Fru Zainabs (as) tale i Kufa

Kufa var anset som værende muslimernes hovedby. Imam Ali (as) gjorde det til sit hovedstad i løbet af sit khilafat, og her boede Zainab (as) og Um Kulthoom (as) engang respekterede og elskede. Nu kom de til denne by som fanger.

Det var nat da de ankom til byen og Ibn Ziyads palads var lukket, så de blev tvunget til at ligge i lejr udenfor. Da han blev informeret om deres ankomst den næstkommende dag, beordrede han at en stor højtidelighed skulle finde sted, hvor alle var inviteret uden skelnen. Imam Hussein (as) hoved blev sat på et guldfad nær tronen, og hovederne af martyrerne skulle også udstilles. Kufierne var blevet fortalt, at en stamme havde begået fredsbrud imod muslimerne, men at muslimerne havde sikret sejren og på grund af dette var der en festlighed.

Festligt klædt og i forventning om en munter festlighed, strømmede folk på gaderne og markedspladser, imens at sejrsmusikken blev spillet da fangerne ankom. Men der var kun få, der gættede sandheden og kiggede på med nedslåede øjne. En kvinde, der genkendte Zainab (as) og hendes ledsagere af utilslørede kvinder, farede imod hendes hus og bragte dem alle hoveddækker og lagener til at dække deres kroppe. Men de blev ikke tilladt at beskytte deres ærbarhed og soldaterne tog slørene fra dem.

Da Zainab (as) så at nogle mænd og kvinder havde indset hvad der virkeligt var sket; grædende og jamrende, bedte hun dem om at være stille og talte til dem med gennemtrængende veltalenhed og indsigt:

”Lovprist være Allah og Hans velsignelser være over Mohamad og hans rensede afkom. Således, O folk, der bedrager, svigter og udtænker, det er jer der græder. Må Allah ikke stoppe jeres tårer og må jeres hjerter brænde uophørligt med sorgens og skadens ild. Jeres eksempel, er som en kvinde, der ihærdigt forbereder en stærk reb for derefter at omvinde det og spilde hendes anstrengelser.

I sværger sådanne falske ed, som ingen sandhed indeholder. Ved, at I intet har undtagen forfængelig snak, falsk hovmod, fortræd, ondskabsfuldhed, ondsindethed, hadskhed, usandfærdighed og spytslikkeri. Ved at jeres position ikke er andet end som husassistenter og købte piger, som er de usleste væsner. Jeres hjerter er fulde af fjendskab og hadskhed. I er som vegetationen, der gror i et beskidt jordbund og er endnu grøn, eller som mørtlen påført på gravene.

I burde vide at I har forøvet en virkelig morbid gerning og har tilberedt jer en slet tilvejebringelse til jeres kommende liv, for Allahs vrede er over jer og Hans forbitrelse vil falde over jer.

Nu græder I højlydt og jamrer over min broder! Ja, græd, fordi det sømmer sig for jer at græde. Ja, græd rigeligt og grin mindre, fordi I har bragt skam over jer selv ved at dræbe jeres tids Imam. Pletten af hans blod er nu på jeres klæder og I kan ikke fjerne den, ej heller kan i sikre frifindelsen fra ansvarligheden for drabet på sønnen af Allahs sidste Profet, Lederen af de unge i Paradiset. I har dræbt en person, der var jeres støtte, kenderen af sunnah og den yderste voldgiftsmand i tiden for jeres gensidige ordstrid. Han var grundlaget for jeres tale og handlinger. Han var jeres tilflugtssted ved genvordigheder.

Ved, at I er kendt skyldige i den mest grufulde forbrydelse og har forberedt jer den værste tilvejebringelse i Dommedagen. Forbandelserne være over jer og må undergangen indhente jer. Jeres anstrengelser er gået til spilde og I er blevet ruineret. I har udført en tabende handel. I er blevet til ofre for Allahs vrede og er faldet i skændsel og fornedrelse.

Folket af Kufa, ve over jer. Har I indset hvilket stykke af Mohamads hjerte I har skåret over, hvilken løfte I har brudt, hvis blod I har udgydt og hvis ære I har vanhelliget? I har ganske vist begået sådan en forbrydelse, der lader himlen falde ned over jorden, jorden må skælve og bjergene smuldrer i stykker. Ved at dræbe jeres Imam, har I begået en slet handling af oprørsk natur og ubesindighed overfor ophøjetheden. Ved synet på alle disse handlinger, vil I da undre jer hvis blod ville regne ned fra himlen? I hvert et tilfælde burde I være indstillet på at tugtelsen af den Kommende Verden vil være voldsom. I denne forbindelse vil der ikke være nogen til at hjælpe jer. Anse ikke tiden og muligheden givet til jer fra Allah som lille eller uvigtig, og vær ikke tilfreds med det for hvis Allah ikke er hurtig til handle, så indebærer det ikke i sig at Han er ude af stand til det. For ham, er der ikke frygt for, at hævnens time forbigår. Allah holder sandelig øje med jer.”

Folket græd og bed på deres fingre. Uden bønfaldende medlidenhed, stillede hun realiteten af dem selv og deres gerninger til skue for dem. Øjnene, der tidligere var oprejste i forventning om en festlighed, var nu på grund af styrken af hendes tale nedslåede af skam.