Hvad siger Koranen om Jihad?

Det første slag udkæmpet af Profeten(sa) og hans ledsagere var en forsvarskrig. Det er kendt som slaget ved Badr, et sted “nær” byen Medina (for at være mere præcis, ligger det ca. 128 km. fra Medina). Dette var et slag, hvor Profeten med sine ledsagere stod over for fjenden, der var kommet helt fra Mekka, som stadig blev kontrolleret af de vantro.
De første vers om den lille jihad, den væbnede kamp, som tydeligt bliver forklaret:

“Tilladelse (til at kæmpe) gives dem, mod hvem der kæmpes, fordi de har lidt uret. Og Allah er visselig Mægtig til at hjælpe dem […]” – [Koranen: 22:39]

Og:

“(Tilladelse gives) dem, der er blevet drevet ud af deres hjem med urette[…]” – [Koranen:22:40]

Altså bliver der her henvist til de vantro i Mekka, der førte krig mod Profeten(sa) og hans ledsagere i Medina. Koranen siger endvidere:

“Og kæmp for Allahs sag mod dem, som bekæmper jer, men vær ikke angribere, thi Allah elsker ikke angriberne.” – [Koranen: 2:190]

I dette vers er der tale om at reagere på en krig således, at man må forsvare sig selv; der er overhovedet ikke tale om at indlede kamp. Selv i den defensive tilstand af kamp, advarer Gud den Almægtige muslimerne om, at de ikke må overskride de rigtige og forsvarlige grænser.
Islam lærer os, at muslimer bør være stærke i selvforsvar, men dette betyder ikke, at de skal være aggressive og uretfærdige. Gud har fastsat denne generelle vejledning meget tydeligt, når Han tiltaler muslimerne på følgende måde:

“Og gør rede for dem (der kæmper mod jer) hvad I formår af (krigs)magt og af beredne grænsevagter, hvormed I kan skræmme Allahs fjende og jeres fjende og andre foruden dem. I kender dem ikke, (men) Allah kender dem. Og hvad I end giver ud for Allahs sag skal gengældes jer, og der skal ikke gøres jer uret.” – [Koranen: 8:60]
Efter at have givet denne generelle vejledning for at være stærk og parat til forsvar, fortsætter verset:

“Men hvis de viser tilbøjelighed til fred, så vær du også tilbøjelig dertil, og sæt din lid til Allah, thi Han er den Althørende, den Alvidende.” – [Koranen: 8:61]

Kort fortalt, ønsker Islam, at muslimer skal være stærke. De er dog nødsaget til at slutte fred selv mod deres fjender, hvis der tilbøjelighed til fred fra fjendens side.

Den store – og den lille jihad

Et spørgsmål som ikke mange stiller, da mange tror, de på forhånd ved det og kender alle aspekterne af Jihad. Mange tror at Jihad er hellig krig, som er til for at udrydde de vantros eksistens.

Ordet Jihad, som er arabisk, kan oversættes til anstrengelse eller bestræbelse. Jihad i Islam er fordelt i to kategorier, den store Jihad og den lille Jihad, hvor den største belønning kan høstes ved at udføre den store.

Da man i Islam mener, at dette liv er en test samt en bro til det næste liv, er det derfor en selvfølge, at det menneske, som oprigtigt tror på Gud, vil være nødsaget til at anstrenge sig i dette liv og dermed benytte sig af Jihad. Jihad er et så vigtigt emne i Islam, at shia-muslimerne har det som et af de 10 punkter af Islams grene.

De 10 grene (Furu Al-deen):

1. Bønnen (Salah)
2. At påbyde det gode (amr bel maruf)
3. Forbyde det onde (nahi an al munkar)
4. Almisse (Zakat)
5. Fasten (Sawm)
6. Khums (1/5 skat)
7. Anstrengelse (Jihad)
8. Valfart (Hajj)
9. At tage afstand fra profetens samt hans families fjender (tabbari)
10. Elske dem, der elsker profeten samt hans familie (tawwali)

Tit møder man nogle forhindringer og punkter i livet, hvor man står ved en skillevej og skal til at træffe et valg, om enten at gøre det ene eller det andet, det rigtige eller det forkerte, det mest rigtige eller det mindre rigtige. Man stiller sig selv spørgsmålet om, hvad det mest oprigtige ville være at gøre, og tit kender man på forhånd svaret, men ens egoistiske lyster formørker ens sind og sår forvirring, så man ikke ser tingene klart, og dermed får man svært ved at træffe det rigtige valg.

