Profeten Adam (as)

Koranen beretter os historien om Adam (as) efter at Gud færdiggjorde sin skabelse og sagde til englene:

"Jeg vil indsætte en stedfortræder på jorden."[1]

Det var naturligt at englene intet vidste om visdommen af sådan en statholder, da de ikke kendte sandheden bag skabelsen, så Gud forslog englene efter at det var bekræftet for dem, at Adam og hans efterkommere ville være lavere end englene hvad angår gudsfrygt, lydighed og dyrkelse. Guds forslag fik englene til at spørge Den mægtige skaber:

”Vil Du anbringe folk, der vil anstifte ufred og udgyde blod der? – når vi dog fejrer Din pris og ophøjer Din hellighed.”[2]

Denne forudsigelse af det ukendte kom af den del af englene som spurgte om hvad denne mand ville være og hvad historien og de efterfølgende begivenheder ville være i overensstemmelse med, at ikke én periode i historien ville forløbe uden korruption, krige, ødelæggelse og blodsudgydelse.

Svaret fra Gud, som Han alene kendte var:

”Sandelig, Jeg ved, hvad I ikke ved.”[3]

Englenes hjerter fyldtes med tryghed og usikkerheden forsvandt efter svaret fordi deres spørgsmål var hverken en protest eller tvivl på Guds visdom. Hvordan kan sådan en ting ske når englene er pålidelige over for Gud og er Guds tilbedere og adlyder Hans ordrer?

Den lovpriste og mest mægtige Gud lærte Adam alle navne. Formålet med hans læring er realiteten og karakteristisk for ting, og ikke sproget. Med andre ord, gav Gud Adam de informationer som han kan bruge til at kende tingene. Det er fordi fornemmelsen af realitet ikke er tilstrækkelig nok til at dømme denne kendsgerning og forstå dets virkelighed, så de foregående informationer er nødvendige til at forklare denne realitet. Så den mest Mægtige Gud lærte Adam navnene på alting.

Dette udtryk af den pragtfulde Koran ”navnene” betyder, at Koranen har udstedt navnet, men målet bar dette navn som det er anerkendt af kendsgerningen.

Derfor kendte Adam målet og ikke sproget, fordi alt der kan blive kendt samt virkeligheden af hvad der kan blive afsløret er en genstand af viden. Sproget er en simpel betydning af udtryk.

Så verset var nævnt for at pointere at udtrykket ”alle navnene” betyder genstanden, det vil sige karakteregenskab. Adam (as) i hans konstitution og i hvad hans hoved rummer af fattet system er en perfekt skabning, kompetent, efter at have skænket ham fem sanser og givet hver del af de forskellige synlig og usynlig dele af hans kroppe en specifik funktion til at udføre forbavsende og utrolige ordre af præcision og fuldkommenhed. Adam (as) er kompetent til at forpligte gennem hjernen, mellem kendsgerninger og informationerne.

Som et resultat af denne forpligtelse havde han evnen til at forstå virkeligheden af tinge og udpege dem. Med sådan talenter og enorm magt som gjorde det muligt for Adam (as) til at følge vejen til evolutionen, blev han i stand til at rette og bygge jorden. Som et resultat velfortjente han at blive stedfortræderen på jorden i stedet for englene, der ikke blev givet de talenter og evner som var givet til Adam (as).

Den lovpriste og mægtigste Gud, udsatte navnene af skabninger til englene, for at bekræfte de evner han skænkede Adam (as) og sagde:

”Meddel Mig deres navne, hvis I er sanddru.”[4]

Englene var forbavsede og prøvede at søge i hjertet af deres tidligere kendskab men de fandt ikke noget svar og sagde:

”Vi har ingen viden udover hvad du har lært os, thi Du er den Alvidende, den Alvise.”[5]

Nederlaget af englens svar fremførte et andet tegn på rang som Gud gav Adam (as), som gjorde ham både bedre end englene og fortjent til at være stedfortræderen på jorden. Er Adam (as) ikke æret med tanke og tro han var givet? Gennem denne ære, Adam (as) fik fra hans herskers flod og lærte fra Guds lys af kundskab.

