Historien og filosofien bag Aza-e-Hussain

Historien og filosofien bag Aza-e-Hussain

Budskabet

For mere end 1350 år siden, på den tiende Muharram (den første islamiske måned), lige før ’asr[1], stod en mand på en sandbakke i Karbala. Han blødte fra flere sår på sin krop. Han havde mistet alt. Siden tidlig morgen havde han båret flere døde lig ind til sin lejr. Han havde endda begravet sit spædbarn.

Han kiggede på hans elskedes døde kroppe. Tårer strømmede ud af hans øjne. Han kiggede på himlen, og det virkede som om, at han trak styrke fra en usynlig kilde. Så, som en muezzin fra en minerat[2], råbte han:

”Er der nogen, der vil komme for at hjælpe os? Er der nogen, der vil svare på vores kald efter hjælp?”

Han vendte retning og gentog råbet. Han gjorde dette fire gange.

Hvem råbte han ud til? Han forventede sikkert ikke, at nogen skulle komme ham til undsætning. Dem, der havde villet hjælpe ham, havde allerede krydset lejrgrænserne og ladt livet for sagen. Han vidste, at der ikke var nogen tilbage. Han vidste, at der ikke var flere Hurr[3]. Og alligevel, omhyggeligt og anstrengende, gjorde han det sikkert, at hans råb genlød i alle retninger.

Selvfølgelig var råbet et kald til muslimer fra alle generationer i alle lande. Det var et kald til os, hvor som helst vi end skulle befinde os. Det var et kald efter hjælp. Hjælp mod Yazidisme, som i alle aldre løfter dets grimme hoved for at undertrykke retfærdighed, sandhed og moral. Vores Imam kaldte ud til alle muslimer i alle aldre og tider for at kæmpe Yazidisme, både inde i dem selv og som en ekstern kraft. Dette var hans kampråd for Jihad-ul-akbar[4].

Han havde allerede demonstreret, at hans mål altid har været at skabe en spirituel opvågning gennem at påbyde det gode og at forbyde det onde). Nu kaldte han efter en fortsættelse af denne jihad på individuelle, sociale og politiske planer.

Aza’s udvikling

Muslimer, og i særdeleshed shiaerne, har svaret dette kald med den unikke iværksættelse af aza-e-Hussain. For enhver tåre vi fælder for ham lover vi at modsætte os den undertrykkelse der er udtrykt ved uretfærdighed, manglende moral, ubillighed og usandhed. Hver gang, vi løfter vores hænder og bringer dem ned på vores bryst i matam, siger vi: ”Labbaik, Labbaik Ya Mawla!” til vores Imam, HusseinIbn Ali, den Hellige Profets (saws) barnebarn.

I lang tid har ordet aza-e-Husseinudelukkende været blevet brugt i forbindelse med mindelsesceremonierne for Imam Husseins martyrium. Aza-e-Husseininkluderer sørgeforsamlinger, begrædning, matam og alle lignende handlinger, der udtrykker følelserne sorg, vrede og, frem for alt, afvisning af alt, hvad Yazid stod for. Disse følelser forbliver dog meningsløse og hykleriske, medmindre de er fulgt af et ønske om at reformere på både det individuelle og det samfundsmæssige plan.

Udtrykket majlis har både en grammatisk betydning og en betydning, der relaterer til aza-e-Hussain. Den tekniske mening af majlis er et møde, en samling eller en forsamling. Relateret til aza-e-Hussain, betyder det en samling for at sørge for Imam Hussain. Denne betydning af ordet blev først brugt af vores 6. Imam, Jaffar Alsadiq (as). Det er blevet berettet at hans ledsager Al-Fudhayl Ibne Yassar kom for at vise sin respekt til den Hellige Imam.

Efter udvekslingen af de sædvanlige høfligheder spurgte Imamen al-Fudhayl:

”Organiserer I folk nogensinde majaalis (majlis i flertal) for at erindre Imam Husseins martyrium?”

Med tårerne strømmende ud af hans øjne svarede Al-Fudhayl:

”O søn af Allahs Sendebud, det gør vi sandelig.”

Imamen sagde:

”Må Allah velsigne jer. Jeg billiger i høj grad sådanne majaalis.”

