham så han blev dræbt.

Da støvskyet landede, blev Imam Hussein set stående nær drengens hoved. Hussein sagde:

”Se! De, der dræbte dig, vil få din bedstefar som deres modstander ved dommedagen… Det beklager din onkel, at han var hjælpeløs, da du kaldte på ham, og da han besvarede dit kald var der intet, han kunne gøre. Ved Gud! Det er et nødråb besvaret med overflod af harme og ikke med hjælp.”

Han bar ham ned til det telt, hvor ligene af Ali Al-Akbar og andre medlemmer af Profetens husfolk lå. Han løftede Al-Qassims hoved og påkaldte Gud:

”O Herre! Glem dem ikke og tilgiv dem aldrig! O fætre! Hav tålmodighed i modgang, for I ser aldrig unåde efter i dag.”

Del 13 – Drabet på Al-Abbas og hans brødre

Da Abbas så at dødstallet steg blandt sine familiemedlemmer, sagde han til sine medlemmer, Abdullah, Othman og Ja’far:

”O sønner af min moder! Gå frem og mød fjenden, så jeg kan bevidne at I har overholdt jeres løfte over for Allah og hans Apostel.”

Han vendte sig mod Abdullah, der var den ældste af de tre og sagde:

”Kom frem bror, så jeg kan bevidne drabet på dig.”

Dermed drog de til slagmarken en efter en foran deres bror Al-Abbas til de blev dræbt.

Al-Abbas havde opbrugt sin tålmodighed seende hans brødre og venner blive dræbt foran ham uden selv at have gået samme vej endnu specielt, da han kunne se, at hans Imam blev med tiden hårdere og hårdere trængt, uden nogen form for forsyninger og med grædende kvinder og skrigende børn, der faldt under for tørsten. Alt dette kunne han se og høre men følte sig magtesløs. Han spurgte derfor sin bror om lov til at møde fjenden i kamp. Men da Abbas var Husseins mest værdifulde aktiv, pga. af hans mod og ubøjelighed som fjenden udmærket kendte ham for og pga. hans position hos kvinderne og børnene, der følte sig sikre og beskyttede i Abbas’ nærvær, tøvede Imam Hussein med at give ham tilladelse sigende:

”O broder! Du er en min fanebærer.”

Al-Abbas svarede:

”Jeg er led og træt af disse hyklere og jeg vil gengælde dem.”

Da Hussein så at Al-Abbas insisterede på at møde fjenden, bad han ham om at henvende sig til dem for at bede om vand til børnene. Al-Abbas nærmede sig fjenden, prædikede og advarede dem imod Allahs vrede, men ingen respons! Han råbte så højt han kunne:

”O Sa’ads søn! Dette er Hussein, Profetens barnebarn, og du har dræbt hans familiemedlemmer og venner. Alt, hvad han har tilbage, er de tørstende kvinder og børn fra hans familie.”

Han bad dem igen om at lade Imam Hussein og, hvad der var tilbage af hans familie forlade Hijaz og søge ly andre steder på denne Guds jord. Hans ord trængte igennem til nogle blandt fjendens rækker, således at nogle af dem endda græd. Men Ash-Shimr råbte:

”O du søn af Abu Turab (en af Imam Alis titler)! Selv hvis hele jorden var oversømmet og vi havde kontrol over dets vand, ville vi nægte dig adgang til vandet, indtil du sværger troskab til Yazid.”

Al-Abbas vendte tilbage til sin bror fortællende ham, hvad han havde oplevet af fjendens beslutsomhed om ikke at skænke dem noget vand. I mellemtiden hørte han børnene græde efter vand. Han kunne ikke tage det mere. Hans hashimiske [19] fyrighed tillod ikke flere manøvrer og ikke mere overbærenhed. Han tog en skind-vandbeholder og søgte hen imod floden for at hente noget vand.

Han blev omringet af, hvad der bliver berettet omkring 4000 soldater, der skød pile efter ham. Men deres antal skræmte ham ikke. Med fanen flagrende over hans hoved, angreb han dem direkte, hvilket fik dem til at flygte. Som far som søn. Han mindede dem om Imam Ali i slagmarken. Da de alle flygtede, stod der pludselig ingen mellem ham og Eufrat, som han kæmpede sig frem til med beslutsomhed.

