Universaliteten af Imam Hussein (as)

Hussein (4 - 62 e.h.) var den yngste af Ali (as) sønner med Profeten Mohamads datter Fatima (as). Historisk var Ali islams fjerde kalif. Da Mu’aawiyas søn Yazid blev kalif, forlangte han troskabsløfte fra Hussain (as). Han nægtede grundet Yazids egensindige handlinger. I sidste instans måtte han konfrontere Yazid. Det skulle gøres for at forhindre videre forringelse og eventuel opløsning af islam. Han blev nødt til at gøre skaden godt igen. Overtrædelsen af islamiske værdier, den intetsigende sociale adfærd i islams navn, de modbydelige ødelæggelser af drømmen om islams fremtidige pragt. Hussain (as) havde ingen illusioner omkring størrelsen af skaden. Var det for meget at spørge af Hussain(as) at tage ansvaret? Absolut ikke. Han skulle opfylde sin pligt som Profetens(sa) barnebarn og hans stedfortræder. Men der var ikke noget let udvej for ham. Han blev nødt til at tage det værste stød. Da en sådan situation opstod, faldt der en meget tung byrde på Hussain(as).

Atonaliteten fra Yazids degenererede Symfoni

Det er ingen overraskelse at Husseins (as) tålmodighed udløb, da kaliffen standhaftigt forlangte troskabsløftet. Han indså, at konsekvenserne af dette ville forlænge anarkiet indenfor islam og en knusende triumf for umoralskheden ville permanent ødelægge og skamfere islams sande tro og en pseudo- religion ville opstå forklædt som islam. Blasfemi ville blive praktiseret indtil det afstumpede sindene og floks mentalitet ville tage overhånd. Religionen ville blive bragt i fare og de langsigtede følger af dette, ville man ignorere.

Men for mændene bag islam, med deres blik på fremtiden, kunne dette ikke tolereres under ingen omstændigheder. De måtte handle, før det var for sent til at bremse eller omvende den ubønhørlige nedgang.

Hussein (as) forstærkede sin position fast besluttet på at gennemføre sin mission med kraftigere midler end man hidtil havde benyttet. Han fortjener fuld anerkendelse for det eksemplariske mod og selvbeherskelse, med hvilken han håndterede den hæslige situation. Han valgte ikke aggression som en udvej, derimod modstod han standhaftigt Yazids opråben.

Kan mennesket rejse sig under disse forhold? Da scenariet flyttede til Karbalas slagmark, formåede Hussein (as) dristigt at sige: ”Mennesket kan - men ikke nødvendigvis med lethed”. Han og en lille gruppe tilhængere inklusiv hans nærmeste familie, blev nedslagtet uden nåde. Denne tragedies dag bliver mindet universelt hvert år og kaldes ”Ashura”, (den 10. Muharram i den islamiske kalender). Det markeres med optog og sorg. Det er kendt som en national helligdag i nogle lande.

Hussein(as) er begravet i Karbala (Irak). Hans helligdom besøges af millioner af mennesker fra hele verden, som et tegn på ærbødighed.

Husseins (as) ædle dåd er så relevant for hele den menneskelige race, at jeg er sikker på, at der venter ham et meget større publikum, end han allerede har. Det kræver kun, at man gør folk opmærksom om det.

Det moderne samfund, uanset race og religion, ville drage fordel af at studere Karbalas helt nærmere, da hans budskab overskrider barriererne for kaste og tro, race og religion. Talsmænd for menneskerettigheder, sociologer, reformatorer, teologer og alle andre vil finde fornøjelig visdom, søde instruktioner og mening tilpasset deres sind i hans historie. Hans budskab er bestemt ikke en eksklusiv bevaring af en bestemt gruppe. Det omfavner hele den menneskelige race. Det var ikke en kamp om magt. Hussein (as) har vedvarende og tydeligt forklaret:” Det der betyder noget for mig er at ”rette/korrigere” ikke at erobre” en bekræftelse af, at han ville dø overbevist om at en despots særhed aldrig ville være et effektivt instrument for religiøs fremgangsmåde.