Ved en anden lejlighed reciterede poeten Ja’far ibn Iffaan for vores Imam Alsadiq (as) et digt om tragedien i Karbala. Imamen begyndte at græde ukontrollabelt. Derefter talte han til poeten i følgende vendinger:

”O Iffaan, tro ikke, at det kun er dem som du kan se her, der lytter til din poesi. I virkeligheden er Allahs tætteste engle tilstede her i denne forsamling, og de lytter alle sammen til din recitation, og ligeledes sørger og græder de. Må Allah velsigne dig for hvad du har reciteret. Han vil, om Allah vil, belønne dig med Paradiset for dine anstrengelser på vores vegne.”

Aza-e-Husseinvar et fænomen, der efter tragedien i Karbala omgående tog fat i muslimsk samvittighed.

Den første majlis-e-Hussein(majlis for Hussain) blev holdt i Kufas markedsplads af en kvinde, hvis slør var blevet revet af fra hendes hoved, hvis håb og stræben var blevet ødelagt på de blodgennemblødte sande i Karbala, men hvis ukuelige ånd trådte frem for at befri de islamiske værdier fra tyranniets og undertrykkelsens byrde.

Hun var den første der besvarede Imam Husseins kald. Stående på hendes usadlede kamel, så hun på masserne der jublede over Yazids sejr. Så snart folk så hende, blev de stille. De vidste at et historisk øjeblik for Kufa havde kommet. Mens hun så direkte på dem, sagde Alis datter (Zainab):

”Sorg være med jer, O Kufas folk. Er I klare over hvilken del af Muhammeds hjerte I har kløvet! Hvilket løfte I har brudt! Hvis blod I har udgydt! Hvis ære I har vanhelliget! Det er ikke kun Hussein, hvis hovedløse krop ligger ubegravet i Karbalas sand. Det er den Hellige Profets hjerte. Det er selve islams sjæl!”

Den første majlis rørte og bevægede Kufas folk så dybt at det rejste både Tawwabun bevægelsen og al-Mukhtars søgen for hævn. Ti dage efter Ashura, ankom et Sendebud fra Yazid til Medina. Hans navn var Abd al-Malik ibne Abi al Harith al-Sulamee. Han kom for at fortælle guvernøren, Amr bin Said al-Aas, at Husseinibne Ali var blevet dræbt i Karbala. Guvernøren, som var mere bevidst om folkets sindsstemning, sagde, at han ikke selv kunne bekendtgøre nyheden, men at Abd al-Malik, hvis han ønskede det, selv kunne offentliggøre meddelelsen.

Abd al-Malik bekendtgjorde nyheden efter morgenbønnerne. Der var så intens gråd og jamren fra hjem fra Banu Hashim at selveste væggene i Profetens moské begyndte at skælve. Zainab, Umme Luqman, datteren af Aqeel ibne Abi Talib kom ud skrigende:

”Hvad vil I sige når Profeten spørger jer: Hvad har I, O den sidste ummah, gjort ved mit afkom og min familie efter at jeg forlod dem? Nogen af dem er fanger og nogen af dem ligger dræbte, plettede med blod. Hvilken slags belønning for budskabet er dette som I er ulydige mod mig på ved at undertrykke mine børn?”

Fatimah Binte Huzaam, også kendt som Ummul Baneen, bar hendes unge barnebarn Ubaidullah ibne Abbas og forberedte sig på at gå ud. Da hun blev spurgt, hvor hun var på vej hen, sagde hun at hun ville tage Abbas’ forældreløse barn for at give sine kondolencer til Husseins mor.

Marwan ibn Hakam berettede at der hver eftermiddag var mænd og kvinder, der samlede sig ved Jannat-ul-Baqee[5], og der var minde om tragedien i Karbala og gråden og jamren kunne blive hørt fra miles afstand.

Da fangerne til sidst blev frigivet af Yazid, spurgte de om mulighed for at have mindelsesritualer i Damaskus. Et hus blev gjort tilgængeligt for dem og aza-e-Husseinfortsatte i over en uge. Præcis som da Profeten Musa (as) var blevet opvokset i paladset for Allahs fjende, Farao, lagde Frue Zainab (as) fundamentet for Aza-e-Husseini selveste hans morders hovedstad!