Da han nåede floden, steg han af hesten og tog en håndfuld af dens kolde vand for at drikke. I samme øjeblik kom han i tanke om sin bror Husseins, børnenes og kvindernes tørst. Han kastede vandet fra sig uden at drikke, og besluttede sig for ikke at drikke før de andre havde drukket. Han fyldte vandbeholderen, steg til hest og red imod lejren. Fjendens soldater spærrede ham vejen, men det stoppede ham ikke, så han red lige imod dem for at finde en smutvej blandt de mange soldater.

Zaid Bin Ar-Raqqad Al-Juhui stod bag en palme ventende på ham. Med hjælp fra Hakim Bin At-Tufail As-Sanbasi, slog han ham på hans højre arm og huggede det af. Ubekymret over hvad der var hændt ham, red han af sted for at aflevere vandet til Husseins familie og børn. Imens stod Hakim stadig bag et træ og ventede på at Al-Abbas skulle ride forbi. Da Al-Abbas red forbi træet, slog Hakim ham med sit sværd og huggede venstre arm af ham. Da tropperne så Al-Abbas i denne svækkede position, samlede de mod til at møde ham og flokkedes omkring ham. De haglede ham med pile fra alle retninger. En af pilene ramte vandbeholderen og punkterede det, så al vandet løb. En anden pil ramte ham i brystet. En anden mand kom bagfra og slog ham med en søjle på hovedet. Efter dette slag faldt han af hesten råbende:

”O Aba Abdillah! Guds fred være med dig.”

Hussein steg til hest og red som en vred løve over til sin døende broder. Da han ankom, så han en blødende krop der knapt kunne genkendes. Hænderne afhuggede, hovedet flækket, en pil i øjet, en anden i brystet, hundrede af sår på hele kroppen og ved siden af ham en punkteret vandbeholder og en fane. Husseins modløshed ved dette syn kunne tydeligt ses på hans ansigt. Han kastede sig ned fra hesten ned til sin bror og mumlede grædende:

”Det er først nu, at min rygrad virkelig blev brækket. Nu er der ingen vej ud af dette, og min fjende fryder sig på min bekostning.”

Fortvivlet, fuld af sorg, grædende og mens han tørrede sine tårer af med sine ærmer, tog Hussein tilbage til lejren. Han stod og henvendte sig til masserne:

”Er der ingen iblandt jer, der kan imødekomme vores nødråb? Hvem kan give os et tilflugtssted? Er der ingen retfærdighedssøger iblandt jer, der vil støtte os? Er der ingen af jer, der er bange for Helvedets ild, der vil beskytte os?”

Hans datter Sukainah kom over til ham og spurgte ham om hendes onkel Al-Abbas. Han fortalte hende, at han var blevet dræbt. Da Husseins søster Zainab hørte dette, råbte hun grædende:

”O Abbas! Hvilket tab!”.

Kvinderne brød alle i gråd, da Hussein sagde: ”vi er fortabte uden dig!”.

Del 14 – Spædbarnet, martyren

Da Al-Abbas blev dræbt, kiggede Imam Hussein forgæves rundt søgende en til at støtte ham, men ak, der var ingen. Hans familiemedlemmer og tilhængere lå nedslagtede som offer- lamme på slagmarken. I mellemtiden kunne han høre den stigende gråd fra de tilbageværende kvinder og børn. Hvorefter han gentog sit nødråb:

”Er der ingen, der vil forsvare Profetens hellighed? Er der ingen troende, der frygter Gud pga., hvad der er nedkommet os? Er der ingen frelser, der higer efter det, der er af Guds belønning i at lette vores nød?” lyden fra kvindernes og børnenes gråd nåede nye højder.

As-Sajjad, den eneste resterende fra Imam Husseins mandlige familiemedlemmer i Karbala, der var svært syg og kunne knap bevæge sig, stod op, lænede sig op af en stok, og slæbte sin sværd bag sig søgende sin far for at hjælpe ham. Hussein sagde til sin søster Um Kulthoom:

”Lad ham ikke gå ud, da der ellers ikke vil være nogen tilbage fra Muhammeds afkom på denne jord.”