Efter at han var blevet givet denne evne af visdom, blev Adam (as) beordret af Gud til at fortælle englene hvad de ikke kunne, for at fortælle og informere dem hvad de ikke kunne forstå. Adam (as) fortalte englene om den virkelighed som Gud ønskede at afsløre. Derefter sagde Gud til englene:

”Sagde jeg ikke at jeg kender himlenes og jordens hemmeligheder, og Jeg ved, hvad I åbenbarer, og hvad I skjuler.”[6]

I påbuddet om at prise Adam (as) mere og adskille ham med hvad andre skabninger behersker, og vise hans viden, beordrede Gud englene til at knæle for Adam (as), for at vise, at de også satte ham højt. Siden at englene vidste besked om Adams (as) rang, fandt de ingen andre udveje end at knæle, så de knælede for ham.

Ja, knælet af englene til Adam (as) var en knæle af ære og ikke af tilbedelse.

Adam (as) som var i stand til at forstå alt muligt og nå hans videnskabelige liv, det fjerne formål fortjente sådan en ære skænket af englene, som har indset at Adam (as) er en hellig skabning, som måtte blive respekteret og æret for hans store talenter. For at relationen skulle fuldendes mellem skabelsen, bygningen af jorden og hvad der vil ske på denne jord efter menneskets skabelse, og for at vise hensigten som Gud ønskede ved at fortrække visdommen som er en iboende egenskab af en mand, som kunne adskille det rigtige fra det forkerte, mellem det gode og det onde. Gud ønskede at vise virkeligheden af den vantro Iblis[7] som var blevet beordret til at knæle foran Adam (as), men han nægtede og var alt for stolt, så han blev en af de ikke-troende som strøm efter det forkerte og det onde. Gud sagde:

”Så underkastede englene sig alle til hobe, Men Iblis (gjorde det) ikke. Han var hovmodig og var en af de vantro.”[8]

Derpå sagde Gud:

”O Iblis, hvad har hindret dig i at underkaste dig det, Jeg har skabt med Mine hænder. Er du stolt, eller er du en af dem, der ophøjer sig (med urette)?”[9]

Iblis svarede:

”Jeg er bedre end han. Du skabte mig af ild, medens Du skabte ham af ler.”[10]

Hvis forskeren ønsker at skelne mellem ild og ler ville han finde ud af at ildens oprindelse er jorden og uden jorden ville ild ikke have eksisteret. Kilderne af ild er ikke kendt af alle, men det gør ingen forskel og det er lige meget om kilden er træ eller energi, med forskellen om hvis kilden er træ eller energi, med den forskellige slags energi inkluderet den termoenergi som elektricitet og brænd olie og de stoffer, der kommer ud af det og alle disse elementer har deres oprindelse i jorden. Desuden er maskinerne som medfører elektriskenergi fremstillet af metal som er fundet i jorden. Derfor er jorden moderen og kilden af ild. Sådanne kendsgerninger er utvivlsomme.

Så, hvis Iblis anser sig selv som værende bedre end Adam (as), fordi han er skabt af ild, har han glemt, at ildens oprindelse er jorden, som er den samme herkomst som Adam (as) blev skabt fra, men Iblis blev blind af had og var ikke klar over hvad hans stolthed skyldtes, så han legemliggjorde, ubevidst, det andet billede af skabningerne som afviger fra den rigtige vej. Men straffen for afvigelse fra den rigtige kurs er uundgåelig, så Iblis var straks straffet ved at nedkalde en forbandelse over ham og blev smidt ud af Paradiset indtil Dommedagen, og dette er den hårdeste straf en skabning kan lide.

Adam (as) fulgte med i hvad der skete omkring ham og følte kærlighed og frygt; Kærlighed for Gud som skabte og hædrede ham og lod englene knæle for ham, og frygt for Gud som smed Iblis ud fra Paradiset. Adams (as) forbavselse var skyld i denne skabning, (Iblis) som hadede Adam uden at kende ham godt og som tænkte at han var bedre end Adam (as) uden at have lejlighed til at vise hans overhøjhed over ham. Adams (as) forbavselse voksede og han undrede sig over Iblis’ argument. Hvordan kan Iblis tro at ild er bedre end ler? Hvorfra har han lært sådan noget? Det er antaget og afgjort at kun Gud kender disse udstedelse, og det har været bekræftet at englene kun kender det som de har lært fra Gud som skabte ler og ild og som vidste hvad der var bedst af det to.