Ved deres tilbagekomst til Madina overtog Frue Zainab lederskabet for aza-e-Hussian i den Hellige Profets by. Dette vækkede så stærke følelser i folket og sådan en væmmelse mod undertrykkeren, at Amr ibne Said ibne AL-Aas skrev til Yazid om at have Frue Zainab landsforvist fra Madina. Dette blev gjort i begyndelsen af 62 A.H[6].

Frue Zainab døde kort efter. Både den 4. og 5. Imam opfordrede i høj grad til aza-e-Hussain. På deres tid måtte aza-e-Husseinblive afholdt i yderste hemmelighed, da regimet var imod enhver mindelse af Karbala. Poeterne, der komponerede sørgedigte, og de trofaste shiitter, der deltog i forsamlingerne i hvilke disse sørgedigte blev reciteret, gjorde dette med livet som indsats. Ikke desto mindre fortsatte poeterne med at hælde deres følelser ud i deres poesi.

Nogle af disse digte er bevaret i dag og man kan se intensiteten af tiltro og sorg gemt i poeternes ord.

Gradvist begyndte indførelsen af ziyarah at komme til live. Folk ville besøge martyrernes grave og her udføre aza-e-Hussain. Vores Imamer skrev ziyarat[7] for dem til at blive reciteret. En af disse ziyarahs bliver reciteret i dag af os og er kendt som Ziyarat-e-Warith.

Når vi undersøger Ziyarat-e-Warith, kan vi ikke kun se en vidneforklaring om Imam Husseins storhed og de bevægende følelser, der beskriver hans offer for Allahs sag, men også et alvorsfuldt løfte og forpligtelse af recitatoren:

”Og jeg lader Allah, Hans engle, Hans profeter, og Hans Sendebud, være vidner til det faktum at jeg tror på Imam Hussein og på min tilbagevenden til Allah. Jeg tror også på Allahs love og på konsekvenserne for menneskelige handlinger. Jeg har underordnet mit hjertes længsler til hans (Imam Husseins) hjerte og jeg giver oprigtigt efter for ham og (lover at følge hans befalinger)”

Dette forehavende har tydeligvis aldrig været ment af vores Imamer til at være et tomt ritual. Recitationen af Ziyarat-e-Warith er et engagement til Imam Husseins sag i Allahs, englenes, Profeternes og Sendebudenes nærvær og i fuld bevidsthed om den sidste ansvarlighed for menneskelige handlinger. Man må altid reflektere over seriøsiteten og højtideligheden i dette løfte.

Indtil Ghaibat-e-Kubra[8] ser vi, at vores Imamer altid har opmuntret til aza-e-Hussain. De så i aza-e-Hussein ikke kun en demonstration for sorg for Imam Hussein og Karbalas martyrer, men også en fornyelse af ens forpligtelse til Allah og hans love forklaret i den Hellige Koran og de nedskrevne traditioner om Profeten Mohamad (sa) og hans Hustandsfolk (as). Vi har optegnelser af udtalelser fra repræsentanterne, de såkaldte Naibs under ghaibat-e-Sughra[9], der forklarer og opmuntrer til aza-e-Hussain. Fra år 329 efter udvandringen til Madinah. og efter tog lærde det op til dem selv at videreføre Karbalas budskab.

Shaykh Ibne Babawayh-al-Qummi bedre kendt som Shaykh as-Suduq, der døde i år 381 efter udvandringen, var den første lærde, der introducerede prosa som et medium til at udtrykke Imam Husseins budskab. Han sad på prædikestolen og talte improviseret, mens mange af hans studenter sad ved siden af prædikestolen og nedskrev hans tale. Hans taler er blevet bevaret og er i dag kendt som Amali (diktaterne) af Shaykh Suduq.