Da Um Kulthoom hørte dette, tog hun Ali As-Sajjad tilbage til sin seng.

Imam Hussein beordrede sin familie til at stoppe gråden og tog afsked med dem. Han var iført en jubbaa (en form for en kåbe), en turban, Profetens kåbe ud om det første og Profetens sværd. Han bad om noget slidt tøj til at bruge det som undertøj, således at fjenden ikke ville berøve ham dem.

Imam Hussein bad kvinderne hente sin spæde søn til ham, så han kunne se ham en sidste gang og tage afsked med ham. Hans søster Zainab bragte ham Abdullah søn af Ar-Rabbab. Han tog ham i sin favn, kyssede ham og mumlede:

”Forbandet være disse folk! For din bedstefar den udvalgte Apostel vil være deres modstander vad Dommedagen.”

Holdende ham i sin favn henvendte han sig til fjenden og spurgte om at få noget vand til barnet. Harmala bin Kahil Al-Azdi så Hussein stå med sit barn, han tog en af sine pile frem, sigtede på barnet og slagtede ham i sin fars arme. Imam Hussein, hvis hænder fyldtes med Abdullahs blod kastede blodet imod himmelen og som sin brors blod, faldt intet af Abdullahs blod til jorden igen.

Imam Hussein sagde:

”Jeg finder trøst i at, hvad der har ramt mig er i Allahs vej, Den ophøjede. O Herre! Lad hans position hos dig ikke være mindre end Salihs unge slagtede kamel. O Herre! Hvis du har tilbageholdt sejren fra os, erstat det med, hvad der er bedre end sejr. Lad din vrede og hævn ramme de uretfærdige og lad de lidelser, der har ramt os i denne verden være en belønning for os i det hinsides.”

Del 16 - Imam Hussein i slagmarken

Efter at have begravet barnet, tog han flere dueller op og efterlod ingen af sine modstandere i live. Han søgte derefter imod tropperne, der flygtede under hans angreb. Da Omar bin Sa’ad så dette, råbte han til masserne:

”Husk! Han er søn af arabernes udrydder (Imam Ali). Omring ham fra alle sider.”

De skød efter ham med 4000 pile, der haglede ned over ham. Soldaterne spærrede vejen mellem ham og hans lejr. Da han så dette, råbte han:

”O I tilhængere af Abi Sufian (Yazids bedstefar og Profetens ærkefjende)! Hvis I da ikke tror på Gud og ikke frygter Dommedagen, så være i det mindste frie i denne verden og mindes jeres forfædre, hvis I hævder at i er arabere.”

Shimr udbrød:

”Hvad er det du siger, søn af Fatimah?”

Hussein svarede:

"Det er mig, der bekriger jer og kvinderne har ikke gjort noget forkert. Så, så længe jeg er i live, hold jeres uforskammede banditter fra at forbryde sig mod de ukrænkelige (kvinderne og børnene)”.

Shimr imødekom han ønske, hvorefter tropperne angreb ham. En voldsom kamp brød ud. Da han var meget tørstig, prøvede han at søge mod floden. Det lykkedes ham at fjerne dem fra flodens grøft og red ned til floden. Da han var ved vandet, dyppede han hænderne i floden og tog en håndfuld vand op. Han kiggede på sin tørstige hest og sagde:

”Ved Allah! Jeg drikker ikke, før du drikker af vandet.”

Mens han var ved dette, hørte han en stemme råbende:

“Nyder du at drikke fra vandet, mens de forbryder sig på din familie?”

Han kastede vandet fra sig uden at drikke og skyndte sig tilbage til sin lejr, for at opdage at intet endnu var hændt.

