Imam Ali søn af Abu Talib

Imam Ali (as) var fætter til den hellige Profet (sa). Imam Ali (as) blev født i Guds Hellige Hus, Kabaen. Skæbnen bragte hans moder til Det Hellige Hus. Da hans moder stod nær Kabaen, fik hun graviditetssmerter. Hun knælede foran den hellige bygning og bad med stor ydmyghed til Allah (swt). Abbas søn af Abd al-Mutallib, så Alis (as) moder bede til Allah (swt). Ligeså snart hun løftede hovedet fra bønnen, åbnede Kabaens væg sig mirakuløst. Fatima, Alis (as) moder, trådte ind i Kabaen, og væggen lukkede til bag hende.

 

Abbas og hans bekendte flokkedes omkring porten til det hellige Hus, men den var lukket; de prøvede at åbne den, men det lykkedes dem ikke. De gav op, da de indså at dette krævede Guds vilje. Nyheden omkring dette spredtes som vild ild i Mekka.

 

Ali blev født inde i Kabaen, med øjnene lukkede og kroppen i ydmyg underkastelse til Den Almægtige Skaber. Fatima (as) forblev i Kabaen i tre dage, og mens den fjerde dag bankede på døren, trådte hun udenfor, mens hun bar sin skat i armene. Til hendes store overraskelse så hun, at Den Hellige Profet (sa), stod og ventede på, at modtage det nyfødte barn i sine ængstelige arme.

Lederskabet følte den underfundige berøring af Profetskabet; Ali åbnede sine øjne og hilste Den Guddommelige Profet (sa), sigende: "as-Salamu alayka ya Rasula 'llah" (Fred være med dig O’ Allahs Sendebud).

 

Alis fødsel i Kabaen vakte noget enestående i menneskets historie. Ingen Profet eller Guddommelig Helgen, er nogensinde blevet velsignet med sådan en ære.

 

Han blev opdraget under Profeten (sa) omsorg og kærlighed. Som Ali (as) siger:

 

”Den hellige Profet (sa) bragte mig op i sine arme og lod mig spise af det, som han selv bed i. Jeg fulgte ham overalt, som en kamelkalv, der følger dens mor. Hverdag udsprang en ny egenskab fra hans noble personlighed, og jeg vil acceptere det og følge det som lov.”

 

Ti års selskab med Den Hellige Profet (sa), har bevaret ham tæt og uadskillelig, idet, at han var én med ham i karakter, viden, selvopofrelse, overbærenhed, modighed, venlighed, medlidenhed, talekunst og veltalenhed. Fra barnsben, underkastede han sig Allah, sammen med Profeten (sa). Som han (as) selv sagde:

 

”Jeg var den første, der bedte til Gud, sammen med Profeten.”

 

”Ali forblev i Profetens fodspor,”, sagde al-Mas’udi, ”gennem hele hans barndom.”, Allah skabte ham ren og hellig og bevarede ham i al urokkelighed på rette vej. Selvom Ali, uden diskussion, var den første, der omfavnede Islam, da den hellige Profet påkaldte sine lyttere at gøre dette. Men dog, så burde det kendes, at siden spædalderen, var han bragt op af Profeten og fulgte ham i alle anliggender, herunder ved at kaste sig i støvet for Allah, kan det siges, at han blev født Muslim, som selveste den hellige Profet.

 

I de fleste tider, fulgte Ali den hellige Profet; hjalp og beskyttede ham for sine fjender. Han plejede at skrive den Hellige Korans vers ned og diskutere dem med Profeten, ligeså snart de var åbenbaret for ham gennem Ærkeenglen Gabriel. Han var så tæt på Profeten, at han var den første der hørte åbenbarelserne, da de blev åbenbaret gennem dagene og nætterne.

 

Profeten sagde om Ali:

Den hellige Profet (sa), sagde om Ali:

 

”O Ali, du er min broder i dette liv, såvel som i det Hinsides.”

 

”Jeg er videnens by og Ali er dens port.”

 

”Ingen andre end Allah og jeg, kender Ali. Ingen andre end Allah og Ali, kender mig.”

 

”Hvis du ønsker at se Adams viden, Noahs Gudsfrygt, Abrahams hengivenhed, Moses’ ærefrygt og Jesus’ tjeneste og afholdenhed, så se på Alis lysende ansigt.”