Den store Jihad

Det forholder sig sådan i Islam, at den store Jihad er den Jihad, som muslimerne udfører, når de kæmper mod deres egne lyster og begær ved at afholde sig fra de fristelser som hverdagen byder på. Denne Jihad kaldes på arabisk for Jihad Al-Nafs, som betyder anstrengelsen mod en selv, da man som tidligere nævnt skal bekæmpe ens egne egoistiske lyster.

Til dette kan jeg komme med et eksempel for, hvornår denne Jihad kan benyttes:
En vis person har en meget kort lunte, og vreden kan hurtigt koge over, derfor kan denne persons Jihad Al-nafs være den, at han/hun bekæmper sin egen vrede og overvinder den. En kamp som denne person måske skal kæmpe dag efter dag, og derfor ligger der stor belønning i det.

Forskellige former for Jihad Jihad bel-mall hvor mall betyder penge, da denne Jihad går ud på, at man bekæmper ens egen nærighed og uddeler en sum penge til de fattige eller til pengeindsamlingskampagner, som gavner ens eget eller andres samfund. Dette er igen en kamp som personen skal kæmpe mod sig selv, da det ikke er alle, der har det ligeså let med at hive pengepungen frem, derfor ordet anstrengelse (Jihad) kommer ind i billedet.

Jihad bel Qalam hvor qalam betyder pennen. Denne Jihad udføres ved brug af pennen, altså gennem ens ord. Man kan gennem ens ord bekæmpe uretfærdigheden eller udbrede den viden, man besidder. Pennen hos den rette forfatter er skarpere end det skarpeste sværd og mere effektiv end den kraftigste bombe. En bombes effektivitet daler efter eksplosionen, mens ord får mere og mere indflydelse, jo mere de udbredes og først daler den dag, de bliver glemt.

En anden form for Jihad er Jihad bel amal, som betyder Jihad ved at udføre arbejde. Denne Jihad går ude på, at man igennem ens handlinger hjælper andre mennesker. Altså at man gør noget godt for ens medmennesker ved at udføre noget arbejde.

Den lille Jihad

Denne Jihad hedder på arabisk Jihad bel Qetal, som betyder Jihad ved at kæmpe. Det er denne Jihad som de fleste har hørt om og stadig den, som de fleste har misforstået.

Denne Jihad må kun udføres, når muslimerne angribes, altså som forsvar. Det er strengt forbudt for muslimerne at være dem, der starter en krig eller være dem, der er skyld i at blod udgydes. Gud stadfæster i Koranen:

"Og kæmp for Allahs sag mod dem, som bekæmper jer, men vær ikke angribere, thi Allah elsker ikke angriberne." (Sûrat al-Baqarah 2:190)

Her ser vi at muslimerne skal kæmpe mod dem, som bekæmper en, men at dette kun må være som forsvarsmekanisme, da Allah ikke elsker angriberne. Allah siger i et andet vers:

"Tilladelse (til at kæmpe) gives dem, mod hvem der kæmpes, fordi de har lidt uret. Og Allah er visselig Mægtig til at hjælpe dem. (Tilladelse gives) dem, der er blevet drevet ud af deres hjem med urette, fordi de sagde: Vor Herre er Allah (alene).. "(Sûrat al-Hajj 22:39-40)

Her ser vi igen, at tilladelsen til at føre Jihad kun gives dem, som selv er blevet angrebet eller drevet ud af deres hjem. Altså igen er Jihad stadfæstet som en forsvarsmekanisme og ikke en undskyldning til selv at starte krig og udgyde blod i Allahs navn. I et andet koranvers læser vi:

