Balance

Allāh ('aza wa jal) har skabt denne verden balanceret og Han har skabt alting i sin fineste orden. Allāh ('aza wa jal) har skabt alting efter en plan og perfekt opmåling. Alting i universet er i balance, alt fra magnetismen, der skaber afstanden mellem månen og jorden, samt hele solsystemet. Han har skabt alting i sin perfekte orden. Han har skabt regn, for at grønt må vokse frem, og Han skabte solen så vandet fordamper og bliver til regn igen.

Ligeledes er det med mennesket, som behøver balance i alle aspekter af deres liv: hvis vi spiser for meget eller spiser for lidt, hvis vi sover for meget eller sover for lidt, og hvis vi socialiserer for meget eller socialiserer for lidt.

Det samme gælder de spirituelle aspekter af os: hvis vi helt undlader spirituelle handlinger eller hvis vi trækker os væk fra samfundet for kun at praktisere og fokusere på spirituelle handlinger. I alt i livet skal vi finde balancen! I alt! I alt bør vi finde middelvejen.

Mennesket bør aldrig gå til det ekstreme for som Profeten (salla Llahu alayhi wa aleehi wa sallam) har sagt "Dem som går til ekstremer vil ikke fortsætte af den vej". Vi bør finde enhver sags prioritet og finde den vise middelvej. Lærde med speciale i etik har diskuteret og argumenteret for, at det vigtigste i etik er balancen, da god etik kun er god etik hvis det er i balance.

Selvfølgelig kan vi alle falde for ekstremisme for eksempel i spørgsmålsstillen: den ene ekstrem er, at man aldrig reflekter og aldrig stiller spørgsmål ved noget, og den anden ekstrem er, at man stiller spørgsmål ved alt og konstant er i tvivl. Ligeledes i eksemplet om rationale, og evnen til at vide hvornår vi bliver udsat for fare. Den ene ekstreme betyder, at man aldrig forudser fare og den anden ekstrem er, at man ser fare og er mistroisk over for alt. Dette gælder i alle eksempler: vrede, at kræve sin ret, at give almisse, at udføre spirituelle tilbedelseshandlinger mm. Den gennemborende tildens i hele vores liv burde være: balance.

Det samme gælder ekstremisme i politiske sager, religiøs praktisering sågar tro. Hvis man er ekstrem i disse vil man kun kunne opholde denne tilstand i en hvis periode. Desværre ser vi, at muslimer i Danmark lever i ekstremer, hvilket kan have den fatale konsekvens, at de forlader religionen eller tilskriver Allāh ('aza wa jal) egenskaber Han ikke har. Alle Hans egenskaber er i perfekt balance, men nogle forfalder til troen om, at Han kun er straffende og andre til troen om, at Han overser menneskets fejl. Begge leder til trosrelaterede problemer og i værste tilfælde til frafald. Mennesket skal og bør leve i balance, det kan ikke opretholde ekstreme tendenser og det kan have fatale konsekvenser, hvis et religiøst miljø kun praktiserer ekstremisme. Ayatollah Khamenei, må Allāh ('aza wa jal) forlænge hans liv, skrev i sit brev til de unge:

"gå ikke til ekstremer. Jeg var ekstrem i min ungdom, og under revolutionen, men i dag forventer jeg af jer, at I har mere viden og er mere eftertænksomme".
 
I alle aspekter af vores liv vil det være skadeligt for os at miste balancen, hvilket er noget alle lærde, der har noget en hvis alder og visdom lærer os. Hvis vi spørger om råd, vil vi ofte møde svaret "bevar balancen".

Kroppen, skabt af Allāh ('aza wa jal), har en balance i sig selv (medmindre vi mangler selvbeherskelse og lider af indre sygdomme relateret til dette) den bliver tørstig når den mangler væske, den bliver sulten når den har brug for energi, den bliver syg når vi for eksempel undlader at lytte til dens behov eller den mangler essentielle dele.

Dette lærer os, at der ikke er et eksempel i vores liv, hvor vi ikke behøver balance, da det er den ophøjede tilstand som Allāh ('aza wa jal) har skabt os i. Vi bør selv have balance i vores påklædning. Vi bør være mådeholdende. Vi bør ikke gå til ekstreme tilstande i vores påklædning eller ydre omstændigheder for eksempel slet ikke at tænke på vores forpligtelser, eller den anden ekstrem, hvor vi tilskriver os selv ekstra forpligtelser. Det er i alle ydre omstændigher som indre omstændigheder. Eksempelvis ved at mænd slet ikke gror skæg, eller den anden ekstrem, hvor han gror det for langt og ikke holder det. Det samme gælder med hijab, hvor begge ekstremer vil skade ens tilstand.

Trods balance er den mest nødvendige del af vores indre og egenskaber. Stort set alle andre gode egenskaber og karaktertræk bunder i balance. Det sagt er der dog tilstande, som ikke er skadelige, hvis vi udfører dem konstant såsom ihukommelse  af Allāh ('aza wa jal). Man kan ikke ihukomme for Allāh ('aza wa jal) for meget medmindre en person, har misforstået, at ihukommelse betyder, at udtale Allāhs ('aza wa jal) navn, som vil være upassende og en ekstrem tilstand. Ihukommelse er at implementere tanken om Allāh ('aza wa jal) i alt, så det er ikke en fysisk handling, der forhindrer os i at udføre forpligtelser vedrørende livets gang. Hvis ihukommelse forstås som fysiske handlinger og ikke en tilstand som tjener, så skal den ligeledes balanceres.

Men hvordan ved vi, at vi går til ekstremer? Den første ting vi kan gøre er, at spørge os selv om vi ville kunne opretholde denne tilstand resten af livet? Hvis nej, så er det et tegn på, at det er en ekstrem tilstand, hvis ja, kan svaret komme fra ekstremismens ros og indbildning. Dernæst kan man spørge forsvarlige lærde til råds og fortælle om ens tilstand, så de må vurdere, om det er en ekstrem tilstand man befinder sig i. Ligeledes kan man se på, og flertallet af ens omgangskreds frastødes af ens holdniger, tankegang eller handlinger. Vigtigst af alt, bør vi altid være reflekterende, undersøge vores sjæl og være sandfærdige i vores selvrenselse.