Offentlige sorgsdemonstrationer opstod først i år 351 efter udvandringen. På den 10. Muharram var der et spontant optog i Bagdads gader og tusinder af mænd, kvinder og børn kom ud messende ”Ya Hussain! Ya Hussain!” mens de slog deres bryst og reciterede sørgedigte. I samme år fandt et lignende optog sted i Egypten. Regimet gjorde sig bedste for at dæmme op for bølgen af aza-e-Hussein, men det mislykkede. Snart blev aza-e-Hussein en institution med dybe rødder i muslimernes hjerter.

Majlis udviklede sig til en institution for at påbyde det gode og at forbyde det onde,ligeså vel som en påmindelse om de tragiske begivenheder. Idet at Islam spredte sig, indførte forskellige kulturer forskellige former for aza-e-Hussain. Taimur Lang introducerede den institution for tabut og alam i Indien. Idet Islam spredte sig sydligere mod subkontinentet, undergik formen forandringer for at tage de lokale kulturelle indflydelser under overvejelser for at skildre Karbalas budskab i det medium der bedst kunne forstås af de lokale folk, både muslimer og ikke-muslimer. I begyndelsen af det 19- århundrede var der ikke et hjørne fra Spanien til Indokina der ikke havde en form for demonstration på den 10. Muharram.

Formen varierede fra land til land. I Iran har den mest populære form været lidenskabelige teaterstykker, idet et medium transmitterede Karbalas budskab i tilføjelse til majaalis fra talerstole. I Indien blev Ashura processionerne en del af den indiske muslimske kultur. Selv hinduerne deltog i disse processioner.

Maharajahen af Gwalior blev altid set gående barfodet bag Hadhrat Abbas’ fane ude nogen insignier på hans eksalterede embede. Martiyas og majaalis var så stærke indflydelser på den muslimske befolkning, at de hjalp med ikke kun at forstærke deres islamiske tro men også deres politiske målbevidsthed.

Historien rapporterer at selv Gandhi på hans famøse Salt March, for at protestere mod den Britiske Raj, tog 72 mennesker med ham for efterligning af Imam Husseins protest mod Yazids undertrykkelse.

Vigtigheden af Aza

Det følgende uddrag fra det sidste testamente og vidnesbyrd af den afdøde Ayatullah Ruhullah Khomeini (qds) er mest rørende og relevant:

”Mindet om denne store episke begivenhed (Ashura) skal blive holdt i live. Husk, at råbene om fordømmelse og alle de forbandelser som retmæssigt bliver rejst mod Bani Umayyayahs kaliffers grusomhed mod de Hellige Imamer, bliver reflekteret i de heroiske protester mod grusomme despoter for nationer gennem århundrederne.

Det er videreførelsen af sådanne protester, der knuser undertrykkelse og grusomhed. Det er nødvendigt at tyrannernes forbrydelser i enhver tidsalder og æra bliver angivet i gråd og i recitationerne af sørgedigte holdt for de Hellige Imamer”.

Hvor end shiamuslimerne har gået hen har de taget de kulturelle former for aza-e-Hussein med dem som det bliver praktiseret i deres oprindelseslande. I dag kan aza-e-Hussain, i en eller anden form, blive set gennem verdenen. Aza-e-Husseiner en vigtig institution og vi må sikre os at den bliver holdt i live for at kultivere og nære islamisk bevidsthed i enhver af os og for at vores børn og deres efterkommere kan forblive engageret i Imam Husseins sag.

Aza på et personligt plan

Vi må aldrig miste af syne det faktum, at mens formen for aza-e-Hussein kan genspejle den lokale indfødte kultur, så må essensen af aza-e-Hussein altid være mindelsen om Imam Husseins martyrium og vores genhengivenhed til hans sag.

Der er altid en fare for, at hvis formen forekommer at være fornuftsstridig med de lokale normer og som følge deraf bliver ubegribelige for den unge generation eller for den indfødte befolkning for hvem vi prøver at gøre indtryk med Karbalas budskab, så kan indholdet gradvist miste dets betydning. Indholdets stof afhænger uvægerligt på accepten af formen. Gennem historien har aza-e-Husseins form altid undergået forandringer for at indrette sig efter de lokale normer. Det er derfor op til os at seriøst reevaluere formen for at sikre os at vi kan give indholdet af aza-e-Hussein i dets mest oprindelige forfatning videre til vores børn og også at gøre aza-e-Hussein en uimodståelige redskab for tableegh! Vi er forpligtede af Allah og hans Profet til at sikre os at vores børn vokser op til at acceptere aza-e-Hussein IKKE som en ritualistisk aktivitet og IKKE som et middel at sone på, men som et seriøst engagement til de grundlæggende værdier i Islam.