Adam (as) blev klar over, ved at lytte til samtalen mellem Gud og Iblis, at han var anderledes end ham og at han er en vantro. Adam (as) vidste altså at Iblis vil blive hans evige fjende, men Guds mildenhed er stor og hans forsynlighed er smukkere. Derfor påførte Gud ikke Iblis en stor kval som en straf, men han åbnede den venstre dør til Iblis velopdragen. Adam (as) forstod at den skabte mand har den frihed til et valg hvilket der er en original eksisterende stof som Gud ønskede. Denne frihed er skænket til skabningerne hvorpå som et hverv er pålægget, og i sådan frihed, belønning og straf, inden for strukturen af en dom er basis.

Adam indså at han har overhøjheden som er et støttepunkt for Guds viden og for skabelsen, så han takkede Gud for hans guddommelige lys og begavelse og han sov i fred.

En dag vågnede Adam for at finde en skabning af en anderledes slags nær hans hoved der kiggede på ham med tegn af kærlighed og omsorg.

Adam spurgte:

”Hvem er du? Og hvor kommer du fra?”

Skabningen svarede:

”Jeg kommer for din skyld. Gud skabte mig for dig. mens du sov. Vil du have at jeg kommer til dig når du er vågen?”

Adam følte sig overbevist og tryg, så han svarede

”Jeg er glad for at se hvem der er en del af mig og hvis eksistens har afskediget min ensomhed. Takker Gud for hans gave.”

Den lovpriste og mægtige Gud skabte en nær én for mig som jeg føler mig sikker mod og Adam vidste at denne skabning er Eva, som var skabt for ham. Adam levede med Eva i Paradiset i glæde, de talte sammen og lyttede efter fuglenes kvidren, betragtede henrykt skabningerne af den lovpriste Gud og nød den musik, som fyldte alle steder og horisonter i verden. Den uendelighed, som kun er kendt af dens skaber. En verden fuld af sikkerhed og tilfredshed.

Adam levede med hans kone i denne verden, og nød livets glæder med alle dets elementer, men én ting var forbudt: Frugten af et træ som Gud beordrede dem til ikke at røre eller spise af.

Men Adam er et menneske og kan glemme, hans hjertes følelser kan ændre sig, og hans vilje kan svækkes som Gud sagde:

”Og Vi sluttede visselig en pagt med Adam tidligere. Han glemte, men Vi fandt ikke nogen fast beslutning i ham (til ulydighed).”[11]

Iblis besluttede sig for at udføre planen som han havde fundet på. Den eneste vej for ham til at opnå hans mål var at benytte sig af Adams svage punkt, som lå i hans fysiske og psykologiske kreation. Men til trods for at Adam var et menneske, var han mistænkelig over for Iblis’ hensigt. Derfor bestræbte Iblis sig på at friste Adam og fandt ud af, at den eneste vej var igennem Eva, ledsageren og Adams partner i dette liv. Besidder Eva de samme talenter som Adam besidder?

Iblis kom for at se Eva og forsøgte på at stimulere i hendes følelser og sindsbevægelse. Han pegede på træet og sagde til Adam:

”Skal jeg vise dig det træ af udødelighed og styrke som ikke kan gå bort?”

Eva var overbevist om at det forbudte træ var udødelighedens træ og hun forslog Adam at spise af træets frugter. Adam tøvede, men Eva insisterede indtil han troede på at dette træ virkelig var udødelighedens træ. Er der bedre end at leve et evigt liv i fred og sikkerhed?

Det var Adams drøm der plagede ham siden hans eksistens. Han glemte Guds løfte til ham

”Du skal visselig ikke sulte eller være nøgen i den, Og du skal ikke tørste der eller udsættes for solens brand.”[12]

Men Iblis var klog og talte til Adam og hans kone under ed:

”Og han tilsvor dem, (idet han sagde): Jeg er jer en hengiven rådgiver”[13]

Og han sagde til dem:

”Jeres Herre har kun forbudt jer dette træ, for at I ikke skal blive to engle eller blive af dem, der lever evigt.”[14]

Således lykkedes det første kneb i menneskets liv og usandhed vandt kampen over evigheden, og sådan succes var forudbestemt og præget på himlens komité for at gøre det muligt for mennesket, at benytte sig af dets evner og talenter. Det valg som Gud gav mennesket var: Enten vil han tilpasse sig over for velfærd eller for ondskab, i det sidste tilfælde vil han være ulydig og utaknemmelig.

