Hvad kan vi lære af Imam Hussein (as) og tragedien i Karbala?

Hvad kan vi lære af Imam Hussein (as) og tragedien i Karbala?

Først en kort introduktion

Tragedien i Karbala markerer en yderst vigtig begivenhed i den muslimske kalender. Den skete år 60 Hijri (omkring 680 e.Kr.) – det absolut vigtigste tidspunkt i menneskehedens historie. I løbet af en periode på omkring halvtreds år og ved hjælp af uhæderlige midler, var det lykkedes de onde magter at opnå betydelige gevinster. Skønt de samlede alle deres kræfter, færdigheder og ekspertise for fuldstændigt at udslette islams og dens Sendebuds lære, var det ikke tilstrækkeligt nok. De havde brug for et sidste skub – og denne opgave blev overdraget til Yazid, søn af Muawiyah. På det tidspunkt var det Imam Hussein (as), som i kraft af at være islams samt muslimernes retmæssige leder (Imam), der havde pligt til at beskytte den sidste åbenbaring til menneskeheden – for enhver pris.

Således begav Imam Hussein (as) samt hans familie og trofaste ledsagere sig mod Irak – og det lykkedes ham (as) at ændre historiens kurs og den retning, menneskeheden styrede imod, gennem sine fantastiske og utællelige ofringer. Ikke nok med, at hans budskab var universelt og eviggyldigt og viste mennesket, hvordan man kan bekæmpe det onde med det gode, tyranni med fred, uretfærdighed med retfærdighed; og hvordan det er muligt at sejre, skønt man er et lille mindretal, er tragedien i Karbala en begivenhed, alle mennesker til enhver tid kan tage ved lære af i mange af deres livs aspekter. Her er få udvalgte eksempler:

1. Man skal ikke acceptere ydmyghed

Islam anser mennesket for værende en værdig og unik skabelse og har givet det mange rettigheder. Denne værdighed og disse rettigheder har mange prøvet at krænke i løbet af menneskehedens historie ved at sprede uretfærdighed og tyranni. Imam Hussein (as) sagde i en af sine taler, at myndighederne i Kufah kun havde givet ham to valg at vælge imellem: ydmyghed eller død. Han fortsatte med at sige: ”Og vi accepterer ikke ydmyghed”. Han er også citeret for at have sagt: ”At dø med værdighed er bedre end at leve i ydmygelse”.

2. Retten til at tænke frit

Dette betyder, at man skal tænke uafhængigt af andre og at være retfærdig i ens dom. Man skal ikke blot følge andre blindt med øjnene lukkede. På Ashura-dagen henvendte Imam Hussein (as) sig til Yazids tropper og sagde: ”O I tilhængere af Abi Sufian (Yazids bedstefar og Profetens ærkefjende)! Hvis I da ikke tror på Gud og ikke frygter Dommedagen, så være i det mindste frie i denne verden.” På hvilket grundlag bekrigede de Imamen (as)? Var det af frygt for straf eller begær for denne verdens goder?

3. En større forståelse af døden

Imam Hussein (as) udvidede vores forståelse af døden ved at henlede vores opmærksomhed på disse følgende punkter:

Døden er foreskrevet enhver, og ingen sjæl kan flygte fra den. Hvorfor skal man så flygte fra døden i en god sag? Han sagde: ”Døden er livets udsmykning, ligesom en halskæde er en smuk kvindes udsmykning.”

Død med værdighed er bedre end liv i ydmygelse. Udover det tidligere nævnte citat om hans syn på døden, har han ydermere sagt: ”Jeg ser ikke død men glæde og velstand, og ikke et liv i undertrykkelse men pinsler alene”

Når man dør for islams skyld, bliver man martyr, hvilket er en mægtig ære. I sin afskedstale til sine slægtninge i Medina, sagde Imam Hussein (as): ”Enhver, der tilslutter sig os, vil blive martyr; og dem, der bliver tilbage, vil gå glip af sejren.”