Imam Hussein tog igen afsked med sin familie og bad dem udvise tålmodighed og styrke sigende:

”Gør jer klar til sorg, men vær sikker på, at Allah er jeres beskytter. Han vil beskytte jer imod fjendens ondskab. Omvend jeres lidelse til noget godt, og pin jeres fjender med dette og søg trøst for denne lidelse i en forøget gavmildhed og ære. Så beklag jer ikke og udtryk jer ikke på en måde, der degraderer jeres høje prestige.”

Del 17 – Omringet af islams fjender

Omar bin Sa’ad skreg:

”Forbandelse over jer! Angrib ham, mens han stadig er i gang med at tage afsked med sin familie. Ved Den Almægtige! Når han er færdig, vil hverken jeres højre eller venstre fløj føle sig heldig.”

De flokkedes omkring ham og haglede ham med pile. Der var så mange af dem, at de trængte igennem til kvindernes telte og skræmte dem. Børnene kiggede håbefuldt på Imam Hussein afventende hans reaktion. Imam Hussein angreb fjenden som en brølende løve, og der var ikke en eneste af de, han mødte på sin vej, som han ikke lod møde den sikre død. Han var hårdt såret mest pga. de mange pile som havde ramt ham.

Han fortsatte sit angreb sigende:

”Der vil ikke blive sparet på nogen kræfter i Allahs vej.”

Han spurgte igen efter vand. Shimr svarede:

”Du kommer ikke til at smage det, indtil du møder Helvedets ild!”

En anden mand råbte:

”O Hussein! Kan du se vandet fra Eufrat flyde glitrende som en slange? Du kommer ikke til at drikke af det, indtil du dør tørstende.”

Imam Hussein bedte til Gud:

” O Herre! Lad ham dø af tørst.”

Det berettes at manden senere hen døde af tørst, da alt det vand han fik i munden, i den sidste periode af sit liv, flød ud igen.

Abul Hutoof Al-Ju’fai skød Hussein med en pil, der trængte igennem hans pande. Hussein hev pilen ud, hvilket forårsagede at blodet flød ned på hans ansigt, hvorefter han sagde:

”O Herre! Du bevidner dine syndige skabelsers forbrydelser imod mig. O Herre! Lad ingen af dem slippe godt af med det. Dræb dem alle, og lad ingen af dem leve på jordens overflade. Tilgiv dem aldrig deres forbrydelse.”

Han råbte:

”O i ondskabens bande! Skam jer. Hvilke dårlige beskyttere af Profetens husfolk er I. Siden der ikke er flere tilbage af mine tilhængere, vil det ikke afskrække jer at dræbe enhver efter mig, for at drabet på mig vil få alle andre forbrydelser føles overkommelige. Ved Gud! Jeg håber, at Allah giver mig martyrdommen, og hævne min død når i mindst forventer det.”

Al-Hosein sagde:

”Hvordan vil han hævne sig på os?”

Imam Hussein svarede:

”Han vil plante fjendskab imellem jer, udgyde jeres blod og lade sin overflod af straf øse ned over jer.”

Da han var blevet svagere, stoppede han op for at hvile lidt. En mand ramte ham med en sten på hovedet, som flækkede hans hoved og lod blodet sive ned af hans ansigt. Han tog fat i sit tøj for at tørre blodet fra sine øjne. Hvorefter en anden skytte sigtede på ham og ramte ham i brystet med en trekløftet pil. Den ramte ham tæt ved hjertet. Imam Hussein løftede hovedet og sagde:

”I Allahs navn, ved Allah, og følgende Allahs Apostels vej. O Herre! Du ved udmærket godt, at de dræber en mand, som er det eneste barnebarn af en Profet på denne jord.”

Han hev pilen ud, hvilket gjorde, at blodet sivede ned over hele hans krop. Han lagde et tøjstykke, han havde på sig under såret og lod det blive fyldt med blod. Han tog tøjstykket og holdt det op mod himmelen sigende:

”Mit eneste trøst er at alt, hvad der har ramt mig er i Allahs vej”.

Han fyldte det igen fra såret i sit hoved og holdte det sigende:

”Jeg vil møde Allah og min bedstefar sådan som jeg er nu, overdækket med blod”.