Yazid blev hovmodig og indtog rollen som en despot, der gjorde det til en betingelse for sin position at lave pralende og intetsigende påstande om, at han alene kan lede nationen.

Hussein (as) var derimod fast besluttet på at frelse islam og bevare troen intakt.

Han håbede at situationen ville forbedre sig og holdte en lav profil for at bevare venskabelige forhold. Han havde et klart valg: at vige og lade Yazid handle efter sine lyster (og således slutte sig til implicit at retfærdiggøre hans afskyelige eskapader) eller at svare tilbage på hans luskede råben og planer. Hussein (as) måtte beslutte sig: at tage hånd om situationen og tage konsekvensen som en pris, der er værd at betale for, status quo, eller betragte det som en ildevarslende forsmag på konsekvenserne af den omfattende skade udgjort af Yazids langtrækkende anti-islamiske aktiviteter. Yazid uretfærdighedens fortaler, hvis lyst til magt drev ham til at udforme nationen i den form han ønskede. Han og hans bespottelige mandskab sammensvor sig til at sænke islams skib med afskyelige metoder og skænde formålet for, hvilket islam blev født.

Hussein (as) havde intet ønske om at leve under en sådan korrupt kalif. Han ønskede at handle så stille og ’spontant’ som muligt, for at begrænse risikoen for et åbent sammenstød med kaliffen. Men Yazid førte hårde forhandlinger. Hussein (as) kunne ikke udholde hans sprudlende nonsens for evigt og gjorde, hvad der var rigtigt.

Hvis den moralske standard af den menneskelige opførsel havde været så høj, som hos Husseins (as) person, så ville verden øjensynligt være et bedre sted at leve i. Hans ufattelige kølighed og overmenneskelige moralske mod til at fuldføre sin mission bevæger vores dybeste følelser. Hans eksemplariske handlemåde, hele vejen igennem, og hans henrivende samvittighed, rev Yazids uhyrlige planer i stykker.

De dydige mennesker vil fortsætte med at gøre deres pligt for at bevare retfærdigheden i denne verden og i dette, er de berettiget til universel anerkendelse og støtte. Husseins(as) accept af forfølgelse for menneskehedens sag var et meget overbevisende og rørende bevis for Guds tilstedeværelse inde i den menneskelige sjæl. Han var en udmærket mand som bevarede de højeste standarder sat af martyrer og helte igennem alle tidsaldre. Med et mod der var mere en menneskelig, formåede han at efterlade et budskab til hele verden: ”Underkast jer ikke udnyttelse, af nogen slags. Bevar et fast greb om sandheden. Det er bedre at dø med ære end at leve i skam”. Han fortjener bestemt universel anerkendelse. Han er en udødelig arving af universel lovprisning. Der er gået fjorten hundrede år, men mindet om den henrivende helt, som trodsede åndsfortærende prøvelser og trængsler, er ikke formindsket. Tværtimod så er det blevet mere intenst. Besjælet med eksemplarisk sjælestyrke, moralsk karakter og selvbeherskelse har Hussein(as) fremstået som den mest hædrede og fortjenestesfulde martyr denne verden har produceret, som etablerede de højeste standarder af udmærkelser, som menneskeheden er stolt af.

Han var fromhedens duft og hellighedens skønhed. Her er en bestemt helt, et godt stykke over sin bedste alder, forberedt til at spænde sig til at konfrontere den magtfulde kalifs lurende trussel og bitre kampagne – for at komme en social og moralsk katastrofe i forkøbet. Med denne handling bekræftede han, at det både er en social og moralsk pligt at handle, når man konfronteres med sådanne situationer, og at mennesker som ikke handler, har kun dem selv at takke, hvis nogle falske værdier bliver dem påtvunget. Fromme mennesker som er begavede med skarpsindighed og fremsyn, har altid været modvillige til blot at sidde og lytte til folk som lægger luskede og forbryderiske planer. De handlede. De var mennesker, der værdsatte retskaffenhed.

