Profeten Abraham (as)

Profeten Abraham (as) var en af Allahs mægtigste Profeter. Den Hellige Koran siger om ham:

”Abraham var visselig et forbillede i moral, lydig mod Allah, altid underdanig (mod Ham), og han var ikke en af afgudsdyrkerne. Men taknemmelig for Hans nådegerninger. Han udvalgte ham og ledede ham ind på den rette vej. Og Vi skænkede ham godt i denne verden. Han vil i den kommende være en af de retfærdige.”[1]

Profeten Abraham blev født i Syrien i den tid, hvori Namrud var konge. Namrud var en stolt mand, og han tvang folket til at tro på ham som deres Gud. Eftersom folket var idoltilbedere som allerede tilbad idoler lavet af træ og sten, accepterede de ham med glæde som deres gud. Efter noget tid, besluttede Allah sig for at sende dem Profeten Abraham (as), så de kunne blive vejledt.

Kort tid før Profeten Abraham (as) blev født, fik Namrud at vide af sine astrologer, at et barn snart ville blive født, som i fremtiden ville stå imod ham samt opfordre folket til ikke at tilbede idoler. Efter denne advarsel gav Namrud ordre til at undersøge ethvert nyfødt barn, for at se, om det gav nogle tegn fra sig på mirakler.

Profeten Abrahams moder fik ikke fremvist tegn af graviditet, da hun bar ham, så hun vidste at sit barn var specielt. For at beskytte ham fra Namruds mænd, gemte hun Profeten (as) i en grotte, og derefter vendte hun tilbage til byen. Allah fremkaldte mælk til at strømme ned fra Profeten Abrahams (as) fingre og således forsynede Han Profeten (as) med mad.

Profeten Abraham (as) voksede op uden for byen i tretten år, førend at hans moder hemmeligt bragte ham tilbage til sit hjem. Hans fader, Taraq, var allerede død, så han blev adopteret af Azar, som var hans faders bror. Azar var en kendt skulptør som plejede at lave idoler ud af sten. Hans sønner plejede at sælge disse idoler til folket. Azar gav Profeten Abraham samme opgave som sine sønner.

Allerede i sin unge alder troede Profeten Abraham på Allah og han afskyede idolerne. På hans første arbejdsdag bandt han et reb rundt omkring nogle idoler og derefter slæbte han dem bag sig gennem snavs til markedspladsen. Så råbte han til folket:

”Kom og køb disse livløse idoler, som hverken kan gavne eller skade nogen!”

Folket så på de snavsede idoler og blev vrede over den respektløshed, som Profeten Abraham (as) havde vist deres guder. De klagede til Azar som forbød Abraham (as) i at sælge flere idoler.

Som tiden gik, prøvede Profeten Abraham (as) at vise folket fejltagelsen ved at fortsætte deres vej. Først talte han med sin onkel, som var som en far til ham. Han rådede ham til at tilbede Allah alene og forlade idolerne. Koranen viser i følgende vers hans samtale med Azar:

”O min fader, hvorfor tilbeder du det, der hverken kan høre eller se eller gavne dig i nogen måde. O min fader, til mig er der kommet en viden, som ikke er kommet til dig, følg mig derfor, og jeg vil føre dig på en lige vej. O min fader, tilbed ikke Satan, thi Satan er ulydig mod den Nådige. O min fader, jeg frygter, at en straf fra den Nådige skal ramme dig, så du bliver en ven af Satan. Han(s fader) sagde: Vil du vende dig bort fra mine guder, O Abraham? Hvis du ikke afstår fra (dette), så vil jeg visselig lade dig stene. Og skil dig nu fra mig for en tid. (Abraham) sagde: Fred være med dig. Jeg vil bede min Herre tilgive dig, thi Han har været nådig mod mig.”[2]

Selvom at det mislykkedes ham at tale Azar til fornuft, mistede Profeten Abraham (as) ikke sit håb. Han begyndte at tale til folkets fornuft og sagde:

”Kan jeres idoler høre jer? Kan de nogensinde hjælpe jer eller skade jer?”