4. At være bevidst om sin sag

Desertering[1] er normalt forbudt og kan straffes med døden. Ingen hærfører har hverken før Imam Hussein (as) eller efter Imam Hussein (as) givet sine tropper tilladelse til at forlade slagmarken under en krig. Dog gjorde Imam Hussein (as) dette, da han ville have, at de alle selv skulle være opmærksomme på og bevidste om konsekvenserne af den forestående opgave, før nogen af dem accepterede udfordringen.

5. At støtte sandheden

Imam Hussein (as) erklærede: “Kan I ikke se, at sandheden er blevet erstattet af falskhed? Vi skal forberede os på at ofre alt, der er værdifuldt, for at støtte sandheden!” Sandhed er ’essensen’ af Islam og styrker værdierne, som understreges i den Hellige Koran. Ali al-Akbar (as) spurgte sin fader Imam Hussein (as): ”Støtter vi ikke sandheden?” Imamen (as) svarede Ali al-Akbar bekræftende, hvorefter Ali al-Albar sagde: ”Så gør det ingen forskel, om døden kommer til os, eller om vi imødekommer døden.”

6. Det er aldrig for sent at angre

Hurr al-Riyahi, den første hærfører, der omringende Imam Husseins (as) tropper og forhindrede dem adgang til vandet i Eufrat floden, er et udmærket eksempel på, hvor nemt det er at angre, og hvordan dørene til anger altid er åbne – det kræver blot en personlig beslutning. Mens han fortrød sine gerninger, spurgte han Imam Hussein (as), hvorvidt hans søgen efter tilgivelse ville blive accepteret. Imam Hussein (as) fortalte ham, at det aldrig er for sent at angre. Hurr tilsluttede sig Imam Husseins (as) hær og blev beæret med at blive en af de første martyrer i slaget ved Karbala.

7. Troskab og loyalitet

Troskab er en egenskab, der er beundret af alle. Hvis venner kun kendes ved hinanden og mødes i gode tider, hvor de har velstand og fred, men efterlader hinanden, når de får hårde tider med modgang og vanskeligheder, er det tydeligt, at deres venskab ikke er sand eller oprigtig. På Ashura-dagen fortalte Imam Hussein (as) John, som er Imam Husseins (as) berømte ledsager Abu Dhars tjener: ”Du har ledsaget os hele vejen hertil, men nu kan du gå.” John svarede: ”Det er ikke retfærdigt, at jeg nyder godt af dit selskab og gæstfrihed men forlader dig i din nød!” Hans adfærd manifesterer betydningen af troskab, loyalitet og ægte venskab.

8. Kvinders muligheder og betydningen af deres aktive deltagelse

Skønt man efterhånden er ved at give slip på tanken om, at kvinder har begrænsede muligheder og kompetencer til at kunne bidrage til socialt arbejde i samfundet, er der stadig mange der tror, at islam anser kvinden for værende viljeløse og underdanige. Dog giver Ashura-begivenheden, som skete for mere end 1400 år siden, os et helt andet billede end dette. Den rigtige helt i denne begivenhed var i virkeligheden ingen andre end Fru Zainab (as), datter af Imam Ali (as) og søster til Imam Hussein (as), for havde det ikke været for hendes engagement, stærke personlighed og mægtige rolle, havde Imam Husseins (as) mission aldrig lykkes.

9. At arbejde udelukkende for at tilfredsstille Allah (swt)

Formålet med alt det, de troende udfører, burde være Allah, den Almægtiges tilfredshed. Den Hellige Profet (sa) og hans ufejlbarlige familie er de bedste eksempler på, hvordan man kan leve et normalt liv i denne verden samtidigt med, at man dedikerer det udelukkende til Allahs (swt) sag for at opnå Hans tilfredshed. Eksempelvis udtalte fru Zainab (as), da hun for første gang kom hen til sin broder Imam Husseins (as) lig på Karbalas varme slette, hvor hun så ham revet i stykker og med afhugget hoved: ”O Allah, accepter denne ofring fra os…”, og hun sagde: ”Hvis dette behager dig, O Herre, så tag, indtil Du er tilfreds.” velvidende om, at Allah (swt) ville belønne dem for deres anstrengelser og tålmodighed, og at Han (swt) nok skulle tage hævn af fjenderne.

