Ydmyghed og arrogance

En af årsagerne til at ydmyghed er en vigtig del af noble karaktertræk, er fordi, at dets modsætning er arrogante og intet andet end arrogante fik Iblis til at benægte at følge Allāh ('aza wa jal) bud.

Vi er komplet afhængige af Allāh ('aza wa jal), og trods denne tilstand er vi arrogante. Vi betragter os selv som værende mere storslået end andre, bedre end andre og havende højere status end andre. Men hvis vi havde forstået vores egentlige essens så burde vi ikke føle os bedre end nogen, selv hvis vi ser dem synde eller ser dårlige karaktertræk fra dem. De kan angre og forbedre sig til langt højere stadier end vi nogen sinde var, og vi kan miste vores rang og indre tilstand på grund af den forurening arrogance medfører.

Et problem kommer sjælendt alene, så selv de små frø, der bliver såret i os, skal vi være opmærksomme på, da de kan medfører større tab. Vi er måske ikke arrogante med det samme, vi er måske endda oprigtige og ydmyge, men en dag sker der en lille ændring i os, der medfører en større forandring, og derefter kan det, der var et frø vokse sig til et solidt karaktertræk. Hvis Iblis kunne falde, trods hans tilbedelse, hvad gør så os specielle? Hvordan sikrer vi os fra at forfalde til arrogante og dermed en dårlig ende?

Som vi talte om i tidligere afsnit, så er det vigtigt at have sandfærdighed over for os selv så vi finder disse frø førend de gror sig store og solide. Det synes menneskeligt at føle sig bedre end andre, eller finde fejl i andre før man finder fejl i sig selv. Virkeligheden er, at trods vi ser fejl i andre, så dækker det ikke over vores egne. Derimod er ydmyghed en egenskab af Allāhs ('aza wa jal) tjenere.

En af de vigtigste egenskaber Profeten (salla Llahu alayhi wa aleehi wa sallam) havde var hans ydmyghed og det er ikke tilfældig, at Allāh ('aza wa jal) valgte ham som hans budbringer. Han krævede ikke rigdom og særlige titler og positioner.

Han gjorde sit yderste for at ligne andre og for at være deres lige. På den måde han talte med dem og den måde han behandlede dem på. Han placerede sig ikke på en trone men derimod sad han blandt andre. Han havde ikke et kontor og vilkår så almindelige mennesker ikke kunne møde ham, han lyttede til folk og legede med børnene. Han hjalp alle, og gav opmærksomhed til alle. Når han kiggede mod folk, følte alle han gav dem speciel opmærksomhed, og ingen følte sig efterladt. Han gav aldrig sig selv særlige vilkår og tilskrev aldrig sig selv storhed og årsag til sejr. Han sagde altid "jeg er blot et menneske" og al succes kommer fra Allāh ('aza wa jal).

Når vi læser bønner fra Profeten (salla Llahu alayhi wa aleehi wa sallam) og Ahl al Bayt (alayhim as-salam), så lærer vi, at de bad om tilgivelse på den mest sublime måde som om de var de største syndere, trods de ingen synder begik? Men hvorfor? Deres ydmyghed manisfesterede sig igennem disse, og det er kun igennem så komplet ydmyghed, at Allāh ('aza wa jal) ophøjer en. Det er når vi føler os som de mest ydmyge og fattige, at Allāh ('aza wa jal) gør os rige. Det er kun igennem ydmyghed, at Allāh ('aza wa jal) ophøjer os til de højeste stadier og derfor var Profeten (salla Llahu alayhi wa aleehi wa sallam) og Ahl al Bayt (alayhim as-salam) de mest ydmyge. Så hvad kan vi lære fra deres eksempel? Trods deres stadie og deres nærhed til Allāh ('aza wa jal) så var de de mest ydmyge, eller sagt bedre, på baggrund af deres ydmyghed ophøjede Allāh ('aza wa jal) dem. De havde oprigtigt forstået, hvem al magt besidder og hvem der i sandhed kan ophøje os og vanære os.

"og Den Barmhjertiges tjenere er dem, som går omkring på jorden med beskedenhed (ydmyghed), og når de uvidende taler til dem, svarer de med "fred"" (meningsmæssig oversat af koranverset 25:63).

Her lærer vi, at ydmyghed er en del af tjenerskabet af Allāh ('aza wa jal), og ydmyghed blandt andet manifesterer sig igennem at tale godt og handle godt trods de møder modstand.

"Og vend ikke dit ansigt bort fra menneskene (vær ikke arrogant), og gå ikke indbildsk omkring på jorden. Sandelig, Allāh ('aza wa jal) kan ikke lide dem, som er hovmodige. Vær mådeholden på jorden. Hold din stemme dæmpet" (meningsmæssigt oversat af koranverset 31:18-19)

I verset lærer vi, hvilke handlinger, der betegnes som ydmyghed og hvilke handlinger, der påkræves af de ydmyge. "Vend ikke dit ansigt bort" betyder, at man ikke må være arrogant og afvise andre. Dernæst siger Allāh ('aza wa jal) "gå ikke indbildsk" hvilket dækker over det samme, men her kan også tilføjes, at ved indbildskhed så tror man, at man er magtfuld eller succesfuld på baggrund af egne kræfter og handlinger, og glemmer, at magten kun tilkommer Allāh ('aza wa jal). Hovmodighed er selvhævdelse, overlegenhed og nedladende over for andre, der betragtes som af ringere værdi end en.