De svarede:   

”Vi tilbeder dem fordi vores forfædre tilbad dem!”

Derefter plejede Profeten Abraham (as) at lære dem, at kun Allah, Skaberen af himlene og jorden, burde blive tilbedt.

Selvom folket ikke kunne modbevise Profeten Abrahams (as) argumenter imod deres idoler, var de meget stædige, og kun få mennesker begyndte at tilbede Allah. Abraham (as) besluttede sig at vise folket hvor uanvendelige deres idoler var ved at smadre dem. Han tog chancen ved den årlige festival, som blev holdt uden for byen.

På festivalsdagen, da alle mennesker, store så vel som små, havde efterladt byen, var Profeten Abraham (as) alene. Han gik ind i hovedtemplet, hvor alle de vigtigste idoler blev opbevaret. Han tog en økse og smadrede alle idolerne på nær det største idol. Idoler som var blevet opbevaret pænt og nydeligt lå nu i stykker på jorden. Før Profeten Abraham (as) forlod templet, lagde han øksen i hånden på det store, ubrudte idol.

Den Hellige Koran siger:

”Da han sagde til sin fader og sit folk: Hvad er det for billeder, som I er så hengivne (tilbedere af)? De svarede: Vi fandt vore forfædre tilbedende dem. Han sagde: Sandelig, I og jeres forfædre har været i en åbenbar vildfarelse. De sagde: Er du kommet til os med sandheden, eller hører du til dem, der driver spot? Han svarede: Nej, jeres Herre er himlenes og jordens Herre, Som skabte dem, og jeg er en af dem, der bevidner dette. Og ved Allah, jeg vil visselig lægge en plan mod jeres gudebilleder, efter at I er gået bort og har vendt (mig) ryggen. Så slog han dem i stykker undtagen den øverste, for at de måske kunne vende tilbage til Ham.”[3]

Da folket vendte tilbage fra festivalen og så, hvad der var hændt med deres guder, blev de chokerede og sagde:

”Hvem har opført sig så grusomt mod vores guder?”

En af dem sagde:

”Det må være Abraham. Han har altid hadet tilbedelsen af idoler!”

Profeten Abraham (as) blev hentet for domstolen til at stå over for en retssag for at have skadet idolerne. Da han blev spurgt, om han var skyldig, svarede han:

”Det må være den store idol der er skyldig. Spørg ham om det!”

Så svarede folket:

”Vores idoler kan ikke tale og ej heller svare på spørgsmål!”

Profeten Abraham (as) tog lejligheden til at få folket til at forstå, hvor ubrugelige deres idoler var. Han sagde:

”I skulle skamme jer! Hvordan kan I dog tilbede idoler lavet af sten og træ? De ved intet og kan hverken gavne eller skade jer.”

Alligevel var der ingen, der ville høre på ham, og han blev erklæret skyldig. Folket begyndte at råbe:

”Brand ham levende, før ham til sin Herre!”

Namrud besluttede sig for at brænde Profeten Abraham (as) levende for at behage sine idoler. Han gav ordre til at samle en masse brande for at lave et enormt bål. Der blev bragt så meget træ, at da bålet blev tændt, var der ingen, der kunne gå tæt nok på bålet for at smide Profeten (as) i det. Selve fuglene brændte sammen, da de fløj over det.

Namrud besluttede sig derfor for at bygge en stor katapult, som skulle bruges til at kaste Profeten Abraham (as) ned i bålet med. Imens at Profeten fløj i luften imod bålet, kom englen Gabriel ned for at spørge ham om han havde brug for noget hjælp. Profeten Abraham (as) svarede:

”Nej, jeg har kun brug for Allahs hjælp!”

Den Hellige Koran siger:

”De sagde: Brænd ham og hjælp jeres guder, hvis I (overhovedet) vil foretage jer noget. Vi sagde: O ild, vær kølig og sikker for Abraham”[4]

Da Profeten Abraham (as) landede ned på bålet, bad han Allah om at beskytte sig. Med Allahs ordre blev ilden kold og uskadelig. Namrud og hans tilhængere var forbløffede over at se Profeten Abraham roligt og bekvemmeligt sidde i midten af den brændende ild. Mange af dem, som så dette mirakel indså sandheden, men andre, specielt Namrud, forblev stædige og stolte.