Iblis erkendte, at han vandt kampen mod Adam med hans klogskab og ondskab og at han besejrede Adam som har en ædel karakter, en fredelig sjæl samt en ren samvittighed. Men det var uundgåeligt for Adam at glemme sig selv for et øjeblik, og spise fra det forbudte træ. I modsat fald ville anstrengelseshistorien mellem det gode og det onde ikke have eksisteret, og mennesket ville ikke være fremragende gennem tillid og velfærdsgerninger som er tilpassede over for idealer, som tilfredsstiller Gud og de troende. Ligeledes ville mennesket ikke gå ned gennem dets tro og tilpasse sig de fortrin som er fundet i ham over for egoisme som gjorde Gud utilfreds.

Adam og Eva følte smerte og skam og blev straks vemodige. Miljøet omkring dem forandrede sig og den lykkelige sang som kom ud fra dem selv stoppede, og de blev klar over hvad de havde gjort. De dækkede hurtigt deres nøgne kroppe med blade fra træet. Så Adam og Eva var ulydige mod deres Guds ordre og derfor afsatte Gud dem af hans Paradis og sagde til dem:

”Forbød Jeg jer ikke dette træ og sagde til jer: Satan er jer visselig en åbenbar fjende?”[15]

Det var uundgåeligt for Iblis, efter at det lykkedes for ham, efterfulgt i han fristelse at spørge Gud at skænke ham nok liv og tilladte ham nok tid indtil Dommedagen, sådan at han vil være i stand til at vildlede de han ønsker og send dem væk fra den rigtige vej. Gud svarede ham:

”Du skal visselig være blandt dem, der har fået udsættelse.”[16]

I stedet for at takke hans Gud for at have skænket ham denne lange periode, svarede Iblis til sådan en gave med vantro, utaknemmelighed og hans hensigter var tilpasset over for had mod Adam og i beslutsomhed for at hævne sig på efterfølgere gennem tiden. Han sagde derfor til sin Herre:

”Fordi Du har dømt mig som vildfarende, så vil jeg visselig ligge i baghold efter dem på Din rette vej. Da vil jeg visselig komme over dem forfra og bagfra og deres højre og fra deres venstre side. Og Du vil visselig ikke finde de fleste af dem taknemmelige (mod Dig).”[17]

Den mægtige Skaber sagde til Iblis:

”Gå ud herfra, foragtet og fordrevet. Alle, der følger dig iblandt dem – jer vil Jeg visselig fylde Helvede med.”[18]

Adam og hans kone følte anger over hvad de havde gjort, og de tilstod for deres Gud, at de var skyldige og bad ham om barmhjertighed og nåde for at undgå det store tab. Gud accepterede deres anmodning og sagde til dem:

"Fald ned, den ene fjende til den anden! Der vil være beboelse for jer på jorden og omsorg for en tid."

Adam og Eva tænkte at tolerancen og nåden fra deres Gud ville stryge deres bommert og at de ville blive i Paradiset.

Gud vidste hvad de tænkte og sagde til alle:

”Gå alle ud herfra, og de, der – når der kommer retledning fra Mig – følger Min retledning – over dem skal der ikke komme frygt, og de skal ikke sørge.”[19]

Således havde den lovpriste og mægtigste Gud igen givet mennesket chancen til at prøve dets gode formål og tilpasse evnerne som blev skænket for det for at tilfredsstille Gud, så hele scenen af hvile var over og nu begyndte en nye scene i hvilken der er to veje: tro eller vantro, gode eller onde. De som vil følge Guds instruktioner og følge den rigtige vej, vil de blive uimodtagelig for Satans fristelse. De som følger den forkert vej, vil deres tilværelse blive dårlig og det er dem, hvis ”.. anstrengelser er gået tabt i (søgen efter) denne verden(s ting), medens de selv mener, at de handler godt.”[20]

Adam og Eva gik ned hver især og begyndte det nye livs system især da Eva gjorde sig selv parat til at modtage den første blomst i menneskehedens have. De var meget ivrige efter at se deres efterkommere fylde jorden, gå på den og spise fra Guds gaver. Adam havde voldsom længsel for at se sine sønner, og Eva var optimistisk med deres ankomst trods graviditetens smerter hun led.

