Profeten Hud (as)

Folket af Aad stammen boede I Ahgaaf, som er et område mellem Yemen og Oman.
 

De boede i fred og velvære. Allah havde skænket dem mange velsignelser. De var nogle begavede mennesker, der blandt andet havde bygget flotte byer. Fysisk var de meget stærke og der var ingen sygdomme i deres samfund.

Til trods for alt det, som Allah havde skænket dem, troede Aad folket ikke på den Eneste Gud, og de tilbad idoler som de selv skar ud af sten. Da der skete dem noget godt, takkede de deres idoler, og da de kom ud for noget slemt, tilbad de deres idoler og bad dem om hjælp.

Efter nogle år begyndte stammen Aad at miste deres enighed. Det stærke folk behandlede de svage og fattige medlemmer meget dårligt. For at vejlede de stolte og uvidende mennesker sendte Allah (jwa) Profeten Hud (as) til dem.

Profeten Hud (as) var selv et medlem af Aad stammen, og var højt respekteret på grund af sin adelige familie og hans velopdragenhed. Han var søn af Abdullah, barnebarn af Sam og oldebarn af Profeten Noah (as)

Profeten Hud (as) var en meget tålmodig og venlig mand. Da han modtog Allahs befalinger for at sprede Hans budskab, gik han hen til folket og sagde:
”O brødre! Hvorfor tilbeder I sten som I selv har skåret? Disse idoler kan intet give jer – ej heller kan de tage noget fra jer. I er ikke dumme, men det I gør er imod jeres intelligens. Jeres Gud er kun Én, og Han alene skal blive tilbedt. Han har skabt jer, givet jer helbred og velstand, og Han har gjort jer til et stærkt folk. Gør ikke oprør imod Allah, for I har jo set Profeten Noahs (as) folks skæbne.”

Profeten Hud (as) prøvede stærkt at få folket til at indse fejltagelsen ved at fortsætte deres vej, men i stedet for at lytte til ham blev de mere stædige. De sagde:
”O Hud, du siger dumme ting. Hvorfor skal vi tilbede én Gud og holde op med det, som vor forfædre plejede at gøre?”

Profeten Hud (as) prøvede at forklare dem, at idolerne kun havde i hensigt at tage dem yderligere væk fra Allah, og at han var en Profet, som var sendt for at vejlede dem.
 

Den Hellige Koran siger:
”Og til Aad (sendte Vi) deres broder Hud. Han sagde: O mit folk, tjen Allah (alene), thi I har ingen gud undtagen Ham. (Ved at sætte guder ved siden af Ham) opdigter I visselig løgne. O mit folk, jeg beder jer ikke om nogen belønning herfor. Se, min belønning er ene og alene hos Ham, som har skabt mig. Mon I ikke vil forstå? ”[1]

Ikke desto mindre gjorde hans (as) ord Aad folket vrede. De sagde:
”O Hud, hvad giver dig retten til at tale til os på denne måde? Du drikker og spiser som os – du er ikke bedre end os andre! Hvorfor skulle du blive valgt som en Profet? Vi tror du er en løgner, eller måske har en af vores idoler forbandet dig og ladet dig gå fra forstanden!”

Således gjorde folket nar af Profeten Hud (as). Hans utrættelige prædiken gav ham kun nogle få tilhængere. Da han advarede Aad folket mod Allahs straf, siger Den Hellige Koran at de svarede:
”.. bring os da det, du har truet os med, hvis du er en af de sanddru.”[2]
 

Da Aad folket selv inviterede på at modtage Allahs straf med deres egne stolte ord, stoppede det med at regne i tre år og der hændte en voldsom tørke.

I løbet af denne tid bad Profeten Hud (as) folket om at fortryde deres handlinger og søge tilgivelse hos Allah, førend at det blev for sent. Men de var blinde og kunne ikke se sandheden, så de fortsatte med at tilbede deres idoler og bede dem om regn. Til sidst gav Profeten op, og han sagde:

”I kan gøre hvad I vil! Jeg er kun afhængig af Allah, som er min beskytter!”
 

Endelig fik de Allahs straf. Pludselig kom en enorm stor og sort sky frem. Da Aad folket så skyen, troede de, at det ville regne, men i stedet begyndte en meget stærk og rædselsfuld vind at ødelægge deres huse og kaste deres dyr op i luften. I stedet for regn kom der regnbyger af gnister ned fra den sorte sky. Den voldsomme storm fortsatte i otte dage, og da den endelig stoppede, var det stolte Aad folk helt færdige .

Den Hellige Koran siger:

”Og hvad Aad angår – så blev de ødelagt af en voldsomt hærgende vind. Som Han tvang (til at blæse) mod dem (i) syv nætter og otte dage i træk, så du ville have set dets folk kastet omkuld, som om de havde været gamle faldende palmestammer.”[3]
 

I stormens første tegn havde Profeten Hud samlet sin familie og tilhængere og taget dem med sig til et sikkert sted. De var de eneste overlevende efter Allahs voldsomme straf. Da stormen var over, tog profeten Hud (as) sine ledsager til Hazramaut, hvori de tilbragte resten af deres dage.