Efter noget tid kom Profeten Abraham (as) ud af ilden. Han mødte Namrud som fortalte ham:

”Du skaber forvirring i mit samfund ved at invitere folket til at tilbede en anden Gud ud over mig. Fortæl mig, hvem er din Herre?”

Den Hellige Koran siger:

”Har du ikke hørt om ham, der stredes med Abraham angående hans Herre, fordi Allah havde givet ham kongedømmet? Da Abraham sagde: Min Herre er den, der giver liv og død. Han sagde: Jeg giver (også) liv og død. Abraham sagde: Men Allah er sandelig den, der lader solen stå op i øst. Lad du den så stå op i vest. Da blev den vantro slået med målløshed. Og Allah retleder ikke det uretfærdige folk.”[5]

Profeten Abraham fortalte Namrud at Allah er den Ene som tager og giver liv. Namrud sagde:

”Det kan jeg også! Hvis jeg henter to fanger som skal hænges. Så kan jeg lade den ene frigøres og den anden blive hængt. Hermed har jeg givet det ene menneske livet og det andet døden.”

Profeten Abraham (as) svarede:

”Du har kun ret hvis du bringer en død til live igen. I så fald kan min Herre få solen til at stige i øst. Hvis du er så magtfuld, lad solen så stige i vest!”

Namrud kunne ikke besvare Profeten Abrahams argument denne gang, og han blev besejret. Alligevel var han stadig stædig og accepterede ikke Profeten Abraham (as) budskab.

Namrud vidste, at han ikke kunne skade Profeten Abraham (as), da han var under Allahs beskyttelse. Derfor befalede han Profeten til at forlade kongeriget og stoppede enhver som fulgte hans religion. Således forlod Profeten Abraham (as) sit hjemland. Han tog sin familie - heriblandt sin hustru Sara og fætter, Profeten Lut (as)- og rejste til Bayt-ul-Maqdes i Palæstina.

Hans kone Sara var en meget smuk kvinde og Abraham (as) bevogtede hende fra menneskernes øjne. Derfor lod han hende sætte sig i en kasse, da de ankom til en by, og da de kørte ud i ørkenen lod han hende komme ud igen.

Efter noget tid kørte de ind i et nyt land, som blev styret af en arabisk konge. Vagten, som stod ude ved grænsen ville tjekke hvad der var i kassen, hvori Sara lå gemt. Abraham (as) nægtede og sagde:

”Du må formode at kassen er fuld af guld og sølv, og jeg vil betale skatten for det, men åben ikke kassen.”

Alligevel insisterede vagten at se hvad Profeten Abraham (as) havde med sig i den kasse, så han åbnede kassen. Da han så Sara, tog han Profeten Abraham (as) med sig til kongen.

Da de så stod foran kongen, blev kongen tiltrukket af den smukke Sara så han rakte sin hånd imod hende for at røre ved hende. Profeten Abraham (as) bad Allah om at beskytte sin hustrus ære og værdighed. Ved denne bøn blev kongens hånd forvandlet til en massiv træklods.

Kongen bad og tiggede Profeten Abraham (as) om at bede Allah om at give ham sin hånd tilbage, og han lovede ikke at se på Sara mere. Profeten Abraham (as) tilbad Allah og kongens hånd blev normal igen.

Efter at have talt lidt med Profeten Abraham (as), så kongen op på Sara og kunne ikke modstå at begå samme fejl igen. Som han prøvede at røre hende, tørrede hans hånd som et stykke træ.

Han vendte sig mod Profeten Abraham (as) igen bedende om Allahs tilgivelse og han bad om at få sin hånd tilbage igen. Profeten Abraham (as) sagde til ham at han for sidste gang ville bede for ham. Han (as) sagde:

”O min Herre, hvis denne mand virkelig er ked af det, så ændre hans hånd til dens rigtige form.”

