Imam Jaffar Alsadiq

Den Ottende Ufejlbarlige
Den Sandfærdige
Imam Jaffar Alsadiq (Fred være med ham)

Navn: Jaffar.

Titel: Alsadiq

Epifet: Abu Abdillah

Faderens navn: Mohamad Albaqir

Moderens navn: Umm Farwah

Fødsel: I Medina, mandag d. 17. Rabi al-Awwal, år 83 E.H.

Dødsinfo: Døde som 65 årig i Medina, mandag d. 25. Shawwal, år 148 E.H.; forgiftet af al-Mansur ad-Dawaniqi, den Abbissidiske Kalif

Imam Jaffar Alsadiq (as), var den sjette efterfølger i den hellige Imam-række. Hans epifet var Abu Abdillah, og hans berømte titel var Alsadiq (Den Sandfærdige), Alfadil (Den Ædle) og al-Tahir (Den Rene). Han var søn af Imam Mohamad Albaqir (as), den femte Imam, og hans moder var datter af al-Qasim søn af Mohamad søn af Abi Bakr.

Imam Jaffar Alsadiq (as) voksede op hos sin bedstefader Imam Alsajjad (as) i Medina i tolv år, og derefter levede under sin faders hellige beskyttelse, Imam Mohammad al-Baqir (as) i nitten år.

Lederskabet

Efter hans hellige faders død, år 114 E.H., tog han over, som den sjette Imam, for derefter, at bære den hellige tillid af den islamiske mission og spirituelle vejledelse, som den hellige Profet (sa) videregav gennem de efterfølgende Imamer.

Politiske Forhold

Perioden, hvori hans Lederskab begyndte, sammen faldt med den mest revolutionerende og begivenhedsrige æra i Islamisk historie, som bevidnede Ummayade-dynastiens undergang, og Abbiside-dynastiens begyndelse. De interne krige og politiske omvæltninger, bragte hastige omdannelser i styret. Herved, var Imamen vidne til flere kongers regeringstider, startende med Abul-Malik til den Ummayadiske hersker Marwan al-Himar. Han overlevede til tiderne omkring Abul-Abass as-Saffah og al-Mansur, blandt Abbisiderne. Det var pga. de politiske stridigheder, mellem de to grupper, at Imamen fik fred for en stund, så han kunne viderebringe sine hellige pligter og i fred, bære sin mission og forkynde islam og sprede den hellige Profets lære.

I Ummayadernes sidste dage, vaklede deres rige og var på randen til kollaps, og en meget kaotisk og demoraliserende statsaffære fremherskede gennem hele den islamiske Stat. Abbisiderne udnyttede sådan en mulighed, og rejste sig selv over de politiske ustadigheder, ved at formode titlen ”Banu Hashims Hævnere”. De foregav, at de hævnede sig over Ummayaderne, fordi de spildte Imam Husseins (as) hellige blod.

De almindelige mennesker, som var utilfredse med Ummayadernes tvang, fik nok af deres ugerninger og beklagede sig i hemmelighed til den hellige Profets (sa) efterkommere, om at overtage magten. De indså, at hvis lederskabet gik til Ahlulbayt (as), som var de retmæssige arvtagere af lederskabet, ville islams prestige blive forbedret og Profetens (sa) mission ville forkyndes uden forfalskning. Dog, var der visse grupper af Abbasiderne, der i hemmelighed dedikerede deres liv, i fremstød mod Ummayaderne, med det påskud, at de ville overrække den til Banu Hashim. I virkeligheden sammensværgede de for at opnå deres egne lyster. De almindelige mennesker, var på denne måde snydt i at støtte dem, og da det lykkedes for Abbasiderne at overtage magten fra Ummayaderne, gik de imod Ahlulbayt (as).

