Aspekter af Imam Hussains (as) Liv

Torsdag den 3, Sha’ban i år 4 efter hijrah (626 efter Kristi fødsel) blev Imam Hussain (as) født i byen Yathrib (Medina). Hans mor, den ufejlbarlig Fatima al-Zahra (as), tog ham hen til sin fader, den Hellige Profet Mohamad, som var glad for at se ham, og det var denne, der navngav ham Hussein. I den Hellige Profets testamente, er Imam Hassan og Imam Hussein beskrevet som, ”overhovederne for himmelens unge”.

I bogen al-Irshad berettere Zirr bin Hubaysh på vegne af ibn Masud:

“Mens profeten, må Allahs velsignelser være over ham og hans familie, var i gang med at bede, stod Hassan og Hussein bag ved ham. Når han rejste sit hoved, tog han dem blidt ind til sig. Da Profeten blev færdig med bønnen, satte han den ene af dem på hans højre knæ og den anden på hans venstre knæ og sagde: “den som elsker mig, skal elske disse to. De er de to beviser på Allah og hans Profet i forbandelsesudfordringen (Mubahala begivenheden)”.

Imam Hussein (as) spillede lige siden hans ungdom en betydningsfuld rolle i Islam. Under Imam Alis (as) ledelse, deltog Hussein (as) sammen med hans broder, Hassan (as), i de vigtige slag, Jamal, Siffin og Nahrawan. Under Imam Hassans (as) Imamah levede Hussein (as) og udførte sine anliggender som den mest loyale og lydig krigere. De to brødre, Hassan og Hussein (as), delte de samme synspunkter og de handlede altid i harmoni. Det var med hans elskede bror, Hassan (as), at Hussein (as) oplevede begivenheder som underskrivelsen af fredsdokumentet med den forræderiske Mu’awiya, Yazids fader og fjende af den Hellige Profet (sa).

Efter dette, rejste Hussein (as) til Madinah sammen med hans bror og medlemmer af den Hellige Profets Husstandsfolk (as). I Madinah gjorde de deres bedste for at fuldføre deres mission, der gik ud på at opretholde det guddommelige budskab i sit oprindelige form og holde det fri fra afvigelser der kom fra Mu’awiya, hans efterkommer samt kumpaner. Efter at Imam Hassan (as) var blevet forgiftet, efterfulgte Imam Hussein (as) sin ældre bror som den næste ufejlbarlige Imam. På dette tidspunkt var Mu’awiya søn Abi Sufyan, der tidligere var blevet udnævnt af kaliffen Uthman til guvernør af Syrien, nu selv blevet khalif og havde ændret khalifatet til et dødt og korrupt monarki.

Imam Hussein (as) var Imam i 10 år og 6 måneder, tilfældigvis regerede Mu’awiya også i samme periode. Imam Hussein (as) levede under de mest vanskelige forhold, såsom undertrykkelse og forfølgelse. Grunden til dette var for det første, at religiøslove og vedtægter havde mistet meget af deres anerkendelse og at Umayyade regeringen havde opnået fuldstændig autoritet og magt. For det andet brugte Mu’awiya og hans hjælpere alle midler, inklusiv den mest fjendtlig brug af stats propaganda for at skubbe den Hellig Profet og hans Husstandsfolks lære til side, så de på denne måde kunne udslette navnet Ali og den Hellig Profets familie. Frem for alt ville Mu’awiya styrke grundlaget for Yazids khalifat. Da Yazid ingen principper eller skrupler havde, var der mange muslimer, der var imod ham. Derfor i forsøget på at knuse al form for modstand, fortog Mu’awiya strenge forholdsregler imod tilhængerne af den sande og originale Islam.

Da trusler viste sig at være ubrugelige, tilbød han tillokkelser i form af rigdomme for at opnå sine mål. Han sendte en sum af ti tusinde dirhams til Abd Al Rahman søn af Abi Bakr, der afviste at bytte sin tro for verdslige gevinster. Abdullah ibn Umars reaktion var den samme, da han fik tilbudt en gave. Imam Hussain (as) afviste naturligt at acceptere enhver form for gaver eller store penge summe, som blev sendt til ham fra Mu’awiya i et forgæves og desperat håb om at købe troskab. På grund af nødvendighed og brug af magt, var Imam Hussain (as) nød til at udholde disse dårlige forhold og tolerere enhver form for mental samt spirituel pine og lidelse, der blev påført ham af Mu’awiya og hans hjælpere.

Mu’awiya overtrådte åbent den aftale som han havde lavet med Imam Hassan (as). En af betingelserne i denne aftale var at ingen af Imam Alis (as) ledsagere måtte blive forfulgt eller dræbt. Faktisk dræbte Mu’awiya, Hijr søn af Adi al-Kindi, der var en af den Hellige Profets værdsatte ledsagere samt en støtter af Imam Ali (as). Seks andre ledsagere blev også dræbt. Én af dem, Abdur Rahman søn af Hanan Ghazi, blev begravet levende af Ziyad søn af Abiha i Irak. Mu’awiya døde i midten af år 60AH og hans søn, Yazid, efterfulgte ham.