 

Da Profeten nåede Yathrib (Medina) og mødtes med sine tilhængere, som kom fra Mekka, for at høre hans anmodninger; udnævnte han øjeblikkeligt for enhver Yathrib-bo, bedre kendt som Ansar (Hjælpere), som havde accepteret hans Profetskab, at ære ham som brødre. Hans udnævnelse af broderskabet vakte stor hjælp blandt flygtningene, bedre kendt som Muhajireen (udvandrerne), som forlod deres hjem og tiltrådte Yathrib. Da Profeten udnævnte én fra Ansar, for at være broder til én fra Yathrib, stod Ali og overvejede udnævnelserne, men blev ikke selv udnævnt som broder til nogen fra Ansar. Profeten blev derefter spurgt, om hvorfor han ikke havde valgt nogen broder til Ali, da sagde han brat: ”Han er min broder.”

 

De sagde om Ali:

Alis beskaffenhed og kaliber, dømt ud fra al-Mas’udi:

”Hvis det glorværdige navn ved at være den første Muslim, en kammerat til en Profet i eksil, hans troværdige følgesvend i troens kamp, hans tætte forbindelse i livet, og hans frænde; hvis den sande viden af spiritualiteten i Bogens lære; hvis selvfornægtelsen og praktiseringen af retfærdighed; hvis ubestikkelighed, renhed, kærlighed til det sande; hvis viden omkring loven og videnskab, udgør en fordring til overlegenhed, så bør alle stå ret, for Ali er den førende Muslim. Forgæves vil vi komme til at finde nogen blandt hans forgængere (med undtagelse af én) eller blandt hans efterfølgere, med sådanne egenskaber.”

 

Den engelske historiker, Gibbon, som levede i 1700-tallet fortæller:

 

”Fødslen, alliancen, Alis egenskab, som ophøjede ham mere end hans landsmænd, kan muligvis retfærdiggøre hans påstand om Arabiens ubesatte trone. Abu Talibs søn var i sin ret Bani Hashims leder og arvelige prins og beskytter over Kabaens by.”

 

”Ali havde en poets kvalifikationer, en soldat og en helgen; hans visdom ånder til stadighed i en samling af moralfyldte og religiøse udtalelser; og enhver modstander, i tungens eller sværdets kamp, blev undertrykt under hans veltalenhed og tapperhed. Fra hans opgaves første time til hans begravelsesceremoni, var Profeten aldrig forladt af en generøs ven, som han en sand fornøjelse at kalde broder, hans viceguvernør, og den trofaste Aron til den anden Moses.”

 

Ægteskab:

Ved guddommelig anmodning, ægtede Profeten hans elskede datter Frue Fatima til Ali, selvom andre forgæves spurgte om hendes hånd.

 

Deres børn, Imam Hassan, Imam Hussein, Frue Zaynab og Frue Umm Kulthum, har efterladt deres spor i verdenens historie.

 

Efter den hellige Frue Fatimas martyrdom, blev Imam Ali gift med Ummul-Baneen. Abbas blev født under denne ægtestand og var så smuk, at man med glæde kaldte ham Qamar Bani Hashim (Bani Hashim-slægtens Måne). Han personliggjorde loyaliteten og modigheden og beviste dette ved Karbala- slaget.

 

Forfølgelse:

Borte var fred og fordragelighedens tider. De ikke-troende begyndte at forfølge Profeten utallige gange, blot fordi han forkyndte Allahs budskab. Ali hjalp og støttede Profeten, ligeså snart han så muligheden for dette.

De ikke-troende lod Mekkas drenge og ballademagere plage Den Hellige Profet, ved at kaste sten på ham. Den loyale og modige Ali plejede altid at beskytte og værne om Profeten. Med sine stærke knytnæver, plejede han at give ballademagerne alvorlige slag; derefter turde de ikke længere at forulempe Profeten. På denne tid var Ali blot et barn.

 

Udvandringen:

Livet blev utåleligt for de troende og Guds Sendebud, på baggrund af de grusomheder og forfølgelser, som de blev udsat for; derved bestemte Profeten sig for at udvandre til Medina.