10. At prioritere andres behov over ens egne

Hvis man skal tale om et oprigtigt venskabs- og broderforhold er Abbas det bedste eksempel, man kan nævne. Ikke nok med, at han var loyal over for den ældre broder Hussein (as), utrykte han samme loyalitet og kærlighed over for de andre medlemmer af familien, ikke mindst søsteren fru Zainab (as) og børnene i teltlejren. Han prioriterede andres behov højt over sine egne behov, uanset hvilken stor trængsel, han selv besad. På Ashura-dagen, efter at familien ikke havde haft adgang til floden Eufrat i tre dage i den brandvarme ørken, så Abbas (as) det nødvendigt at drage ud dertil for at hente vand til sin broder Hussein (as) samt kvinderne og børnene, der alle sammen led af stærk tørst. Den store fare, han ville udsætte sig selv for ved at gøre dette, betød intet for ham i det øjeblik, skønt han vidste, hvilken stor hær bevogtede floden. Og da han endelig kom frem til vandet, tillod han sig ikke drikke en eneste dråbe, da hans ønske var først at skænke familien vand. Skønt han blev dræbt på vej tilbage til teltlejren, vil han evigt huskes for sin selvopofrelse.

11. Tålmodighed ved modgang

Allah (swt) siger i den Hellige Koran, at det kun er dem, der forbliver tålmodige ved modgang, som vil modtage belønninger i ubegrænset mængde. Imam Hussein (as) blev opdraget til at forstå Koranen, og dette er grunden til, at han forblev tilfreds med sin situation, i det han var tålmodig under de vanskeligheder og modgang, han oplevede, mens han ventede på belønningen fra sin Almægtige Herre. Hans tålmodighed var ikke som resultat af svaghed eller hjælpeløshed, men det var en manifestation af hans standhaftighed og tapperhed. De, der så Imam Hussein (as) på Ahsura-dagen, rapporterede: ”Vi har aldrig set en mand forblive så rolig som Imam Hussein (as) på Ashura-dagen, mens hans pårørende og børn blev slagtet foran hans øjne. "

12. Vigtigheden af at påbyde det gode for forbyde det slette

Imam Hussein (as) erklærede i sin tale, at hele formålet bag hans reform var netop at påbyde det gode og forbyde det slette: ”Jeg har ikke rejst mig med henblik på overdådighed, arrogance, korruption eller undertrykkelse, men jeg har gjort det for at søge reformer i min bedstefaders (Profeten Mohamad (as)) land. Jeg vil påbyde det gode og forbyde det slette, og jeg vil følge min bedstefaders (Mohammad (sa)) vej og traditioner, og min faders vej (Ali søn af Abi Talib (as)).” Således ofrede Imam Hussein (as) og hans ledsagere sig for dette formål, og takket være deres opstand er islams lærdomme ikke gået tabt men eksisterer stadig dagen i dag. Desuden kan vigtigheden af at påbyde det gode og forbyde det slette ikke kun måles ud fra, hvordan andre har ofret deres liv på det – men det er en pligt, islam har pålagt alle de troende.

13. At anvende udelukkende lovlige midler for at opnå ens mål

Imam Hussein (as) prøvede at stoppe Omar ibn Sa'ad (fjendernes hærfører) fra at forfølge sit onde begær. Han sagde til ham: ”Du er lovet regeringen over 'Ray' (Teheran i dag), men du vil aldrig nogensinde komme til at spise selv fra hveden fra dette område.” Ibn Sa'ad svarede: "Dens byg er tilstrækkelig”. Da Imam Hussein (as) indså, at han ikke kunne ændre Ibn Sa'ads sind, sagde han (as) til ham: ”De, der bruger forbudte midler til at nå deres mål, vil aldrig nå dem.”