Yazids mor, Maysun, var datter af Bahdal søn af ’Unaif al-Kalbi og Mu’awiya giftede sig med hende på grund af hendes enestående udseende. Han byggede et storslået palads til hende i smukke omgivelser. Al luksus i hele verden blev stillet til hendes disposition, men Mu’awiya gjorde ikke indtryk på hende, hans kone var opvokset i ørknen og var vant til det hårde liv og faktisk også meget glad for det liv. En gang brød hun ud i gråd og sagde:

”Teltet, der ikke er beskyttet mod vindstød er mig mere kostbart end dette palads. Den ru uldkjole, som jeg bar var meget mere værdifuld for mig end disse fine klæder. Jeg nød at spise tørt brød i hjørnet af mit telt, frem for dette friske hvidbrød”.

Da Mu’awiya opdagede dette blev han straks skilt med Maysun, der i det tidspunkt var gravid. Han forviste hende, og hun flyttede ud til sin familie i Najd ørknen hvor Yazid blev født d. 22 AH. Da Mu’awiya modtog denne nyhed, sendte han straks bud efter ham.

Yazid var ond fra sin tidlige barndom. Hans vaner om at plage og opføre sig grusomt overfor dyr var velkendt blandt historikere. En gang tvang han en panter til at ride på en hest. Han var også kendt for hans afhængighed af stærk alkohol, han blev faktisk, af Abdullah søn af al-Zubayr, kaldt ’Sakran’, hvilket betyder drankeren.

Al-Masudi har udtalt:

”Yazid var en person, der søgte at fornøje sig. Han var en person, som holdte rovdyr. Han havde hunde, aber og pumaer. Han holdte altid alkohol fester”.

Mu’awiya havde bedt de fremtrædende personer blandt folket om at give deres troskab til Yazid, men dette havde han dog ikke pålagt Imam Hussein (as). Han havde udtrykkeligt sagt til Yazid i sit sidste testamente, at hvis Imam Hussain (as) nægtede at aflægge troskab, så skulle han lade det gå stille hen og derved undgå de katastrofale konsekvenser, det ville få hvis situationen blev presset. Men på grund af hans egoisme og dumdristighed, tilsidesatte Yazid hans faders råd og beordrede straks efter sin fars død, guvernøren af Madinah til enten at tvinge Imam Hussein (as) til at aflægge troskab eller sende hans hoved til Damaskus.

Den Hellig Imam var fastbesluttet, i overensstemmelse med den guddommelige vilje, til ikke at aflægge Yazid troskab, velvidende om, at han ville blive dræbt. Han drog på pilgrimsrejse men blev nød til at forkorte sit ophold. Inden han forlod pilgrimsrejsen holdte han en tale, hvori han proklamerede, at han ville drage til Irak. På vej til den mesopotamiske by, Kufa, fik han nyheden om at Yazid søn af Abih, Kufas guvernør, havde dræbt den Hellige Imams repræsentant og fætter, Muslim søn af ’Aqil, samt en af Imamens vigtigste ledsagere, Hani søn af ’Irwa, som var en af kufiernes ledere.

Imamens karavane, der inkluderede hans familie, fortsatte trodsigt sin rejse dybt ind i Irak. Det varede ikke længe før Yazids soldater blokerede vejen for Imamens karavane, der var nået til et sted kaldt Karbala. Da Imamen fandt ud af områdets navn, beordrede han lejren sat op. Han sagde at han havde nået hans destination.

Imam Hussein (as) brugte sammen med sine gudfrygtige ledsagere den sidste aften før den 10. Muharram (dagen kaldt Ashura) på at bede og læse duâ. Den lange nat sluttede og dagen af blod, Jihad og opofrelse blev født. Umar søn af Sa’d, lederen af Yazids væbnede styrker, gjorde sine tropper klar og affyrede derefter den første pil mod Imam Husseins (as) lejr.

Slaget var forfærdeligt grumt. Imamens krigere, der kun var på et antal af halvfjerds, var oppe i mod en magt på størrelse med et Ummayade troppekontingent. Én efter én opnåede Imam Husseins (as) ledsagere og medlemmer af hans ædle familie martyrium. Den sidste, der blev martyr var Imam Hussein (as). En Pil ramte den Hellige Imam i brystet. Den var trængt så langt ind at han ikke kunne fjerne den.

I tre dage lå martyren i Karbalas ørken, før nogle mennesker fra Asad stammen kom og begravede dem. Yazid, Ubaydullah søn af Ziyad, Umar søn af Sa’d og de andre forbrydere var endnu ikke blevet tilfredsstillet. De lænkede de tilbageværende børn og kvinder fra den Hellige Profets Husstandsfolk (as), inklusiv Imam Husseins (as) søn, Imam Zayn al-Abidin (as), og førte dem borte til Damaskus som fanger. På et spyd holdt af den Hellige Profets (sa) fjender blev Imam Husseins hoved ført frem i gaderne. Islams sandhed, som Imam Hussein - Martyrernes Prins – overhovedet over himmelens unge, viste i sin reneste form, vil leve videre i al evighed.