"...Allah forbyder jer ikke, hvad angår dem, der ikke har kæmpet mod jer på grund religionen, og som ikke har drevet jer ud af jeres hjem, at I er venlige og retfærdige imod dem thi Allah elsker de retfærdige. Allah forbyder jer kun angående dem, der har kæmpet mod jer på grund af religionen og har drevet jer ud af jeres hjem og hjulpet (andre) med at drive jer ud... "(Surât al-Mumtahanah 60:9-10)

I dette koranvers ser vi, at Allah ikke har forbudt muslimerne i at være retfærdige samt venlige imod dem, som er venlige overfor muslimerne. Tværtimod elsker Allah de retfærdige, og derfor er det en god ting at tage godt imod ens medmennesker, om de er muslimer, jøder eller kristne.

Hvis det kommer til det punkt, hvor muslimerne angribes, er der sat nogle kriterier for hvordan muslimerne skal handle. Allah siger derfor i koranen:

"O, I som tror, vær standhaftige for Allah(s sag), (idet I er) vidner med retfærdighed. Og lad ikke fjendskab fra et folk forlede jer til synd, så I ikke handler retfærdigt. Vær retfærdige! det er nærmere ved gudsfrygt. Og frygt Allah, thi Allah er vel vidende om, hvad I gør." (Surât al-Mâ'idah 5:9)

Her ser vi, at selvom muslimerne angribes og føler fjendskab, skal man af denne grund ikke handle i vrede og dermed uretfærdigt. Muslimerne skal bevare deres fornuft og handle retfærdigt. Det er derfor ikke tilladt for muslimerne at dræbe fjenden af had, men kun dræbe modparten i krigen fordi det er nødvendigt. Krigen må altså ikke være en personlig sag.

Profetens fætter og svigersøn Imam Ali (fred være med ham) var engang i krig og kæmpede mod en af lederne af modpartens hær. Da Ali skulle til at give det dræbende slag, blev han spyttet på af modparten. Ali sænkende derfor sværdet og trak sig tilbage, gik frem og tilbage flere gange for derefter at vende tilbage og give det dræbende slag. Efter denne hændelse undrede muslimerne sig og derfor spurgte Ali om, hvorfor han handlede således. Svaret han gav var, at han ikke kæmpede en personlig kamp, men en kamp for ingen andre end Allah. Da modparten spyttede ham i ansigtet, blev Alis vrede tændt, og hvis han dræbte personen lige efter, så havde drabet været personligt, og det er ikke tilladt at dræbe et andet menneske af personlige årsager.

Muslimerne må ej heller være barbariske i deres handlinger. Ældre, børn og kvinder må ikke dræbes. Yderligere må træer, afgrøder og bygninger ikke ødelægges. Jihad som muslimerne deltager i er alene en handling, som er til for at bekæmpe det uretfærdige og lade retfærdigheden sejre.

Vi afslutter derfor ved at citere Karen Armstrong, en tidligere nonne og berømt ekspert i Mellemøstens historie. Hun skriver i sin bog Holy War (Hellig Krig): [1]

Tekst og kontekst
Nogle forfattere og talere citerer de koranske vers ud af kontekst og forsøger at klandre Islam for at fremme vold og terrorisme. De tager en ‘tekst’ og bruger den uden sin ‘kontekst’; med andre ord, begår de citatfusk.
Det er ligesom når nogle mennesker “undersøger” Bibelen og vælger de følgende ord eller sætninger, for at bevise, at Bibelen opfordrer til vold:

“Take all the leader of these people, kill them.” (Numbers 25:7)
“Now kill all the boys. And kill every woman who has slept with a man, but save for yourselves every girl who has never slept with a man.” (Numbers 31:17-18)
“Kill every male and every woman who is not a virgin.” (Judges 21:11)

Ingen retsindig person ville acceptere sådan en “ude af kontekst”-præsentation af de Bibelske vers. Alligevel ser vi dog kristne evangelister og missionærer gøre nøjagtigt det samme med Koranen uden tøven.
Så lad os tage et kig på nogle eksempler af Koranens tekst taget ud af dens kontekst.