Eva fødte to tvillinger som de kaldte for Kabil og Habil. Børnene voksede under beskyttelse fra deres forældre og med gensidig kærlighed. Da de blev unge forlod Adam sin kone og gik sammen med hans to sønner for at tjene til livets opretholdelse. Kabil var en landmand, mens Habil var en fårehyrde. Sikkerhed og glæde fyldte Adams familie på grund et fuldstændigt samarbejde mellem dens medlemmer. Med tiden, eftersøgte Kabil og Habil hver en kone. Gud skabte to kvinder for dem som han havde skabt Eva desforinden. Adam gav hans sønner besked om at ægte dem, og han fortjener at blive adlydt, men menneskets lune og dets tendens til at falde i tab gjorde at Adam ikke blev adlydt af hans sønner. Menneskets iver og begær er baseret på ærgerrighed.

Én der kan stoppe sit begær og bryde dets herredømme i ham, er en af dem som Gud var gavmild mod i denne verden og i den kommende. Men én som er domineret af hans begær og optræder uden klogskab er en af disse, hvis ”.. anstrengelser er gået tabt i (søgen efter) denne verden(s ting), medens de selv mener, at de handler godt.”[21]

Adam så at den ene af brødrene ikke var tilfreds og misundte hans broder for hans kone. Han bad derfor hver af sine sønner at tilbyde et offer til Gud, så de kunne se deres egne hensigter.

De gik hver til sit for at finde på noget de kunne ofre for Gud. Hyrden, Habil, fandt det bedste og største får han havde og kom med det for at ofre det. Kabil, som var landmanden, tænkte i sig selv, at Gud ikke havde brug for det som han ville ofre ham, og derfor kunne han lige så godt ofre noget som ingen betydning havde. Han tog en bunke tørt hvede og placerede det på det aftalte sted.

Gud sendte en ild fra himlen som brændte Habils får og ignorerede Kabils hvede som et tegn på, at Gud accepterede den ene broders ofring og afviste den andens. Dette gjorde at Kabils misundelse og had til sin broder steg.

En dag truede han sin bror og sagde til ham:

”Jeg skal dræbe dig for at undgå dit selskab, skønt du er glad og jeg er skuffet.”

Habil svarede hans bror:

”Du er uberettiget og følger den forkerte vej. Det er bedre for dig at angre og spørge Gud om at tilgive dig og ændre dit sind. Hvis du agter at dræbe mig, har jeg ikke i sinde at dræbe dig fordi jeg frygter Gud Herren over folket, og hvis du dræber mig, går du til helvede: dette er straffen for de uberettigede.”

Broderskabsforholdet var foran en bitter had som Kabil fremmede for Habil. Hans frygt for Gud og hans lydighed til forældrene var ikke tilstrækkelig nok til at afholde Kabil fra at begå den første forbrydelse på jorden. Kabil dræbte sin broder Habil i vildmarken uden at vide hvad han skulle gøre af liget. Han bar ham på hans ryg uden en sæk. Da sendte Gud to ravne, der kæmpede mod hinanden indtil den ene dræbte den anden, derpå gravede den i jorden med sit næb og fod en grav til den anden og derpå kastede den i graven, mens Kabil så på. Dette syn påvirkede ham betragteligt.

Allah (jwa) siger om dette i Koranen:

”Da sendte Allah en ravn, som skrabede i jorden, så den kunne vise ham, hvorledes han skulle skjule sin broders lig. Han sagde: O ve mig, er jeg ude af stand til at væres som denne ravn og skjule min broders lig? Og han blev da en af de angrende.”[22]

Ja barmhjertigheden og nåden af Gud kom ned til jorden inden han sendte de to ravne for at lære mennesket at hans oprindelse er fra jorden og at han vil vende tilbage til jorden, og for at bevare Adams værdighed og værdigheden af hans efterkommere og for at give morderen en hård lærestreg.

Efter Habils død fødte Eva en søn, Profeten Sheeth (as), som blev en efterfølger for Habil og Adam betragtede ham som en udøver af hans vilje og som hans efterfølger. Kabil gik ængsteligt væk og slog sig ned i Aden af Yemen. Iblis led Kabils tanker hen imod at ilden spiste Habils ofring fordi Habil var en ildtilbeder og rådede ham til at tænde en ild. Derfor byggede Habil et ildhus, og således var han den første mand, der dyrkede ild, og hans sønner spildte deres tid med alkoholdruk, ildtilbedelse og i misbrug. Det siges at Gud druknede dem i syndfloden som skete i Noahs tid.