14. Kyskhed og hijab

Efter tragedien i Ashura og drabet på Imam Hussein (as) samt hans mandlige ledsagere, blev kvinderne og børnene taget som krigsfanger, og de blev ført først fra Karbala til Kufa og derefter til Damaskus. Kvinderne og børnene blev sat i lænker bundet til hinanden, og det meste af vejen skulle de gå på egne ben eller sidde på saddelfrie kameler. De blev tortureret på vejen og tvunget til at gå bag de soldater, der bar Imam Husseins (as) samt hans ledsageres afhuggede hoveder siddende på deres spyd. Skønt at de oplevede hele denne tragedie og undertykkelse, forblev fru Zainab (as) ved med at fastholde de lærdomme og den adfærd, hun var blevet opdraget og var opvokset med. Blandt de ting, hun fokuserede meget på, var at bevare sin kyskhed og hijab til den grad, hun kunne. Dette vises især, da de ankom til Yazids hovedkvarter i Damaskus. Her anmodede fru Zainab (as) om, at soldaterne, der bar de afhuggede hoveder, skulle gå efter kvinderne og børnene i stedet for at gå foran dem – ikke fordi, at det var et uhyggeligt og sørgeligt syn for dem, men snarere fordi disse hoveder gav anledning til at tiltrække mange nysgerrige tilskuere, især når de ankom til et nyt og tætbefolket område. Tilskuerne skulle hellere kigge på hovederne end på kvinderne.

15. At være oprigtig i sit arbejde

Hver gang man skal foretage sig en eller anden opgave i ens hverdag, burde man sætte sig for, at det sker udelukkende for Allahs skyld. Når man udfører noget oprigtigt for Allahs skyld uden begær for dette livs goder, vil man uden det mindste besvær kunne udholde alle de uundgåelige trængsler, man støder på undervejs. Vi kan lære fra Imam Hussens (as) oprigtighed under udførelsen af sin mission på Karbala. Da han på Karbala-sletten så sine tætte ledsagere og kære familiemedlemmer dø en efter en, sagde han: ”Det gør det udholdeligt for mig, at det, der hænder, sker under Allahs påsyn.” Sålænge at Allah er det eneste mål, vil ens tillid til, at Allah ser, hvad der sker og foregår, i sig selv være en motivation for mennesket til at fortsætte uden bekymring for nederlag.

16. At holde fast ved islams påbud og tage afstand fra islams forbud uanset, hvad det vil koste

Det er en kendsgerning, at det tit er mennesker, der møder modgang, men som går i kompromis eller giver slip på en eller flere af de påbud og forbud, deres religion pålægger dem. Dog er det i virkeligheden netop dette i øjeblik, man bliver testet af Allah (swt), og derfor skal man her være ekstra påpasselig med, hvad man tillader og ikke tillader sig.

Der kan nævnes rigtig mange eksempler på det fra tragedien i Karbala, men her er der udvalgt to eksempler: Efter at kvinderne og børnene fra Imam Husseins (as) familie havde opholdt sig i Karbalasletten i tre dage uden adgang til floden Eufrat og uden meget mad, var de godt udmattede den tiende Muharam, hvor krigen afsluttedes med, at mændene fra deres familie blev dræbt og fik deres afhuggede hoveder sat på spyd og deres telte og ejendele blev brændt ned. Som sagt blev de herefter taget som krigsfanger og ført fra by til by hele vejen til Damaskus.

Undervejs i denne rejse, var der mange folk, som fik medlidenhed og ondt af at se kvindernes og børnenes tilstand. Sommetider kom de og ville give dem mad, fx brød, i form af almisse, men da det er forbudt for Profetens (sa) familie at modtage almisse, takkede de nej, skønt de havde en rigtig stor trængsel for det, de blev tilbudt. De ville kun tage imod det, hvis det var en gave og ikke nogen almisse.

På denne måde holdt de fast ved et forbud, som islam havde pålagt dem. Et andet eksempel er, hvordan Imam Hussein (as) og hans ledsagere under slaget ved Karbala holdt fast ved påbudet om bøn. Skønt de var midt i en krig, samledes de for at bede fællesbøn, da middagsbønnen gik ind – og endda til tiden. En af Imam Husseins (as) ledsagere ved navn Sa’eed, søn af Abdellah, tilbyd at stå som et skjold for Imam Hussein (as) for at beskytte ham imod fjendens indkommende pile under bønnen.