Under hans bøn blev kongens hånd helbredt. Han blev imponeret over Profeten Abrahams (as) styrke og fik tillid til ham. Han behandlede Profeten Abraham (as) med stor respekt og forærede dem en tjenestepige, der blev kaldt for Hajer, og som kunne tjene Sara, og han gav dem tilladelsen til at gå til det sted, de havde lyst til.

På vejen til Bayt-ul-Maqdes kom Profeten Abraham (as) forbi en gruppe mennesker, som tilbad himmellegemer. Disse mennesker blev kaldt for magierne. Han besluttede sig for at vejlede dem hen imod

Allah. Høfligt prøvede han at lære dem fejltagelsen ved deres vej. Profeten Abraham (as) præsenterede sig selv som en stjernetilbeder og sad sammen med dem om aftenen for at tilbede med dem.

Den Hellige Koran siger:

”Og således viste Vi Abraham himlenes og jordens rige, og for at han kunne høre til de faste i troen. Da nu natten overdækkede ham, så han en stjerne. Han sagde: Er dette min Herre? Men da den gik ned, sagde han: Jeg elsker ikke dem, der går ned. Og da han så månen stråle frem, sagde han: Er dette min Herre? Men da den gik ned, sagde han: Hvis min Herre ikke retleder mig, vil jeg visselig høre til de vildfarendes folk. Da han så solen stråle frem, sagde han: Er dette min Herre? Denne er størst! Med da den gik ned, sagde han: O mit folk, jeg siger mig fri af det, som I sætter op ved siden af (den eneste Gud). Jeg har sandelig vendt mit ansigt i al oprigtighed til Ham som har skabt himlene og jorden. Og jeg er ikke en af afgudsdyrkerne”[6]

Profeten Abraham (as) fik folkets opmærksomhed ved først at påstå at stjernerne, derefter månen og til sidst solen var hans guder. Men for hver af disse, vendte han sig fra dem sigende:

”Jeg er træt af disse evigt foranderlige skabninger. Jeg tror på Allah, som er Skaberen af himlene og jorden. Og jeg er ikke en af afgudsdyrkerne.”

Selvom Profeten Abraham (as) brugte sin høflige måde til at lære og bevise for dem hvor uanvendelig deres tilbedelse var, fortsatte magierne med at skændes og diskutere med ham.

Han sagde:

”Hvorfor skændes I med mig om Allah, når Han har vejledt mig til den rigtige sti?”

Folket afviste at tro på hans ord og truede ham med at skade ham, og advarede ham mod stjernernes hævn. Til sidst efterlod han disse idiotiske mennesker og fortsatte sin vej mod Bayt-ul-Maqdes.

Profeten Abraham (as) og Sara kunne ikke få nogen børn, og det gjorde ham meget trist. Derefter foreslog Sara Abraham at blive gift med hendes tjenestepige, Hajer, så hun måske ville føde ham et barn.

Profeten Abraham (as) og Hajer blev gift og Allah velsignede dem med en søn, Profet Ismail (as).

5 år senere fødte Sara også. Det blev profeten Isaac (as)

Profeten Abraham (as) bliver kaldt for Profeternes fader, idet fra hans ene søns afkom, Profet Ismail (as), kom de arabiske Profeter inklusivt Den Hellige Profet (sa). Og fra hans anden søn, Profeten Isaac (as), kom de jødiske Profeter inklusiv Profeten Moses (as) og Jesus (as).

Profeten Abraham (as) havde titlen ”Khalilullah”, som betyder ”Allahs elskede”. Da han dødstime kom, fortalte han de engle som kom for at tage hans sjæl:

”Spørg Allah om en elskede tager livet af sin egen elskede?”

Han mente, at Allah ikke skulle give ordre til Profeten Abrahams død, fordi han var Hans elskede. Dødsenglen Izraeel kunne ikke besvaxre hans spørgsmål, så han vendte tilbage til Allah. Allah befalede englen til at gå tilbage til Profeten Abraham (as) for at sige tilbage:

”O Abraham, bør en elskede afvise en invitation til at møde sin elskede?”