I hans tale i Toronto på sidste Hussein Dag begivenheden, gav Dr. Liyakat Takim denne meget dybsindige udtalelse:

”Budskabet bag Imam Hussein kan kun blive passende forstået når vi har i baghovedet det koranske princip om Tawheed[10] som kræver vores udelte forpligtelse til Allah kun.”

Jeg accepterer, at vi ikke alle pludselig kan lave eller ære sådan en forpligtelse. Men hvis vi formoder, at hver enkelt af os på dagen for Ashura, efter udføringen af vores handlinger eller når Ziyarah bliver reciteret efter aza, lover, i Hussein søn af Alis navn, at give en aktivitet op, der står i kontrast til Islams doktriner, hvilket stærkt fællesskab ville vi så ikke være og hvilken udmærket arv vi ville efterlade vores børn!! Dette ville efter min mening være aza-e-Hussein par excellence!

Aza som et redskab for Tableegh[11]

Det er vores pligt at levere Imam Husseins budskab til den indfødte befolkning i det land, vi lever i. Vi kan kun have succes i dette hvis vi selv forekommer at være sande følger af Imam i al vores samspil med samfundet i almindelighed. Vi må genspejle den maksimale integritet, islamiske værdier og vores oprigtige forpligtelse i Imamens sag. Vi kan umuligt lave forpligtelsen gemt i Ziyarat-e-Warith uden den mindste intention om at ære den forpligtelse. Processioner er selvfølgelig den institution der effektivt bliver brugt i lande i Øst og i Afrika. Vi må overbevise os om at denne institution kan være lige så effektiv i Vesten. Hvis ikke må vi udforske andre måder at give Imamens budskab til folket. Vi må undersøge aktiviteter såsom:

• Bloddonation via Hussein Blodbanke;
• Distribution af mad til de trængende;
• Maksimum brug af medierne til at forklare begivenheden og det faktum, at den Hellige Imam døde for at redde de grundlæggende værdier der elskes højt af alle samfund;
• Publikation og distribution af foldere;
• Distribution af kolde drikke i skoler og gymnasier;
• Besøg patienterne i hospitaler med blomstergaver. Du kan opdage, at når du tage en lille gave til en patient på et hospital, så har du båret Husseins budskab til hele patientens familie.

Alle disse forslag er baseret på den institution for de offentlige veje, som vi stadig har i Østen og i Afrika. Mens at sørge stadig er vigtig, skulle vi måske begrænse det indenfor begrænsningerne i vores Imambargahs, og demonstrere den sande ånd af Imam Husseins generøsitet da han gav ordre til Hadhrat Abbas at skaffe vand til Hur og hans hær. Måske kan vi også se en stor mængde bevæge sig mod Islam og Imam Hussein.

Recitanter og Præsentationen af Historie

Jeg søger, med al respekt, at byde en forsigtighedserklæring til alle mine recitationskollegaer. Overdrivelse kan kun så tvivl om os og Imam Husseins sag. De historiske beretninger må overholdes, selvom vi til tider, i vores ængstelse for at vække følelser, tyr til overdrivelse. Vi bør have den dokumenterede historie som vores vejleder, og fornuft og logik som vores begrænsninger som de fleste af vores lærde. Abu Mikhnaf var den tidligste historiker, der tog vidneudsagn fra øjenvidner og samlede sin maqtal. Der eksisterer i dag en bog på arabisk ved navn Maqtal Abi Mikhnaf. Der er tvivlsomt om denne er den originale tekst. Ikke desto mindre har vi uddrag citeret af Tabari og andre historikere. Vi recitanter har stolet på adskillige kilder hovedsagligt Allamah Majlisi’s Biharul Anwar og andre. Flere gode bøger på engelsk eksisterer om dette emne. Maulana Sayyid Muhammad Rizvi er samleren af en bog der indeholder flere meget interessante artikler, der relaterer til historien om tragedien i Karbala. Så er der Shaykh Mufid (qds) bog ”Alirshad”.