 

Natten til hans udvandring fra Mekka, spurgte Profeten Ali, om at tage hans sted og sove i hans seng, så han kunne udvandre til Medina, så de ikke-troende var ubevidste om hans mangel. Selvom Ali vidste, at huset var omringet af fyrre bevæbnede fjender, sov han uforfærdet hen gennem hele natten, og sagde, at han aldrig havde sovet bedre. Den hellige Profet nåede Medina i sikkerhed, og ikke længe efter, fulgte Ali trop.

 

Krigeren over alle krigere:

Ali eksekverede enhver ordre, befaling og formaning, som den hellige Profet udstedte, som de skulle være, og ingen kunne være hans lige ved dette anliggende.

 

Badr:

Mekkas afgudsdyrkere tillod ikke, at islam kunne gro og sprede sig i fred.

 

Abu Sufyan, som var lederen over Umayyah-stammen, og én af islams og Profetens bitterste fjender, marcherede til Medina med en hær på 1000 fuldt udrustede og trænede mænd, med den intention at dræbe den hellige Profet (sa).

 

Den Hellige Profet samlede sig en lille hær med 313 tilhængere. Forsvaret udgjorde nogle dårligt udrustede kæmpere, iberegnet unge drenge og gamle mænd.

 

I stedet for at vente på angriberne, afgjorde Profeten, at de skulle mødes et sted, ikke langt fra Medina; et sted kaldet: Badr (150 km fra Medina).

 

Kampen var hurtig og rasende, indtil de ikke-troende gik nederlaget i møde. Ali tilegnede sig et modighedens navn. Det var hans sværd, der drev fjenden på flugt og han stod for halvdelen af fjendens drabstal.

 

Uhud:

Det næste år, drog Abu Sufyan ud med 10,000 mænd. Profeten mødtes med ham ved Uhud bjerget, og havde bragt 1000 mænd med sig, som han havde udstationeret ved diverse strategiske forsvarsområder.

 

Visse muslimer, var givet specifikke instruktioner, om ikke at forlade deres stilling, hvad der end skete. Kampen begyndte, og med Allahs hjælp, gav de troende fjenden, som var begyndt at flygte, et kolossalt tab. Selvom Profeten havde givet beordringsinstruktioner, så tillod visse muslimer, at desertere deres poster og løbe efter krigsbyttet.

 

Khalid søn af al-Walid, der var én af Abu Sufyans befalingsmænd, så, at muslimernes stilling lå uforsvaret hen, og gik derfor til angreb. Mange troende døde, iberegnet Hamza, Profetens modige onkel. Den vindende kamp var begyndt at blive den tabende. Ali gik Profeten til undsætning og holdt fjenden væk.

 

Efter Hamzah og Jaffar, blev Ali islams fanebærer. Ali var Profetens eneste hærfører, som fik æren til at lede hæren, når Profeten personligt deltog.

 

Abu Sufyans kone, Hind, skar Hamzas lever op og drak hans blod. Derefter lavede hun halskæde, hvori hun lagde martyrernes ører og næser, og bar den omkring halsen. Da muslimerne vendte tilbage til Medina, for at begræde og sørge over de døde, befalede Profeten, at begrædelsen over Hamza bør være den første.

 

Khandaq:

Khandaq slaget fandt sted, på baggrund af Abu Sufyans samling af de vantro stammer imod Profeten for at invadere Medina. For at forsvare Medina, beordrede Profeten, at der skulle graves en skyttegrav omkring Byen; derfor kaldes slaget, for skyttegravsslaget.

 

I dette slag, udfordrede krigeren Amr søn af Abdawudd muslimerne, mand mod mand. Alle Profetens følgesvende var til stede, men ingen af dem bevægede sig, undtagen Ali. Men Profeten afslog at lade Ali deltage. Endnu engang blev der lagt an med udfordringer fra Abdawudd. Selv dér, rørte ingen af muslimerne på sig, undtagen Ali. Igen stoppede Profeten ham. Da de blev udfordret for tredje gang, og igen, var der ingen lyd fra muslimernes rækker, men Ali (as) tilbød atter engang at stå overfor Amr; dér gav den hellige Profet (sa) Ali (as) lov. Allahs (swt) Løve kastede sig over slagmarken og tog imod kampen.

 

Islams hellige Profet (sa) sagde:

 

”Den totale Iman (tro) kæmper nu, imod den totale Kufr (vantro) og ét slag fra Ali, er bedre end bønnen og tilbedelsen hos jordens og himmelens beboere.”

