Imam Husseins (as) triumf

Islam pustede den vidunderlige ånd af kærlighed, tolerance og friheder ind i verden, på en tid hvor stormagterne kæmpede mod hinanden. Had og tvang styrede dagsordenen, og al kærlighed og broderskab var forsvundet.

Muslimerne var blevet samlet i en stor stat af den sidste og den største af Profeterne, og det var hans families pligt, og alle muslimers pligt, at vogte over den rigdom islam så gavnligt havde skænket dem. Muslimerne ville ofre alt for deres tro - selv livet, og tiden kom hvor dette store broderskab stod overfor en svær prøve. Spørgsmålet stod, ville Islam miste sin spiritualitet, eller ville den forblive ren og muslimerne uadskilte? Hussein marcherede med hans lille følge, ikke mod hæder, ikke mod magt, ej heller mod velstand men mod det største offer. Hvert et medlem af den tapre flok kvinder og mænd vidste at fjenderne var uforsonlige, at de ikke kun var klar til at kæmpe, men til at slå ihjel, de nægtede sågar vand til børnene. Den lille hær forblev tørstende under den brændende sol, og blandt det svidende sand, men ingen af dem vaklede, end ikke for ét øjeblik. Modigt og imod alle odds kæmpede de uden at tøve. Andre hære havde før kæmpet men havde spist og drukket før de gik I kamp, i Karbala stod nu den lille gruppe af helte og led den største smerte af tørst, og mod dem kom fjenden. Hussein og hans følge var som løver. Modige som de var, gik de imod fjenden gang på gang, men ak, pile og spyd tog sit indhug på den lille hær, og det uundgåelige resultat stod klart for enhver. Den der har studeret og oplevet spirituelle studier ved at, på de mørkeste tider er man rigest og ophøjet højere end man nogen sinde kan blive i stunder, der er lette og fulde af rigdom. Vores jordiske kroppe binder os til jorden, men vores himmelske kroppe har ingen begrænsning i tid og rum.

Hvor lidt forstår vi egentlig ved det næste liv, og vores tilstand når vi passerer den tynde grænse til døden? Hussein døde ikke, han kastede sin jordiske skikkelse og gik videre, en sublim martyr i islam, og med ham hans trofaste krigere og venner. Hvordan han kiggede tilbage på slagmarken, og hvordan han dér indså den fulde glæde af frigørelse fra fysiske begrænsninger. Der er ingenting som døden - vi går fremad, fri fra hver en ting, der er verdslig. Vi har vores egen skikkelse, og vi ser klart og forstår hvor meget der er skjult for os når vi er begrænset af den jordiske krop, og kun kan se og høre med vores jordiske øjne og øre.

Fra slagsmarken ved Karbala lød der en gråd fra den blodsølede sand, der nåede hvert et hjørne af den muslimske verden. Sandheden kunne ikke længere skjule sig selv, men kastede til side sit dække og stod atter frem. Enhedens ånd som var skjult for enhver skam trådte frem, og blev igen genkendt af de troende.

Broderskabet var genoprettet, og troen var den triumferende. Hussein døde, og måske kan hans blod befæste islam således at verden kan blive fri og ren. Gennem hans liv på jorden talte han for kærlighed og renhed, og fra hans næste eksistens kan han se og høre, at hans offer ikke har været forgæves. Han talte og kæmpede for frigørelse fra tyranni og uretfærdighed, og hans død er en konstant påmindelse for os i dag, om at vi må følge i hans fodspor og være forberedt. Og hvis det bliver nødvendigt, må vi kaste bort denne dødelige skikkelse vi har for at tjene sandheden, for uden sandheden kan intet leve.

Hussein triumferede over hans fjender ved hans død, og når shia og sunnier på samme vis fejrer Ashura dagen, samles vi i mindet om den store og prægtige dag, hvor han gjorde det største offer af alle. Vi må kæmpe for sandheden, for retfærdighed, for frihed imod mørkets magt, og vi må arbejde for en enhed for at bringe hele menneskeheden til et stort broderskab, for at sværdet kan blive lagt bort for altid, og for at hvert et menneske vil elske hans nabo. Historien om Karbala ville gå igennem tiden, indtil enden. Ikke før denne planet er kold, vil de foregåede sjæles hvisken om denne begivenhed ophøre. Han som sad på Profeten Mohamads (sa) skød, hvis babylæber har fremsagt verset om den sidste åbenbaring fra Allah (swt) til menneskeheden. Han som har vokset i Profetens varetægt, som et ungt træ varmet i solen, og hvis tilstedeværelse bragte et smil til Allahs Apostel, det var ham, der var valgt til at befæste og styrke islam med varmen fra hans eget blod. Udgyd jeres tårer O alle muslimer når I fortæller jeres børn om den evige helgen og martyr Hussein. Lær så at leve som han levede, og vær endda forberedte på at dø som han. Lad os lærte og uvidende samles og give vores ydmyge hyldest til Imam Hussein (as), den velsignede hvis navn vil leve for altid.

Den ydre betydning ved dette særlige offer er at Hussein gav sit live for enhed, for frihed, og for sandheden. Og de pile der gennemborede hans jordiske krop tillod hans rene og syndefri sjæl at fri sig fra fysiske begrænsninger. Den indre betydning er at Hussein lever, og han skal blive ved med at leve. Det er hans hvis gavnlige sjæl har vandret i islams verden, og som har indtrådt i sød hellighed med dem der forstod og lyttede. I stilheden på en stjerneklar nat, står foran os vores ørkens telt, vi hører ham i suset fra brisen. I skoven finder vi ham i afspejlinger overalt, og i byerne bliver vi bragt til realiseringen af ham på tusinde måder.

Hussein, O velsignede! Dit blod helliget til menneskeheden. Dit offer har bragt os til den skønne ånd af overgivelse. En livgiver til menneskeheden af en så fri fra synder, fra så syndefrie forældre og fra Allahs apostel. Han satte et skjold op mod åbenbaringen, og bevarede den intakt gennem århundreder til dem der forstod. Han ofrede sig selv og nægtede sig selv alt for at give af sig selv til andre, tilsidesatte livet for sandheden, sådan var handlingerne af vores noble helgen og Martyr. Ingen myte er han, ej er han tildækket af tågerne fra sagn. Ingen halv hedensk guddommelighed eller væsen var han, men en personlighed kendt af tusinde og tusinde af dem der kaldte sig selv for muslimer.

Frihed fra bevægelse og udtryk, fred som dødelige ikke kan forstå. Til ham der havde forladt denne skikkelse, hvorved fjender stirrede, kom sødme der går over vores forstand. Verdens storhed er vokset på en måde som endnu ikke er forstået, og Hussein den velsignede har efterladt sig et så godt eksempel som kun få kan håbe på at følge og leve op til. Vi har brug for Husseins ånd til at rense den muslimske verden fra laster, der indhyller de troendes sind, vi har behov for Hussein til at tilintetgøre den djævelske ånd af egoisme griskhed. For altid har vi brug Husseins eksempel til at regulere vores liv, så vi deraf vælger at leve for andre. Når muslimerne beslutter sig for hver og en at leve og dø som Hussein, først da vil Islam i realiteten blive menneskehedens religion. O alle muslimer, søg efter jeres sjæle, og sig hvis I i sandhed har fuldt Allah og hans apostles bud, eller hvis I har fulgt Husseins eksempel.