Ashura – En lektion i frihed

Måneden Muharram bringer med dens komme mindet om et offer, hvis lige, er svær at finde i Islams historie, endda selv i menneskehedens historie. Imam Hussein (as) og hans familie kom sejrende frem i en kamp som de tilsyneladende havde tabt i materielle forhold. Prisen for denne sejr var vældig. En periode med stor lidelse, der endte for martyrerne på den tiende dag, Ashura, men som skulle fortsætte endnu længere for familiemedlemmerne, som blev taget til fange.

Imam Hussein (as) var Profetens (sa) barnebarn. Han og hans bror, Hassan (as), var blevet erklæret af Paradisets unge. Hvorledes kan mennesker så, der kalder sig selv for muslimer, vende sig mod ham for at dræbe ham? Deres problem var det ældgamle problem med uvidenhed og grådighed. De var enten ikke klare over hans store fortjenester og ædle herkomst eller også var de mere tiltrukket af de verdslige fordele som en succesfuld kamp mod ham ville frembringe.

For at fjerne enhver vildfarelse i hans modstanderes sinde, henvendte Imamen sig til dem på dagen Ashura før kampe begyndte. Lyden af hans stemme var så høj at de fleste folk hørte:

"Folk, lyt til mine ord og skynd ikke på mig, så at jeg kan minde jer om de pligter I skylder mig og så jeg kan give jer begrundelser til mit komme til jer. Hvis I accepterer mine begrundelser, tror på mine ord og giver mig retfærdighed, vil I blive lykkeligere gennem dette, og I vil ikke have en sag mod mig. Hvis I ikke accepterer mine begrundelser og giver mig retfærdighed af jeres eget forlig som mennesker, ”Så saml da kun jeres rænkespil og jeres medguder og lad ikke jeres plan være jer dunkel (i nogen henseende).”[1] ”Sandelig, min beskytter er Allah, som har åbenbaret Bogen, og Han beskytter der retfærdige."[2].[3]

Imamen fortsatte:

"Spor tilbage i min herkomst og overvej hvem jeg er. Derefter, kig tilbage på jer selv og bebrejd jer selv. Overvej hvorvidt det er rigtigt for jer at dræbe mig og vanhellige min integritet. Er jeg ikke sønnen af jeres Profets datter, sønnen af hans stedfortræder, den første af de troende på Gud og manden der først troede på hvad hans Apostel bragte fra hans Herre? Var Hamzah, lederen af martyrerne, ikke min fars onkel og Jaffar at-Tayyar min egen onkel? Har I ikke hørt Guds Profet sige om mig og min broder: 'Disse er de to herrer over de unge blandt beboerne i Himlen'?”

”Hvis I tror på, hvad jeg sagde - og det er sandheden, ved Gud, jeg har aldrig fortalt en løgn, siden jeg lærte, at Gud hadede folk, der fortalte dem ... Hvis I stadig betragter mig som en løgner, så kan der stadig blive fundet folk, der ville fortælle jer sandheden, hvis I spurgte dem. Spørg Jabir søn af Abdullah al-Ansari, Abu Said al-Khudri, Sahl søn af Sa'd, Zayd søn Arqam og Anas søn Malik om at fortælle jer, hvad de hørte fra Guds Apostel om mig og min bror. Er dette ikke nok til at forhindre jer at udgyde mit blod?”[4]

"Hvis I er i tvivl om dette, har I så den mindste tvivl om at jeg er sønnen af jeres Profets datter? Ved Gud! Der er ingen anden søn af en profet end mig iblandt jer og iblandt de andre folk fra øst til vest. Fortæl mig, søger I gengældelse fra mig for en af de døde som jeg har dræbt, eller for ejendele af jeres som jeg har eksproprieret, eller for et sår jeg har tildelt?" Død stilhed herskede over hele hæren og ingen udtalte et ord.[5]

Imamens tale havde en effekt på dem, hvis hjerter stadig havde rester af menneskelighed efterladt i dem. Den klassiske kamp mellem sjæl og ego begyndte. Hvor godhed vandt, fandt mændene sig iblandt Imamens rækker, villige til at bekæmpe fjenden til døden.

Den mest fremtrædende af disse mænd var Hurr søn Yazid. Som anfører i Ibn Sa'ds hær, havde han opfanget Imamens kontingent ved Dhu Husum, hvor han henvendte sig til Imamen:

"Hussein, jeg minder dig om Gud med henblik på dit liv, for jeg vidner, at hvis du kæmper, så vil du blive bekæmpet, og hvis du bliver bekæmpet, vil du blive dræbt."

Imamen svarede:

"Tror du, at du kan skræmme mig med døden? Kunne en værre katastrofe hænde dig end at du dræbte mig? Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til dig. Jeg kan kun henvende mig til dig, som broderen af Al-Aws henvendte sig til sin fætter, da han mødte ham, da han var i færd med at hjælpe Guds Sendebud. Hans fætter sagde til ham: "Hvor går du hen, for du vil blive dræbt?" Han svarede:

Jeg vil tage af sted, for der er ingen skam i døden for en ung mand når som helst han har oprigtighed i sin hensigt og han stræber som muslim, og støtter retfærdige mænd gennem ofringen af sit liv, forladt det forbandede og allieret sig med det hellige"[6].

Disse ord må have resoneret i Hurrs sind. En beslutning måtte blive taget før kampene begyndte. Hurr levede op til sit navn ved at vælge frihed. Lidt efter lidt begyndte han at nærme sig Imamens lejr. En mand fra hans stamme, Muhajir søn Aws spurgte ham:

"Hvad ønsker du Ibn Yazid? Ønsker du at angribe?"

Han var tavs, men en stor gysen kom over ham. Al-Muhajir sagde:

"Ved Gud! Ibn Yazid, din opførsel er mistænksom. Ved Gud! Jeg har aldrig set dig opføre dig sådan før. Var jeg blevet spurgt hvem af kufierne, der var bravest, ville jeg ikke udlade dig. Hvad er dette som jeg ser i dig?"

Hurr svarede:

"Ved Gud! Jeg giver min sjæl valget mellem Paradiset og Helvedets ild. Ved Gud! Jeg vil ikke vælge noget som helst andet end Paradiset, selvom jeg bliver hugget i stykker og brændt."[7]

Han piskede sin hest og tilsluttede sig Imamen. Han sagde:

"Må Gud acceptere min sjæl for dig, søn af Guds Apostel. Jeg var den, der opfangede jer og tvang jer til at stoppe på dette sted... Jeg er kommet for at angre til min Herre, for hvad jeg har gjort og for at tilbyde dig mit liv som trøst, for at jeg kan dø før dig. Vil du acceptere det som anger fra mig?"

Imamen svarede:

"Ja, Gud vil acceptere din anger og tilgive dig... Du er den frie mand (al-hurr), som din mor døbte dig. Du er en fri mand i denne verden og i den næste."[8]

Kampen begyndte. Alle der kæmpede mistede deres liv, skønt hvad de vandt, var meget mere værd. De sikrede sig ikke kun en plads i Paradiset, men de satte også et evigt eksempel for

retfærdighed og moral, for tålmodighed og offer, og frem for alt, for frihed for generationer endnu.

Historien om Hurr er en historie om denne frihed. Det er historien om håb for dig og mig, en mulighed for at undersøge vores liv og for at se hvor vi står i denne verden, hvor både mulighed for fromhed og fortvivlelse eksisterer.