 

Ali dræbte krigeren med sværdet Dhul-Fiqaar; og fjenden modtog nederlaget med sammensunkne hoveder.

 

Khaybar:

Khaybars jøder brød aftalen med Profeten (sa) og begyndte at chikanere og dræbe muslimerne. Profeten (sa) sendte en hær ud, som omringede Khaybar-fæstningen. Ali (as) var i Medina, pga. øjesmerter.

 

I flere dage, angreb muslimerne under Omar søn Alkhattabs og andres ledelse borgen uden held. Efter visse dage, erklærede Profeten (sa) følgende:

 

”I morgen, vil jeg give flaget til én, som ikke styrter væk. Han vil angribe gentagne gange og Allah (swt) vil krone ham med sejr. Allah (swt) og Hans Sendebud (sa) vil være hans venner, og han vil være Deres ven.”

 

Den næste dag, lige efter bønnen, kom en ridder galoperende, med en støvsky bag ham. Det var Ali (as), og da Profeten (sa) spurgte ham, om hvordan hans øjne havde det, sagde Ali (as), at de stadig var i smerter; Profeten (sa) påførte dem noget af sit mundvand, da tiltog smerten og gjorde at det forsvandt fra Alis (as) øjne; efter dette, sagde Ali (as), at han aldrig havde følt det bedre.

 

Profeten (sa) gav Ali (as) islams banner og bad for hans succes. Imam Ali (as) marcherede frejdigt til højborgen.

 

Den brave fjende Marhab, gik ud og mødte Ali (as) i duel. Ifølge den arabiske skik, talte Marhab om sine modighedsegenskaber, og at hans moder havde kaldt ham Marhab (Frygtløs). Ali (as) genmælede, og sagde følgende:

 

”Jeg er den, som min moder kaldte for Haidara (Den Rasende Løve). Som en Løve i den hylende ødemark. Jeg opvejer min fjende i Kampens vægtbalance.”

 

Da Marhab hørte dette, begyndte jorden under ham at skælve i skrækslagenhed og panik. Khaybars præster havde advaret ham om, at hans død ville komme i form af en rasende løve.

 

Ali (as) skar Marhab i to dele og Khaybar blev besejret!

 

Efter sejren omfavnede Profeten (sa) Imam Ali (as), kyssede ham på panden og sagde:

 

”O Ali, havde jeg ikke frygtet, at muslimerne ville anse det som de kristne anser Jesus, ville jeg have sagt ting om dig, hvilket ville få muslimerne til at ære dig og tage hensyn til dine fødders støv, som er noget, der er værd at holde i ære, men det er tilstrækkeligt at sige, at du er fra mig og at jeg er fra dig. Du vil være min nærmeste på Dommedagen. Du vil være ved siden af mig ved Kawthar Fontænen. Fjendskab imod dig er fjendskab imod mig. En krig imod dig er en krig imod mig. Dit venskab er mit venskab. At være i fred med dig er at være i fred med mig. Dit kød er mit kød. Dit blod er mit blod. Den der adlyder dig adlyder mig. Sandheden er på din tunge, i dit hjerte og i dit sind. Du har lige så meget tro på Allah, som jeg har. Du er en port til mig. Det er på Allahs ordre, at jeg giver dig disse efterretninger, at dine venner vil belønnes Paradiset og at dine fjender vil idømmes til Helvedet.”

 

Statsmand:

Ved Hudaybiyya, bad Profeten (sa) Ali (as) om at frembringe og skrive en fredstraktat.

 

Ved Mubahala- hændelsen sammen med de kristne fra Najran, bad den hellige Profet (sa) Ali (as) om at give dem forligsaftalen.

 

Ali (as) er grundlæggeren af skatteindtægter, som beskytter grundejerens jord. Han gav verdenen dette system, da det var ukendt førhen.

 

Ali (as) er den arabiske grammatiks fader. Han gav sproget dets grammatik og hans elev, Abu Alaswad Alduwali, var den første, der samlede grammatikken og nedskrev den.

 

Hadith:

Da Guds Sendebud (sa) førte hæren til Tabuk, efterlod han Ali (as) lede Medina som hans stedfortræder, viceguvernør og Kalif. Ved denne anledning, sagde Profeten (sa):

 

”Ali er for mig, som Aron var for Moses, med den ene undtagelse, at der ikke ville komme en profet efter mig.”