Mådeholden betyder, at beherske sig og være anstændig i ens handlinger og forbrug af noget. Dette vers alene indeholder mange refleksioner vedrørende noble karaktertræk, og kort sagt, så bør vi forholde os ydmyge og handle og forbruge med mådehold. Trods Profeten (salla Llahu alayhi wa aleehi wa sallam) er den mest ophøjede skabning så så han ikke ned på andre eller følte sig hævet over andre. Han betragtede ikke hans succes og ære som værende tilskrevet hans magt og evne, og opnåede kun disse igennem ydmyghed og underkastelse af tanken om at Allāh ('aza wa jal) er Den Eneste magthaver, der kan ophøje og vanære os.

I dette emne er det vigtigt at forstå, at der er fire forskellige former for arrogance og ydmyghed som kan manifesteres i os og som kommer til udtryk i os:

1. Arrogance: troen på, at man er bedre end andre og også handler således.
2. Ydmyghed: troen på, at man ikke er bedre end andre og man handler heller ikke således.
3. Falsk ydmyghed: troen på eller følelsen af, at man er bedre end andre men opfører sig eller handler således, at man fremstår ydmyg foran andre.
4. Fornedrelse:  troen på, at man er mindre værd, handler og lader sig behandle under almen menneskelig værdi.

Ydmygheds modpol er arrogance, som kommer til udtryk i handlinger og tanker, hvor man tror, at man er bedre end andre. Det kan være utålmodighed, belæring eller sågar et blik. Overdreven ydmyghed eller slåen ned på sig selv foran nogle, men udføre nedladende tale foran andre, er falsk ydmyghed og bunder i arrogance.  Arrogance kommer til udtryk på forskellige måder, det kan være, at man føler man ved mere end andre, at man ved bedre, at man er mere værd grundet uddannelse eller nationalitet osv. Realiteten er, at vi kan lære af alle, og trods vi er blevet tildelt viden inden for et område, så kan andre lære os en masse vi ikke vidste. At være arrogant i sin viden vil medføre manglende implementering af viden og dovenskab i studeret af ny viden. Vores liv er en lang læringsproces, men hvis vi er arrogante og tror, at vi ved nok og ved bedre, så vil arrogancen holde os til fra at opnå nye stadier af viden. Det dybeste lag af viden er den spirituelle indsigt, og den opnås ikke igennem arrogante eller troen på, at man allerede ved nok og ved bedre. En sand lærd tager alle som læremestre.

Arrogance kan ligeledes komme til udtryk i troen på, at man ved, hvad der er bedst for andre. Vi alle har vores udviking og vores vej til Allāh ('aza wa jal), og den kan variere og være forskellig, vi kan spørge til råds og vi kan dele erfaring, men faktum er, at vi ikke kan påtvinge andre en udvikling man selv har gået igennem. Det er ligeledes arrogant at tro, at ens udvikling er bedre end andres og stadie er bedre end andres. Man skulle tro, at man blot kunne tænke det, og ikke lade det komme til udtryk eller, at arrogance først implementeres når den udføres via en handling, men virkeligheden er, at selv frø af arrogance ødelægger gode handlinger og gode intentioner, og selv hvis vi skulle gøre vores bedste så kommer arrogance til udtryk. Som nævnt kan det være et blik, et utålmodigt støn eller overdreven (falsk) ydmyghed. Der er talrige af eksempler på arrogance, det vigtige er, at se hvor det skjuler sig i vores indre og arbejde på det. Vi kan gå ind i nye situationer og tro, at vi vil blive arrogante af visse omstændigheder, men dernæst opdage af arrogancen kommer på meget mere skjulte måder, og kun giver sig til kende i små tanker eller følelser, man måske ville forbipassere, hvis ikke man er yderst reflektersom. Ligeledes er det vigtigt af opdage frø af arrogance over for Allāh ('aza wa jal). Det kommer til udtryk i tanker såsom,  at man ikke ønsker at følge Hans bud fordi man "ved bedre", eller ikke beder Ham om assistance og hjælp eller tror, at man kan klare det selv. Vi bør altid ihukomme Allāh ('aza wa jal), særligt Hans position over for vores, for derved at kende vores sande værdi.

Modsat er ydmyghed, at se på skabningen bag alle disse ydre omstændigheder og se bag synderne, og se menneskets værdi, og se at vi alle er lige, da Allāh ('aza wa jal) har skabt os af samme essens. Ydmyghed er at kende sin essens over for Hans og vide, at magt kommer fra Ham. Det er at underkaste sig den virkelighed, at Han er den som giver succes og Den som ærer. Dette er ligeledes relateret til afsnittet om tawakkul, da ydmyghed kommer til udtryk i en tilstand, hvor man har komplet tillid til, at Allāh ('aza wa jal) er Den Almægtige og Den Eneste, der kan give og fratage. Allāh ('aza wa jal) er Den der tildeler ære, så vi behøver ikke at bruge ekstreme midler for at føre os selv frem eller hige efter ære blandt mennesker.

Ydmyghed betyder ikke, at man skal fornedre sig selv eller handle således. Det er misforstået at tro, at ydmyghed er lig fornedrelse af sig selv. Da Allāh ('aza wa jal) har skabt os og givet os værd bør vi ikke fornedre os selv og lade andre krænke os. Vi bør kende vores værdi som Hans skabninger og ikke lade andre krænke denne værdi under betragtning af, at man da er ydmyg. Dette vil blive yderlige italesat ved næste afsnit om afholdelse af vrede.