Første eksempel:

“Og dræb dem, hvor I end finder dem[…]” – [Koranen: 2:191]
For at forstå den fulde kontekst af verset, læs da hele vers 190 til og med 193 tilsammen:

“Og kæmp for Allahs sag mod dem, som bekæmper jer, men vær ikke angribere, thi Allah elsker ikke angriberne. [2:190] Og dræb dem, hvor I end finder dem, og driv dem ud fra (den by), hvorfra de fordrev jer, thi forfølgelse er værre end krig. Men bekæmp dem ikke ved den Hellige Moské, førend de bekæmper jer der. Men hvis de kæmper mod jer, så bekæmp dem. Således (er) de vantros belønning. [2:191] Men hvis de afstår (fra kamp), så er Allah visselig Tilgivende, Barmhjertig. [2:192] Og bekæmp dem, indtil der ikke er mere forfølgelse, og troen på Allah er (fri). Men hvis de afstår (fra kamp), så (skal de vide), at der kun er fjendskab mod de uretfærdige.” [Koranen: 2:193]

(NB: den ‘Hellige Moské’ er Kabba’en i Mekka)
Konteksten klargører altså, at vers 191 tillader muslimerne i Medina at forsvare sig mod overfaldene og angrebene fra de vantro i Mekka. Den siger absolut ikke, at muslimer bør tage initiativ til at dræbe vantro i verdenen, hvor end de finder dem!

Andet eksempel:
Kapitel 4 (Sura Al-Nisa’), vers 74, der angiveligt opfordrer til at udgyde blod:
“Lad dem da kæmpe for Allahs sag – de, der vil sælge det nærværende liv for det kommende. Og den, der kæmper for Allahs sag – om han så falder eller sejrer – ham vil vi give en stor belønning.” – [Koranen: 4:74]

De, der citerer ovenstående vers, undlader næste vers (som det passer dem), nr. 75, der forklarer formålet og retfærdiggørelsen af den lille/mindre jihad:
“Hvad fejler jer da, at I ikke kæmper for Allahs sag og for de svage blandt mændene og kvinderne og børnene – dem, der siger: Vor Herre, før os ud af denne by, hvis beboere er undertrykkere, og skænk og en beskytter fra Dig Selv, og skænk os en hjælper fra Dig Selv.” – [Koranen: 4:75]

Dette vers opfordrer tydeligt muslimerne til at forsvare de undertrykte mænd, kvinder, og børn. Bør en guddommelig religion da ikke forsvare de undertrykte mænd, kvinder og børn? Hvor er rimeligheden henne, hvis man finder sig i undertrykkelse?

Tredje eksempel:
“[…]Bekæmp så vantroens ledere[…]” – [Koranen: 9:12]
Dette er kun en den af den passage, hvor Gud taler om muslimerne i Medina og deres aftale om våbenhvile med de ikke-troende i Mekka. Læs da fra vers 12 til og med 15:
“Og hvis de bryder deres eder, efter at de har sluttet pagt, og begår overgreb mod jeres religion, bekæmp så vantroens ledere, thi for dem betyder eder intet, for at de må afholde sig (fra angreb). [9:12] Vil I ikke kæmpe mod et folk, som har brudt deres eder, og som planlagde at uddrive Sendebuddet, når de begyndte (fjendtlighederne) mod jer i første omgang? Mon I frygter dem? Men Allah har større krav på at I frygter Ham, hvis I er troende. [9:13] Kæmp (da) mod dem. Allah vil straffe dem ved jeres hænder og beskæmme dem og hjælpe jer mod dem og rense hjerterne på et folk, som tror. [9:14] Og Han vil fjerne vreden fra deres hjerter. Og Allah vender Sig (nådigt) til hvem Han vil, og Allah er alvidende, Alvis.[9:15]”

Konteksten giver klart retten til forsvar for den enkelte muslim, men den fremmer på ingen måde aggression. Igen, skal man som muslim ikke finde sig i undertrykkelse og angreb uden videre. Man skal ikke stå som en kujon og opleve undertrykkelse, uden at gøre noget ved dette. Allah(swt) er retfærdig, og giver derfor retten til forsvar. Gjorde Han(swt) ikke dette, kunne man lige så godt ligge sig ned og se sig besejret, og i værste fald, endda miste livet.