At ekstrapolere sikre slutninger fra kendte kendsgerninger, er efter min mening eller lærdes meninger, ikke stødende. Eksempelvis, beskrivelsen af naturlige menneskelige sindsbevægelser, skønt de ikke er nedskrevet i levende detaljer, må ekstrapoleres, hvis beskrivelsen er inden for fornuftens grænser, og så længe at den ikke forringer karakteren af de involverede personer.

Nogle af beretningerne om Imam Husseins (as) martyrdom, kan have fejl hvad angår bestemte erklæringer. For eksempel noterer Tabari, at der blev sat spørgsmålstegn til Imam Zain-ul-’abideen (as)’s alder i Kufa og han blev undersøgt for at undersøge hvorvidt han havde opnået den islamiske myndighedsalder[12]. Shaykh Mufid opgiver den fjerde Imams alder til tiden som værende 23 år. Det er velkendt at Imamen var gift og havde en søn.

Mange af sådanne modsigelser eksisterer i beretningerne, men dette betyder ikke, at vi skal afvise enhver redegørelse i dem. Detaljerede begivenheder, og ofte de navne af de involverede, er meget svære at registrere præcist selv af en ærlig og omhyggelig kronikør der noterer samtidigt med at begivenhederne finder sted. Abu Mikhnaf begyndte at samle hans historie, mest gennem øjenvidne redegørelser mindst 20 år efter tragedien. Det er nødvendigt for as at være udsøgende så længe at vi forbliver inden for fornuftens grænser. For at være udsøgende må vi vide hvilket historisk materiale der er tilgængeligt og hvor det kan findes.

Formål

Vi må huske at de første ti dage af Muharram er en meget følelsesbetonet periode og denne følelse skal blive udnyttet af talerne for at tilkendegive Karbalas budskab, for at vække et had mod alt hvad Yazid stod for og for at gentænde et engagement i islam som det blev prædiket af Ahlulbayt og for hvad Imam Hussein gav sit liv for.

Vi kan ikke forevige den illusion at aza-e-Hussein betyder intet andet en nogle få tårer, arrangementer og processioner. Disse er redskaberne og ikke enden. De er kun vigtige, hvis de fører til at hver af os bliver en bedre shia end vi var det forrige år.

Hvis vi mister formålene af syne kan vi finde os selv ansvarlige for at glemme og latterliggøre den sag som vores Imam ofrede så meget for!

Imam Hussein selv rådede en muslim der påstod han var shia at frygte Allah og ikke at lave en falsk påstand for ikke at blive rejst med løgnerne på Dommedagen. ”Vores shia,” tilføjede Imamen, ”er den hvis hjerte er ren for ondskab, bedrag og korruption. Hans ord og handlinger er kun for Allahs glæde.”

Vi må under de kommende Muharram stille dette spørgsmål til os selv i al seriøsitet. Har vi i sinde at lave en forpligtelse til Imam Husseins formål eller ønsker vi at fortsætte selvtilfredse i vores nuværende forfatning, og betale hvad der bedst kan blive beskrevet som en tom tale til hans martyrium med en demonstrativ sorg kun?

Mens jeg beder for at vi begynder, som vi skal, at forstå filosofien bag aza-e-Hussein og lave en seriøs forpligtelse til formålene af Kongen af Martyrerne, så håber jeg inderligt at der aldrig kommer en dag hvor majaalis bliver erstattet af kliniske forelæsninger blottet for al følelse!

Fornuft når støttet af følelse har en mere varig effekt, og det er netop for denne ende, at som en godtgørelse for rationaliteten af den Hellige Profets budskab, er han fortalt af Allah, at spørge efter ingen godtgørelse andet end kærligheden til Ahlulbayt[13]. Kærlighed, mens det er en følelsesmæssig kraft, bliver hykleri, hvis man mislykkes at identificere og føle ønskerne af de elskede.

Må alle vores Muharrams være sande demonstrationer for vores kærlighed for, og en samling af følelser, fornuft og forpligtelse for, Imam Hussein.