Da blodtabet havde svækket ham, satte han sig ned på jorden løftende hans hoved. Malik Bin An-Nasir nærmede sig ham, kaldte ham navne og slog ham med sit sværd på hovedet, der var tildækket med en burnus. Burnusen blev tildækket med blod. Han tog burnusen af, dækkede den med sin turban og sagde:

”Må Allah berøve dig muligheden for at spise med din højre hånd, og slutte dig til undertrykkerne (på Dommedagen) ”.

Hani Bin Thubait Al-Hadhrami blev citeret sigende:

”Jeg var en ud af ti, der så Hussein blive dræbt. Jeg kiggede på en dreng fra Husseins hus’ folk, der havde en karakteristisk trøje på og, hvis øreringe hang fra ørene holdende et spyd. Han var forvirret og kiggede til højre og venstre. En rytter red imod ham, lænede sig imod ham og slog ham på hovedet dræbende ham på stedet.”

Drengen var Muhammed Bin Abi Sa’eed Bin Aqeel Bin Abi Talib. Hans mor stod ved et af teltene og så sin søn blive dræbt.

Efter en kort stund vendte fjendens tropper tilbage til Hussein, som stadig var siddende, da han ikke kunne rejse sig pga. sine dybe sårer. Abdullah Bin Al-Hassan, en elveårig dreng stod og iagttog sin onkel. Da han så tropperne ride hen imod ham, løb han over til sin onkel og satte sig ved siden af ham. Badr Bin Ka’b løftede sit sværd for at slå Hussein. Drengen råbte ad ham:

”O du søn af en ond kvinde! Vil du da slå min onkel?”

Han slog drengen, som løftede sin hånd for at dække hovedet, hvilket forårsagede at hans arm blev afhugget. Drengen råbte:

”O onkel!” og faldt i sin onkels favn. Hussein omfavnede ham og sagde:

”O nevø! Hav tålmodighed over, hvad der er sket med dig og betragt det som en velsignelse fra Allah Den Ophøjede, at Han vil forene dig med dine noble forfædre.”

Han rejste derefter sine hænder bedende og sagde:

”O Herre! Hvis du har givet dem fornøjelse for en stund, så lad dem blive adskilt efter dette. Opdel dem i sekter der følger forskellige veje. Lad ikke herskerne være tilfredse med dem, for de hidkaldte os for at være sammen med vores partisanere, men i stedet forrådte de os og dræbte os.”

Harmalah skød en pil imod drengen, mens han var i sin onkels favn og slagtede ham.

Imam Hussein, dødeligt såret, blev efterladt alene for et stykke tid. Hvad der holdte dem tilbage fra at gøre det af med ham med det samme var, at hver klan ventede på at de andre ville gøre jobbet færdigt. Hver klan hadede at blive kendt for den, der dræbte Hussein.

Shimr skreg:

”Hvorfor står i bare der? Manden er dødelig såret. Angrib og gøre det af med ham.”

Za’ra Bin Shariek slog ham på skulderen. Al-Hosain skød en pil mod hans mund. En anden slog ham også på skulderen. Sinan Bin Anas plantede sin spyd i hans kraveben og derefter i brystet. Han skød også Hussein med en pil i halsen. Saleh bin Wahab stak ham i nyren.

Hilal bin Nafi’ har berettet:

“Jeg stod nær Hussein, da han var på sit dødsleje. Ved Gud, jeg har aldrig set en person bliv dræbt og med sin krop dækket med sit eget blod, der var i en bedre tilstand end Hussein. Hans ansigt udstrålede lys og ærefrygt. Jeg var så overvældet af hans ansigts udstråling, at jeg ikke prøvede på at dræbe ham fuldstændigt! Han spurgte efter vand, men de gav ham intet at drikke.”

Del 17 – Hussein bliver dræbt i Karbalas sletter

En fra mængden sagde til Hussein:

”Du kommer ikke til at drikke vand, før du kommer i Helvede og drikker fra dets kogende vand.”

Imam Hussein svarede:

”Jeg kommer ikke i Helvede, men kommer ind til min bedstefar, Allahs Sendebud og bor med ham i hans eget hus ”På sandhedens og retfærdighedens plads hos en Mægtig Konge”[20] og klager til ham over, hvad i har gjort mod mig og jeres forbrydelse imod mig.”