De forlangte blot, at magthaverne fremlagde en forordning som ikke var anstødelig og som ikke på grov vis krænker livets højere værdier. Samfundet vil uden tvivl betale en stor pris, hvis det ignorerer reformatorer og derved uddrive retfærdigheden for evigt. En hvilken som helst samfundsorden, som forsøger at opnå vedvarende tilfredsstillelse med et slet regime, og som lever i konstant frygt for denne, når tingene ikke går godt, er på vej til en ydmygende katastrofe og total opløsning. Disse er situationer, hvor en ’Hussein’ er påkrævet. Han havde tydeligvis en klar forståelse af en sund samfundsorden. Hans indtagende historie ville ikke have overlevet uden drivkraften af en mægtig personlighed bag det.

Tro og overbevisning drev hans blandede gruppe af mænd, kvinder og børn af vidt forskellige aldre til at trodse de forbløffende odds. Den yngste martyr var Husseins spæde søn Abdullah, livsmodet af hans uskyldige afkom, fik islams synkende skib til at flyde igen. Det synes mærkværdigt at en håndfuld mænd, inklusiv små drenge – af hvilke nogle blot var 8 til 9 år – kunne skabe resultater, der ikke blot var forbavsende, men holdte igennem tiderne helt indtil i dag. Det var en intens kollektiv handling – pletfri, kontrolleret, behersket og uselvisk.

Konflikten mellem god og ond er vedvarende. Begge fastholder deres bestræbelser til at holde ud. Vi er belejret af uimodståelige onde magter. Vi svinger hjælpeløst imellem de to og finder os selv på ynkelig vis fanget i denne sump. Men på en eller anden vis, viser Husseins(as) ’fodspor’ på ’tidens sandsletter’ os vejen frem. Vi bør følge disse eller komme på afveje.

Vores samfund er oversvømmet med tankeløshed. Vi finder os selv evigt besat af den kvalmende trang til jordiske og forgængelige tilfredsstillelse draget af lysternes brede vej og forglemmende med hensyn til livets værdier.

I denne situation burde vi huske Hussein(as). Havde han overgivet sig til Yazid, ville der vente ham ’en seng af roser’ men i stedet, valgte han ’en seng af torne’.

Fuldstændig afståelse fra de jordiske bestræbelser og fremgang, for almindelige dødelige som de fleste af os(som grænser op til et uordentligt liv og andre egensindige sanselige lyster som sandelig er afskyelige) er hverken tiltalende eller mulige, i verden som den ser ud i dag. Men hvis vi skifter fra forgængelige til spirituelle gevinster, så vil vi hverken være ’indefrosset’ eller kastet rundt i det turbulente ocean af det jordiske liv. Denne ubønhørlige logik er helt igennem rationel og et let tilgængeligt kompromis. Det vil gavne os meget. Det vil betyde, at vi er i stand til at vie mere tid til ærlige aktiviteter. Det har de simpleste og mest logiske måder til at gøre verden et bedre og fredeligere sted at leve i. Det lyder lidt som en storstilet idé, men det er en ide, der er helt igennem mulig, virkningsfuld og ubrydelig. Der er ikke noget virkelig krævende ved sådan en fremgangsmåde for livet, blot en smule selvdisciplin og ægte selvransagelse vil tjene formålet. Vores liv vil karakteriseres af velvilje og storsindethed og igennem individuel godhed vil et sundt samfund opstå, fred og retfærdighed ville sejre.

Til slut: Hussein (as) indså, at han ikke var bundet til Yazid af nogen form for fælles tro. Hussein (as) troede, at islam burde praktiseres, udføres og følges bedre. Kort sagt, præsenteret så det stemmer overens med de hellige skrifter (Koranen) og den guddommelige vilje.

Han udførte en chokbehandling, for at opnå sine mål, og islams verden kom ud af en dyb slummer, med ét ryk, som en direkte følge af hans opofrelse. Han anvendte en enestående strategi. Tabte slaget, dog vandt kampen. Den totale effekt var uendelig imponerende, af hvilket alt stammede fra hans standhaftighed eller med andre ord hans trofasthed overfor de religiøse principper. Hussein (as) grundlagde en ny morale og religiøs enighed, som selv hans fjender følte sig bundet til at bukke under til.

”Aldrig i menneskelige konflikter har så meget været opnået af så få (mennesker).”

– Winston Churchill