 

Profeten (sa) sagde igen:

 

”Jeg efterlader hos jer de to tyngder; Den Hellige Koran og mit hus’ folk (Ahlulbayt). Hold fast ved dem begge, for da vil I ikke gå på afveje.”

 

Profeten (sa) sagde yderligere:

 

”Jeg, Ali, Fatima, Hassan og Hussein, er fra samme Noor (Lys).”

 

Men som det evigskiftende sand, tilsidesatte Arabiens beboere den hellige Profets (sa) ord og introducerede innovationer, som uafhjælpeligt delte muslimerne.

 

Efterfølgeren:

Under pine og kaos (i tiderne under Omar, Abu Bakr og Othman), og efter Othmans død krævede muslimerne, at Ali (as) skulle være den hellige Profets (sa) efterfølger og Allahs (swt) Kalif.

 

Med henblik på samfundets forhold, hvorpå verdenen var regeret, takkede Ali (as) nej til statsansvaret, men på den tredje dag, og med stor modvilje, indvilligede han i at acceptere deres troskabsed som Kalif.

 

Ved at følge den hellige Profets (sa) fodspor, etablerede Ali (as) den islamiske tolerance og retfærdighed, broderskab og godhed. Han gentændte fakkelen, som belyste den islamiske lære og fremgang.

 

Alis (as) berømte prædikener og foredrag, som han forrettede på Kufa moskéens prædikestol, og ved andre lejligheder, er alle samlet i en bog, ved navn Nahul-Balagha.

 

I sin gamle alder, var Ali (as) nødt til at drage i tre krige; kamel-, Nahrawan- og Sifeenkrigen, imod hyklerne, som gjorde oprør og opstand imod den hellige Koran og den Hellige Profet (sa).

 

Attentatet:

Alis (as)s indsats, for at etablere Allahs kongerige på jorden, blev stoppet ved snigmorderens sværd. Ibn Muljim, Muawiyahs redskab, myrdede Ali (as), mens han bad morgenbønnen; han blev kronet ved sit martyrium, den 21. Ramadan, år 40 E.H., og blev begravet i Najaf al-Ashraf (i Irak).

Født i Allahs Hus; Kabaen og dræbt i Allahs Hus, Kufa moskéen; Guds Løve, den heltemodige og skånsomme muslim, som nogensinde levede, begyndte sit glorværdige liv med hengivenhed til Allah (swt) og Hans Apostel (sa) og sluttede sit liv, med at tjene Islam.

 

”Og sig ikke om dem, der er blevet dræbt for Allahs sag, at de er døde. Nej, levende (er de), men I forstår det ikke.” [Koranen: 2:154]

 

Forrettelser fra Imam Ali

Ahlulbayt (as)

Ali (as) sagde:

 

”De, der nedstammer fra Profeten, er hans fortrolige venner, beskytter hans befalinger, de, som han kan betro sin viden med, de er Koranens højborg og troens bjerge.”

 

”De er disse, der rettede islams bøjede ryg. Muslimerne var bange for hyklerne, men de gjorde dem dristige og modige.”

 

”Ingen af Profetens følgesvende kan sammenlignes med hans afkom. Dem der modtager viden, kan ikke være lige med dem, som tildeler deres viden.”

 

”Ahlulbayt er islams fundament og troens søjler.”

 

”Enhver muslim, afhænger sig af dem for at få hjælp, og vejledning, for at opnå frelse.”

 

”De er de retmæssige, til Lederskabet og Kalifatet, som de har opnået.”

 

”De, der tilbeder og følger falskhedens vej, har altid været flertallet, og de, som har støttet omkring Sandhedens vej, har altid været mindretallet.”

 

”Da Profeten afgik ved døden, forlod mange mennesker hans efterkommere, og hjalp andre. De forlod de, som de blev beordret at elske.”

 

”Kalifatet blev videregivet til andre personligheder, som var verdensvise, med almindelige menneskelige følelser. De havde ingen spirituelle kræfter, ej heller var de syndfrie.”

 

”O mennesker! Lad det være jer bevidst, at vi er Profetens efterkommere. Englene kommer til os. Vi er lærens kilde. Vi er Allahs visdom og kundskabens vandløb.”

