De sagde om Hussein (as)

Reynold Alleyne Nicholson:

(1868-1945) Sir Thomas Adams , Professor i arabisk ved University of Cambridge.

“Hussein faldt, gennemboret af en pil, og hans tapre tilhængere blev nedslagtet ved siden af ham til den sidste mand. Den muslimske tradition, som kun med sjældne undtagelser er fjendtlig over for Umayyad dynastiet, anser Hussein som en martyr og Yazid som en morder.”

[A Literary History of the Arabs, Cambridge, 1930, side 197 ]

Robert Durey Osborn:

(1835-1889) Major af Bengal Staff korpset.

“Hussein havde et barn, der hed Abdallah, og som kun var et år gammelt. Han havde ledsaget sin fader i hans forfærdelige march. Rørt af dets gråd, tog han barnet i hans arme og græd. På øjeblikket, gennembordede en pil fra fjenderne barnets øre og standsede ved faderens arm. Hussein placerede det lille lig på jorden. ‘Vi kommer fra Gud, og til ham vender vi tilbage!’ græd han; ‘O Herre, giv mig styrke til at kunne bære disse ulykker!’ … Gjort kraftesløs af tørst og udmattet med sår, kæmpede han med en desperat tapperhed, dræbte han adskillige af han modstandere. Til sidst blev han slået ned bagfra; på samme øjeblik blev et spyd stødt ind i hans ryg og lod ham falde til jorden; da denne trak sit våben tilbage, blev den ulykkelige søn af Ali væltet omkuld til et lig. Hovedet blev adskilt fra kroppen; kroppen blev trampet på af hovene af de sejrendes heste; og den næste morgen, blev kvinderne og de overlevende børn ført til Kufa. Kroppene af Hussein og hans tilhængere blev forladt ubegravede på stedet, hvori de faldt. I tre dage forblev de udsat for solen, nattedugen, de gribbeagtige og ørkenens rovdyr; men beboerne af en nærliggende landsby, blev grebet af rædsel over at kroppen af Profetens barnebarn var således skammeligt forladt til områdets urene dyr, trodsede Ubeydallahs vrede, og begravede martyrens og hans heroiske venners kroppe.”

[Islam Under the Arabs, Delaware, 1976, side 126-127]

Sir William Muir:

(1819-1905) Skotsk lærd og statsmand. Han besad posten som udenrigsminister i den indiske regering, så vel som viceguvernør over den Nordøstlige Provins.

“Karbala tragedien, bestemte ikke kun skæbnen for khalifatet, men for de muslimske kongeriger længe efter at khalifatet dalede og forsvandt.”

[Annals of the Early Caliphate, London, 1883, side 441-442]

Peter J. Chelkowski:

Professor i mellemøstlige studier, New York University.

“Hussein accepterede og udvandrede fra Mekka med hans familie og en følge, bestående af i nærheden af halvfjerds tilhængere. Men i Karbalas sletter, blev de stoppet og lukket i baghold af … khalifen, Yazid. Skønt nederlaget var sikkert, nægtede Hussein at give ham et troskabsløfte. Omringet af en enorme fjendtlige styrker, eksisterede Hussein og hans ledsagere uden vand i ti dage i den brændende ørken af Karbala. Til slut, blev de voksende og nogle drengebørn af hans familie og hans ledsageres, skåret i stumper af pilene og sværdene af Yazids hær; hans kvinder og de resterende børn blev tage som fanger til Yazid i Damaskus. Den navnkundige historiker, Abu Reyhan al-Biruni beretter: ‘… derefter blev ild sat til deres lejr og kroppene blev nedtrampet af hestenes hove; ingen i menneskeslægtens historie har set sådanne grusomheder.’”

[Ta'ziyeh: Ritual and Drama in Iran, New York, 1979, side 2]

Simon Ockley:

(1678-1720) Professor i arabisk ved University of Cambridge.

“Derefter red Hussein på sin hest, og tog Koranen og lagde den foran sig, gik over til folket, inviterede dem til at udføre deres pligter og tilføjede: ’O Gud, Du er min tillid i enhver bekymring, og mit håb i enhver modgang!’ … Derefter påmindede han dem om hans excellence, ædelheden af hans fødsel, storheden af hans magt, og hans høje herkomst, og sagde: ’Overvej med jer selv om hvorvidt en mand som mig, er bedre end jer eller ej; jeg som er sønnen af jeres Profets datter, og som ingen er over på jordens overflade. Ali er min fader; Jaffar og Hamza, martyrernes overhoved, var begge mine onkler; og Guds apostle, fred være med ham, sagde om både jeg og min broder, at vi var overhovederne af Paradisets unge. Hvis I ønsker, så tro på mig. Hvad jeg siger, er sandheden. For ved Gud, jeg har aldrig fortalt en løgn siden jeg fik min forstand; thi Gud hader løgne. Hvis I da ikke tror på mig, så spørg Guds Apostels ledsagere [her nævner han dem], og de vil fortælle jer det samme. Lad mig vende tilbage til hvad jeg havde.’ De spurgte: ’Hvad forhindrede dig i at blive regeret af resten af hans slægtning?’ Han svarede: ’Gud forbyder, at jeg rækker min hånd til opgivelsen af min ret på en slavisk måde. Jeg søger tilflugt hos Gud fra en enhver tyran, der ikke tror på Afregningsdagen.’”

[The History of the Saracens, London, 1894, side 404-405]

Edward G. Brown:

Sir Thomas Adams, Professor i arabisk & orientalske studier ved University of Cambridge.

“… en påmindelse om den blodplettede slagmark af Karbala, hvori barnebarnet af Guds Apostle faldt omside, tortureret af tørst og omringet af kroppene af hans myrdede slægtninge, har været på enhver tid siden da fyldestgørende til at fremmane, selv i den meste lunkne og ubesindige, de dybeste følelser, den meste afsindig sorg, og en åndelig ophøjelse, i nærværelse af lidelse, fare og død, skrumper ind til uoverlagt bagatel.”