Profeten David (as)

Israelitterne, som var blevet bragt ud af Ægypten af Profeten Moses (as), slog sig ned i Palæstina. Alligevel var de i en evigvarende krig mod palæstinenserne, som til sidst formåede at landsforvise dem fra deres hjemme. I den sidste kamp, var den Hellige Skrin, som indeholdte de originale blade af Toraen, tabt, og dette demoraliserede israelitterne. De tilbragte mange mørke år i landsforvisning, før de tog til Profeten Samuel (as) og bad ham om at udnævne en stærk konge til dem, så de kunne genvinde deres land.

I Allahs befaling, udnævnte Profeten Samuel (as) Taalut (Saul) til deres konge. Israelitterne protesterede over dette valg, og sagde, at Taalut var en fattig og ukendt mand. Alligevel informerede Samuel (as) dem, at Taalut var blevet valgt på baggrund af hans viden, visdom og styrke, og at han uden tvivl ville føre dem til en sejr.

Det tog Taalut 20 år at genvinde den Hellige Skrin og da den var gengivet til folket, marcherede de imod Palæstina. Palæstinenserne var leddet af en frygtsom leder; en kæmpestor mand ved navn Jaalut (Goliath). Synet af Jaalut gjorde israelitterne bange, og ingen turde bekæmpe ham.

Profeten David (as) var tilstedet i Taaluts hær. Han var kun en ung mand på det tidspunkt, og var ikke kommet for at kæmpe. Hans opgave var at tage sig af hans tre ældre brødre som var soldater, og for at bringe nyheder tilbage til deres fader.

Da Taalut så at Jaalut havde forfærdet hans hær, prøvede han at opmuntre hans mænd ved at love dem store belønninger, hvis de stod overfor Jaalut. Han lovede også at ægte sin datter til den mand, der dræbte ham.

Forundret over tumulten i valpladsen, forlod Profeten David (as) sin post og gik ud for at finde ud af, hvad der var ved at hænde. Han havde aldrig kæmpet i en duel før, men da han så denne scene, nærmede han sig Taalut og sagde:

”Jeg er den passende mand til at dræbe denne djævel, de jeg både har dræbt en tiger og en bjørn, som angreb min faders får.”

Profeten Davids (as) modige ord rørte Taalut. Han gav ham en rustning på, og opfordrede ham til at være forsigtig.

Før Profeten David (as) nærmede sig Jaalut, tog han den tunge rustning af, da den begrænsede hans bevægelser. Han stod foran fjenden, kun bevæbnet med en slangebøsse og en stav som han normalt styrede sine får med.

Førend at Jaalut kunne reagere på udfordringen, skød Profeten David (as) en sten mod ham via sin slangebøsse. Stenen ramte Jaaluts pande med en frygtindgydende styrke, og medførte at han fortumlet faldt ned på jorden. Så træk Profeten David (as) Jaluuts tunge sværd ud, og huggede hans hoved af. Synet af deres mesters død knuste palæstinenserne, som forlod slagmarken i panik. I påskønnelsen af Profeten Davids (as) ekstraordinære mod, ægtede Taluut ham til sin datter Mikaal.

Om dette siger Allah (jwa) I den Hellige Koran:

”Så slog de dem på Allahs bud. Og David dræbte Jaalut, og Allah gav ham kongedømmet og visdommen og lærte ham, hvad han ville.”[1]

Profeten David (as) var blevet gjort til Taluuts hærs øverstbefalende, og hans tætte venskab til Taluuts søn Jonatan (Yunathaan), gjorde ham meget stærk og populær i landet. Efter Taaluts død, blev Profeten David (as) konge. Allah gav ham visdom og den Guddommelig Bog, Zaboor[2], som han plejede at recitere af i en melodiøs stemme for at tiltrække folket til Allahs ord.

Profeten David (as) fik mange velsignelser af Allah. Da han priste Ham, sluttede bjergene og fuglene sig til ham.

Jern var ligesom voks i hans hænder, og han plejede at designe og forme specielle, letvægtige kamprustninger lavet af jern. Ved at sælge dem til hære, tjente han til livets ophold.

Den Hellige Koran siger:

”Og Vi skænkede visselig David nåde fra Os (og sagde): I bjerge, gentag (Allahs pris) med ham, og (også I) fugle! Og Vi gjorde jernet blødt (og brugbart) for ham.”[3]

Profeten David (as) plejede at fordele de forskellige forpligtelser over forskellige dage.

Han til sidesatte en dag til for at tilbede Allah, en dag for at høre folkets klager, en dag for at prædike, en dag for at hvile sig, og så videre. På hans hviledag, tillod Profeten Davids (as) vagter ingen at komme ind i hans hus. På sådan en dag kom to engle i menneskeform ind i hans hus fra taget, og forskrækkede Profeten David (as).

Den Hellige Koran siger:

”Da de trådte frem for David, blev han angst for dem. De sagde: Frygt ikke. (Vi er) to stridende, hvoraf den ene har begået overgreb mod den anden. Døm du da mellem os i sandhed og begå intet uretfærdigt og led os til den rette vej. Se, dette er min broder.

Han havde 99 moderfår, og jeg havde (kun) ét moderfår. Så sagde han: Betro det til mig. Og han besejrede mig i ordstriden.”[4]

Profeten David (as) hørte klagen, og sagde i første omgang, at manden, der krævede det får af hans broder, var uretfærdig.

”(David) svarede: Han har visselig øvet uret imod dig ved at kræve dit moderfår (i tilgift) til sine (egne) moderfår.”[5]

På det øjeblik indså David (as), at dette var en test af Allah.

”Men David mærkede, at Vi blot prøvede ham, så han bad sin Herre om beskyttelse og faldt ned (for Allah), idet han bøjede sig (i tilbedelse), og han vendte sig (til sin Herre).” [6]

Han fortrød hans hurtige beslutning, hvori han ikke havde krævet bevis af dem, samt ikke havde hørt begge parters historier. Han realiserede, at han i hans stilling som dommer iblandt folket, ikke bare kunne tage forhastede beslutninger. Han vendte sig angrende til Allah, og bad om Hans tilgivelse for hans fejltagelse.

”Derfor beskyttede Vi ham i denne sag, thi han besad nærhed til Os og (fik) en god og skøn tilbagevenden (til Os).”[7]

Profeten David (as) reagerede i mange år, og hans trone blev arvet af hans yngste søn Salomon (as).