 

”Den, som er vores ven og hjælper, fortjener Allahs barmhjertighed, og den, som er vores fjende, kommer til at vente på Allahs straf. De lyver om os og fordrejer sandheden om os og behandler os uretfærdigt.”

 

”Allah har ophøjet vores status og har gjort dem mindreværdige end os. Han har åbnet folks øjne gennem os.”

 

”Sandelig, Imamerne vil være fra Quraish, som er efterkommere af Bani Hashim. Ingen andre end Bani Hashim fortjener Lederskabet.”

 

Tro

”Jeg råder jer til ikke at associere noget til Allah, og fordrej ikke Profetens lære. Forhold jer til disse søjler, og i vil ikke føle bebrejdelse og synd.”

 

”Jeres religion er direkte og jeres Imam er vis. Jeg var jeres ven gennem Profetens liv. Vid, at imamerne er tildelt Khilafah gennem Allah. De regerer over menneskene for Allah. Vid, at vi er Profetens sande ledsagere. Vi er porten til hans lære. Det er ikke tilladt at indtræde husene, medmindre det er gennem dørene. Den, som tilsidesætter disse regler, er en tyv.”

 

”Kun de, som adlyder Allah og Hans Profet, vil indtræde Paradiset, og de, som ikke gør, vil indtræde Helvedet. Sandelig, Allah gjorde jer muslimer og Han ønsker jer, at være oprigtige muslimer. Den, som anerkender Allah, Hans Profet og hans Ahlulbayt, og selvom denne dør i sengen og ikke i Jihad, vil denne opnå martyrdom.”

 

”O folk! Spørg mig, før i mister mig; for det er med absolut sikkerhed, at jeg har kendskabet til Himlens passager, mere end jeg har til jordens passager, og før fortrydelsen træder i kraft, som vil ryste de mest upåpasselige blandt jer, og ødelægge folkets forstandigheder. Nu, sender jeg min afsked; I vil se min plads tom og forstå min værd. I vil huske mig, når andre tager over Kalifatet.”

 

Testamente:

Da Imam Ali (as) blev uhelbredeligt syg og forgiftet med Abdur-Rahman søn af Muljims sværd (må Allahs forbandelser være over ham), gav Ali (as), følgende testamente til sine sønner Hassan og Hussein (as):

 

”Jeg råder jer til at frygte Allah, og tilstræb jer ikke de verdslige fornøjelser, selvom de tilstræber sig jer. Sørg ikke over de ting i denne verden, som er blevet nægtet jer. Sig sandheden og handl i forventning efter belønning. Vær fjender imod undertrykkeren og hjælpere imod den undertrykte.

 

Jeg råder jer, og alle mine børn og nærmeste, og til alle dem disse ord når at frygte Allah, at holde forholdene på plads og overholde de gode relationer iblandt jer selv, da I sandelig har hørt jeres bedstefader (Profeten (sa)) sige: Forbedringen af de indbyrdes forskelle, er bedre end den almindelige bøn og fasten.

 

Frygt Allah og tænk på Ham, hvad angår de forældreløse børn. Lad dem ikke sulte og lad dem ikke lide i jeres tilstedeværelse.

 

Frygt Allah, og lad Ham være midtpunktet mellem jer og jeres naboer, da de havde del i Profetens råd. Han sagde så godt om dem, at man ville tro, at de havde del i arven.

 

Frygt Allah og lad Ham være midtpunktet i Koranen. Ingen bør være dygtigere end jer til at handle efter den.

 

Frygt Allah, og lad Ham være midtpunktet i jeres bøn, fordi den er en søjle i jeres religion.

 

Frygt Allah, og lad Ham være midtpunktet i jeres Herres Hus (Kabaen). Svigt det ikke, så længe I liver, for hvis den er svigtet, så vil I ikke opnå frelse.

 

Frygt Allah, og lad Ham være midtpunktet i jeres Jihad (stræben), ved hjælp af jeres ejendom, liv og tunger.

 

Respekter slægtskabet og giv fra jer til andre. Undgå at gå fra hinanden, ved alvorlige indbyrdes forhold. Giv ikke op, med at påbyde det gode og forbyde det onde, så de ondskabsfulde ikke får fremgang i deres status over jer; for hvis i beder, vil jeres bønner ikke accepteres.”