Fjerde eksempel:
“[…]og bekæmp afgudsdyrkerne alle til hobe.” – [Koranen: 9:36]
I virkeligheden er denne sætning en del af et helt vers, hvor Gud taler om helligheden af fire af de tolv måneder, hvor man ikke må gøre sig selv uret. Efterfølgende fortsætter verset:
“[…] og bekæmp afgudsdyrkerne alle til hobe, ligesom de bekæmper jer alle til hobe, og vid, at Allah er med de retfærdige.” – [Koranen: 9:36]
De, der gerne tager dette koranske vers ud af dets kontekst, udelader “pudsigt nok” delen med: “ligesom de bekæmper jer alle til hobe.” Som man kan se, svarer dette vers også på aggression påbegyndt af polyteisterne mod muslimerne; verset snakker ikke om selv at indlede krig.

Konklusion
Fra disse eksempler, er det temmelig klart, at Islam ikke snakker om den mindre/lille jihad for at man skal angribe hinanden, eller indlede en krig; den tillader snarere muslimer at fysisk forsvare deres liv, ejendomme og lande imod ethvert angreb, og også at bekæmpe tyranni mod de undertrykte mænd, kvinder og børn.
Versene omhandlende afgudsdyrkerne i Mekka er meget specifikke og relateret til den pågældende periode. Lad os igen se på kapitel 22, vers 39-40:
“Tilladelse (til at kæmpe) gives dem, mod hvem der kæmpes, fordi de har lidt uret. Og Allah er visselig Mægtig til at hjælpe dem.[22:39] (Tilladelsen gives) dem, der er blevet drevet ud af deres hjem med urette, kun fordi de sagde: Vor Herre er Allah (alene). Og hvis Allah ikke drev visse mennesker tilbage ved hjælp af andre mennesker[dvs. ved krig], så ville visselig klostre og kirker og synagoger og moskeer, hvori Allahs navn ihukommes meget, være blevet revet ned. Og Allah vil visselig den, der hjælper Ham, thi Allah er Stærk, Almægtig.[22:40]”

Islam behandler det realistiske, menneskelige samfund, og ikke det idealistiske samfund. Det kan godt være, at kristendommen siger, at man skal vende den anden kind til, men hvor realistisk er dette, hvis man er under angreb og undertrykkelse? Skal man blot sidde i sit hjem og byde fjenderne velkomne og fortælle dem, at de snildt kan gøre hvad de har lyst til, og blot se på deres grusomme handlinger? Uden retten til forsvar ville vi være hjælpeløse, besejrede, og uduelige.

Man skulle tro, at følgende var indlysende, men idet det har været kilde til misforståelse og forvirring følger her alligevel en forklaring: Nogle mennesker har åbenbart stadig svært ved at skelne mellem den korrekte jihad i Koranen og den sindssyge-Osama-bin-Laden-jihad:

Der er intet jihad over det, at man slår uskyldige mennesker ihjel, og siger, at det er for Allahs(swt) skyld. Allah(swt) kræver ikke angreb af os, men forsvar. Om så hele verdens muslimer begik Bin Laden-jihad, ville dette ikke gøre det mere korrekt. Det ville stadig gå imod ideologien i Islam, og hvad den står for. Om så “muslimer” har gjort dette gennem århundreder, er det stadig ikke rigtigt af den grund.

Som Imam Ali (as) sagde, så er sandheden ikke nødvendigvis med flertallet – og det er sådan set samme princip her; at mange mennesker udfører en bestemt ting, betyder ikke automatisk, at det er sådan tingene bør være og foregå. Vi har Koranen, og den bør vi følge som retningslinje. Dog ved almene muslimer dog stort set godt nu, at den mindre jihad altså ikke betyder, at man skal slå alle ihjel, der ikke kalder sig muslimer.

Glem desuden ej Den Store Jihad, som jo er den allervigtigste, og som enhver muslim skal udføre.