Religiøse Forhold

Ummayadernes undergang, og Abbasidernes hævelse, udgjorde to væsentlige sammensværgelser i den islamiske histories drama. Denne var en mest kaotisk og revolutionerende periode, hvor de religiøse moralske hensyn og den hellige Profets (sa) lære blev tilsidesat, mens en anarkistisk stat blev fastsat. Det var midt i sådan en dødelig pessimistisk mørke, at den egenskabsfulde Imam Jaffar Alsadiq (as) stod som et bemærkelsesværdigt lysende fyrtårn, der belyste det syndige hav, der var omslugt af ondskab. Verdenen blev tiltrukket af hans ærbare og beundringsværdige personlighed. Abu Salamah al-Khallal tilbød ham også Kalifat-tronen. Men Imamen fastholdt sine traditionelle karakteristika, som han arvede fra sine forfædre, afviste tilbuddet, og ønskede blot at forblive i sin forkyndelse og tjeneste af Islam.

Lærdom

Imam Jaffar Alsadiq (as), det alsidige geni i alle lærdommens grene, var anerkendt gennem hele den islamiske verden, som tiltrak sig studerende fra fjerne egne; han havde omkring fire tusinde studerende, som han belærte i alle grene. Lærde og eksperter i Guddommelig Lov, har citeret mange beretninger fra Imam Jaffar Alsadiq. Hans elever samlede hundredvis af bøger omkring de forskellige videnskabs- og kunstgrene. Foruden Fiqh (Islamisk Retsvidenskab), Hadith (beretninger), Tafsir (fortolkning af den hellige Kor’an). Den Hellige Imam (as) bibragte også matematik og kemi til sine elever.

Jabir søn af Hayyan at-Tusi, en berømt matematiker, var en af Imamens elever, som fik gavn fra Imamens lærdom og vejledelse, og på denne måde formåede at skrive fire hundrede bøger omkring forskellige emner.

Det er en unægtelig historisk sandhed, at alle de mægtige lærde indenfor islam, var gældstynget overfor Ahlulbayts (as) tilstedeværelse, som var kilden til al lærdom og lære for alle.

Allamah al-Shibli skriver i sin bog Sirat un Nu’man:

”Abu Hanifah tilbragte lange perioder i Imam Jaffar Alsadiqs (as) tilstedeværelse, erhvervede sig en stor del af uvurderlig forskning indenfor Fiqh og Hadith. Begge sekter – shia og sunni – er bevidste om, at kilden til Abu Hanifas lære, var for det meste skaffet gennem Imam Jaffar Alsadiq (as).”

Imam Jaffar Alsadiq (as) tilbragte hele livet for religionens skyld, ved at forkynde den hellige Profets (sa) lære. Han søgte aldrig efter magten. For sin mægtige viden og fine lære, samledes folk omkring ham, og hengav sig til hans forkyndelse, som han var fortjent til. Dette tændte for den Abbasidiske herskers misundelighed al-Mansur ad-Dawaniqi, som frygtede Imamens popularitet, besluttede at skaffe ham af vejen.

Døden

Den 25. Shawwal, år 148 E.H., fik Medinas guvernør, ordrer fra al-Mansur, om at forgifte Imamen. Begravelsesceremonien blev udført af Imam Alsadiqs (as) søn, Imam Musa Alkadhim, den syvende Imam, og hans krop blev lagt til hvile i Jannatul Baqi gravpladsen.

Forrettelser fra Imam Alsadiq (as)

Imam Alsadiq (as) sagde engang:

”Den, der har disse fem karakteristika, er den fornemste af mænd: Én, der føler glæde, når han har gjort noget godt; én, der angrer, når han har gjort noget dårligt; én, der er taknemmelig, når han har modtaget noget fra Allah; én, der med tålmodighed udholder Allahs eksaminationer; én, der tilgiver, når nogen har gjort ham ondt.”

”Den sande troende overgår ikke retfærdighedens grænser, når det kommer til en smule vrede; han gør ikke noget uretfærdigt, for at gøre godt mod andre; ej heller tager han mere end hvad han har brug for, selvom han har magten til det.”