De blev alle meget sure over hans bemærkninger og der var ikke det mindste nåde at spore i deres hjerter.

Da hans tilstand forværredes, kiggede han imod himmelen og sagde bedende:

”O Herre! Du er Mægtig i Din Overlegenhed, Den Højeste, Indehaveren af alt storhed og hæder, uden behov for skabningerne, har kontrol med alt. Din barmhjertighed er stor, opfylder Dine løfter, Giveren af præmier og goder. Du er tæt på de, der beder til Dig, omfatter alle Dine skabninger. Du accepterer de angrendes anger, i stand til at udføre Din vilje, har den absolutte viden om, hvad Du vil, taknemmelig når Du bliver takket, og husker de, der husker Dig. Jeg beder Dig i nødens stund, spørger Dig, da jeg er fattig (magtesløs). Jeg søger tilflugt hos Dig, da jeg er bange, græder, da jeg er sørgende. Jeg sætter min lid til Din hjælp, da jeg er svag. Jeg stoler ikke på andre end Dig. O Herre! Du er Dommeren mellem folket og os, for de samledes imod os, forrådte os og dræbte os uden at tage hensyn til vores slægtsbånd med Din Profet, som Du udvalgte til at overbringe budskabet og gjorde til opbevaringsstedet for åbenbaringen. Lindr vores forlegenhed og afhjælp vores lidelse, for Du er Den Mest Barmhjertige. Tålmodighed over, hvad Du har bestemt, er vores trøst. O Herre! Der er ingen anden Gud end Dig. Du er Den lidendes Frelser. Jeg har ingen anden Gud end Dig. Uden tvivl, er Du det eneste tilflugtssted, for de, der ikke har en. Der er ingen anden at tilbede undtagen Dig. Tålmodighed med hvad du har besluttet er vores lindring. O Herre! Du er Den Evige. O Herre! Du er de dødes Genoplever. O Herre! Du ser hver sjæl og, hvad det har gjort. Døm mellem mig og dem for Du er Den bedste Dommer.”

Husseins hest begyndte at strejfe rundt om Imam Hussein og dyppe sit hoved i hans blod, hvorefter Ibn Sa’ad råbte:

”Stop den hest, da det er en af Allahs Sendebuds fuldblodsheste.”

En gruppe ryttere omringede hesten. Han begyndte at galopere og sparke med sine forben og dræbte nogle ryttere og nogle heste. Ibn Sa’ad beordrede rytterne til at slippe hesten og se, hvad den havde tænkt sig at gøre. Da hesten faldt til ro og følte sig sikker, tog den tilbage til Husseins hellige krop og dyppede sit hoved i hans blod igen, duftede til ham og vrinskede højt. Derefter begyndte hesten at ride mod Imam Husseins lejr. Da den nåede frem, så kvinderne den blodige hest og den løst siddende sadel og kunne ikke holde deres gråd og sorg tilbage. Fortvivlede, sørgende og grædende løb de alle spontant imod det sted hvor Imam Hussein var faldet af hesten med Zainab, Husseins søster, forrest. Hun omfavnede den blodige krop, kiggede imod himmelen og sagde:

”O Herre! Accepter denne ofring fra os.”

I mellemtiden begyndte Omar bin Sa’ad og en gruppe soldater med ham at nærme sig det sted, hvor Imam Hussein lå døende. Zainab råbte ad ham:

”O Omar! Abu Abdillah er ved at blive dræbt og du står der og ser ham dø?”

Han vendte sit ansigt væk fra hende mens tårerne trillede ned over hans skæg. Hun sagde:

”Må Ivære forbandede! Er der ingen muslim iblandt jer?” ingen svarede!

Derefter beordrede Ibn Sa’ad tropperne:

“Gå ned til ham og få gjort en ende på hans lidelser.”

Shimr stod i spidsen for angrebet. Han sparkede Hussein, satte sig på hans bryst, holdte hans skæg, stak ham tolv gange i den allerede stærkt sårede krop og til sidst skar hovedet af ham.